Hans navn er Jens. Han har vildt hår, er iklædt en T-shirt med huller i, cowboybukser og ingen sko. Det var bogstavelig talt hans garderobe alle tre gymnasieår. Han var utrolig. Lidt esoterisk og meget, meget klog. Han blev kristen mens han gik på gymnasiet.

På den anden side af gaden, overfor gymnasiet, er der en meget strømlinet, meget traditionspræget kirke. De vil gerne udvikle et program for de unge studerende – og for unge i det hele taget – men ved ikke helt hvordan det skal gøres. En dag beslutter Jens at gå derover.

Han vandrer ind uden sko, klædt i sin T-shirt og med vildt hår. Gudstjenesten er allerede begyndt, så Jens begynder at gå op ad midtergangen på udkig efter en siddeplads. Salen er fyldt, og han kan ikke finde en plads. På dette tidspunkt er folkene i salen begyndt at se lidt nervøse ud, men ingen siger noget.
Jens kommer tættere og tættere og tættere på prædikestolen, og da han opdager at der ikke er nogen sæder, sætter han sig lige der på gulvet. (Og skønt det er en fuldt ud acceptabel adfærd blandt gymnasievennerne, så er det noget der aldrig er sket i den kirke før!). Nu er folkene i salen virkelig irriterede, og der er en anspændt stemning.
På samme tidspunkt opdager præsten på prædikestolen, at nede fra enden af salen er en gammel, nu pensioneret præst ved at bevæge sig hen imod Jens. Denne tidligere præst er midt i 80”erne, har sølvgråt hår, og bærer et elegant jakkesæt. En gudfrygtig mand, meget elegant, meget værdig, meget høflig. Han går med stok, og da han begynder at gå hen imod drengen, tænker alle ved sig selv: “Ja, man kan ikke bebrejde ham for hvad han nu vil gøre. Ingen forventer jo, at en mand i hans alder og med hans baggrund vil kunne forstå en ung gymnasiestuderende på gulvet?“.

Det tager lang tid for manden at nå hen til drengen. I salen er der fuldstændig stille, bortset fra den gamle mands stok, som klikker hver gang den rammer gulvet. Alles øjne fokuserer på ham. Man kan ikke engang høre nogen trække vejret. Folkene tænker “Præsten kan ikke engang holde sin prædiken, før den gamle har gjort hvad han må gøre“. Og nu ser de den gamle mand smide stokken på gulvet. Med stort besvær knæler han ned, sætter sig ved siden af Jens, og er sammen med ham under hele gudstjenesten så han ikke skal være alene.

Alle får en klump i halsen, og mange har svært ved at styre tårerne. Da præsten på prædikestolen efterhånden får taget sig sammen, siger han: “Hvad jeg nu vil forkynde, vil I aldrig siden huske. Men hvad I lige har set, vil I aldrig kunne glemme“.