Carstens blog - arkiv

Kan man kun tale om Gud i billeder?

Imod teologien, der kun tør tale metaforisk og i billeder om Gud, i modsætning til at tale klart og entydigt om Gud.
Imod begejstringen for udelukkende metaforisk tale om Gud:
 
"Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«
Hans disciple sagde: »Nu taler du ligeud, og du bruger ikke billeder. Nu ved vi, at du ved alt og ikke har brug for, at nogen spørger dig. Derfor tror vi, at du er udgået fra Gud" (Joh 16,25-30).
 
Disciplene har været ved at køre træt i Jesu egne billedtaler.
De var usikre på, om Jesus virkelig var udgået fra Gud, for da ville han da ikke tale i billeder.
Da han så nu, i denne tekst, taler uden billeder til dem, ånder de lettet op, for da ser de og tror de virkelig, at han ér udgået fra Gud.

Ydmyghed

Enhver, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes” (Luk 14,11).

Ydmygheden kommer af vores forhold til Gud. Ydmyghed begynder med vores forhold til Gud, og ydmyghed overlever kun i Guds nærvær.
Ydmyghed kommer af at opdage, hvor stor Gud er, og hvor meget jeg har brug for Gud i mit liv. Ydmyghed over for Gud er at opdage, hvordan min personlige stolthed og stædighed og selvfokusering forsvinder – langsomt – og hvordan dette ændrer forholdet til mine nærmeste, til ægtefællen, børnene, kollegerne.
I ydmygheden ser vi, hvordan Gud bliver større og større for os. Hvem Gud er, hvad Gud gør, bliver i stigende grad det centrale fokus for det menneske, som ydmyger sig under Gud.
 
Vi kan sige det sådan, at sand ydmyghed er, når vi er glade for, at det er Gud, der får al æren. Når vi oplever, at Gud bliver stadigt større og større for os, og det påvirker vores hverdagsliv.
Paulus beskriver det på denne måde: ”Ingen skal have noget at være stolt af over for Gud (…) for den, der er stolt, skal være stolt af Herren” (1 Kor 1,29.31).
 
Ydmyghed er at glædes over, at Gud handler på en sådan måde, at fokus tages væk fra vores selvpraleri, vores selvroseri, og i stedet rettes mod Gud, så det eneste, vi roser os af, er Ham!

Søg først Guds Rige

”Se på markens blomster, se på fuglene”.
De har ikke for højt blodtryk.
De har ikke kalendere, som de bærer rundt på.
Men jeg siger dig, at en spurv kan ikke falde ud af sin rede, uden at Gud ved det og Gud ser det og Gud tager sig af det.
Og hvis Gud tager sig af det, tager sig af fuglene i luften, blomsterne på marken, hvordan vil dit liv mon blive, hvis du lægger det over i hans hænder på en sådan måde, at intimiteten over for ham, og din evne til at elske ham og mennesker omkring dig, ikke skades?

For sent til gudstjeneste

Sikke en formiddag!
Jeg havde to gudstjenester. Først i Stege, kl. 9.
Dernæst i Bogø, kl. 10:30.
Da gudstjenesten i Stege var slut, strøg jeg i bilen afsted mod Bogø, men kort før broen - mellem Møn og Bogø - var der et stort færdselsuheld.
Da jeg så det, forsøgte jeg at køre tilbage og ad en anden vej, men endte blot i det samme kryds, hvor færdselsuheldet var sket.
Så jeg måtte pænt vente, mens jeg sad i bilen og så ambulancer, en lægehelikopter mm. ankomme og den forulykkede bils taget blive skåret af.
 
Da klokken nærmede sig gudstjenestetid, måtte jeg ringe til kirken i Bogø og fortælle, at de måtte starte med kirkekaffen.
Da klokken blev et godt stykke efter gudstjenestens starttid, måtte jeg ringe til kirken igen og foreslog dem at lave en 'lægmands-gudstjeneste'.
 
Efter endnu lidt ventetid ved færdselsuheldet, fik jeg lov at køre, og ankom ved kirken i Bogø.
Jeg havde præsteskjorten - I ved, den 'katolske' med den lille hvid flip - på, og gik ind i kirken, hvor jeg kunne høre, at menigheden var i fuld gang med gudstjenesten.
Jeg talte hurtigt med en fra menigheden, som fortalte, at de havde startet med kirkekaffen, havde sunget nogle salmer og at der var en fra menigheden, der var kommet i tanker om, at mine prædikener jo ligger på min hjemmeside - så han havde på sin mobil fundet min prædiken fra sidste søndag frem og skulle til at læse den højt for menigheden... da jeg ankom.
Så jeg droppede at bruge tid på at komme i præstekjolen - jeg havde som nævnt præsteskjorten på - og gik direkte på prædikestolen.
Det blev en helt anderledes men bare rigtig god gudstjeneste, med den frihed og spontanitet, jeg holder af. Og da de allerede, før jeg ankom, havde sunget de fleste af salmerne, valgte vi bare spontant nogle andre.
Og fantastisk, hvad en mobiltelefon kan gøre, så man bare kan finde en prædiken - i dette tilfælde en af mine tidligere prædikener - og bruge den, når nu præsten er forsinket :-)

Om den barmhjertige samaritaner

Jesus fortæller historien om en mand, der kommer gående på en vej.
Manden overfaldes af røvere, han får rigtig meget tæsk, og han ligger der, næsten død.
Og først kommer der en person forbi, som burde have hjulpet ham. En præst, altså en, som var hyrde for mennesker, en, som kendte Guds lov, og en, som vidste, at der i Skriften står: ”Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud” (Mika 6,8).
Men præsten går forbi. Han har overhovedet ingen kærlighed til manden, der ligger der i grøften.
 
Og det er Jesu første pointe:
Jesus fik spørgsmålet ”hvem er min næste?”, men Jesus vender spørgsmålet om til: ”Lad os i stedet snakke om hvem der er som en næste!”.
I stedet for at tale om, hvem der kvalificerer sig til at være min næste, så lad os tale om den kvalitet hvormed du elsker andre.
For hvis du overhovedet begynder at stille spørgsmålstegn ved, hvem der kvalificerer sig til at modtage din kærlighed, så har du allerede overtrådt budet!
Det handler ikke om, hvem der kvalificerer sig til din kærlighed. Det handler om din kærligheds karakter!
 
Efter præsten kommer en levit, altså en af de ansatte tjenere ved templet. Kordegnen, kirketjeneren. Men også han går forbi.
Og pointen er, at de to, der går forbi, ikke elsker Gud, for hvis de elskede Gud, hvad ville de så gøre? Holde hans bud.
 
Og så kommer endelig den sidste. Ham, som ikke burde gøre det, han gør. Fordi jøder og samaritanere ikke kunne udstå hinanden. De holdt sig langt fra hinanden. De var fjender – og da samaritaneren går hen i nærheden af den gennemtæskede, blødende mand, så er det to personer, som normalt ville holde sig langt fra hinanden.
Og når vi læser, hvordan samaritaneren tog sig af den sårede, så er det netop, at vi burde udbryde: ”Hold nu op! Sådan kan jeg ikke elske nogen!”.
For det, samaritaneren gør, er helt vildt:
Han forbinder manden, han ikke bare dupper men overhælder mandens sår med de helende væsker olie og vin, han bærer ham på sit ridedyr, han betaler hvad der svarer til 64 dages ophold på herberget, han bliver hos ham natten over og han lover at vende tilbage og betale mere for herbergets hjælp.
 
Den første, simple pointe her er:
To mænd, som kom forbi den sårede, havde ingen kærlighed. Men der var én mand, der havde den. To mænd var religiøse, men havde ingen kærlighed, og derfor hjalp deres religion dem ikke til at kvalificere sig til Guds Rige. Men så var der den sidste mand, oven i købet en forhadt kætter, en udstødt, men han havde kærlighed.
 
Den anden, simple pointe er:
Sådan en kærlighed, som samaritaneren viste, har du aldrig vist nogen. Jo, du har vist den overfor dig selv, for vi elsker os selv og sørger godt for os selv og sikrer os på alle mulige måder.
Men vi har ikke vist en så fuldstændig overgivende, altomfattende kærlighed til andre hele vores liv! Og det er netop sagen: Sagen er, om jeg hele mit liv har elsket fremmede mennesker på den måde?
Og svaret er: Selvfølgelig ikke!
 
Den grænseløse kærlighed, kærlighed til en person som er min fjende og en fremmed, den åbne konto til at betale for alt. Dét er, hvad der vil kræves af dig, hele tiden, hvis du skal fortjene dig en vej ind i Guds Rige.
Er der nogen af os, der kvalificerer os til det?
Nej! Og det er netop pointen.
Det handler ikke om at dele din madpakke med en hjemløs en gang imellem. Det handler om ubegrænset, konstant kærlighed til en person, han ikke kender og som var en fremmed og en fjende.
 
Og da Jesus er færdig med lignelsen, siger han til den lovkyndige:
”Hvem af de tre viste sig at være en næste? Glem snakken om hvem der er din næste, og lad os tale om hvem der er som en næste. Hvem af de tre beviste, at han var en næste for den mand, som var blevet slået halvt ihjel?”.
Den lovkyndige svarer: ”Manden, som viste ham barmhjertighed”.
Og Jesus siger: ”Du har ret, gå nu og gør det samme. Og hvis du gør det, så får du evigt liv. Men hagen er, at du skal gøre det hele tiden. Gå, og gør det samme”.
 
Hvad er det, Jesus ønsker at fremprovokere hos den lovkyndige?
Han ønsker at fremprovokere en dyb erkendelse: ”Vil du have evigt liv? Så elsk Gud af hele dit hjerte, hele din sjæl, hele dit sind og hele din styrke. Og din næste som dig selv. Siger du, at du elsker Gud? Jamen, så lad os snakke om, hvorvidt du elsker din næste. Synes du, at du elsker din næste? Er det måden du elsker din fjende, en fremmed, på?”.
 
Og det mest fantastiske og vidunderlige ville have været, hvis den lovkyndige endte med at sige: ”Jesus, det kan jeg ikke! Jeg kan ikke elske Gud fuldkomment. Jeg kan ikke engang elske min næste. Hvis det er, hvad det vil sige at elske min næste, så er jeg langt fra Guds rige. Gud, se i nåde til mig synder!”.
Men det svar giver den lovkyndige ikke...