I går var jeg til januarkursus på DBI, og hørte et godt foredrag af Birger Nygaard, fra Areopagos.
Det handlede om “hvordan vurdere menighedsmodeller i dag?“, og blev indledt med en konstatering af, at ekklesiologi i allerhøjeste grad er på dagsordenen i dag – for når tingene ikke virker, som de plejer, rejses der naturligt nok nye spørgsmål om kirkens væsen og former.
Birger konstaterede, at den ydre form ér vigtig, for “i skabtheden er FORM den eneste måde vi kan udtrykke INDHOLD på”.
Ingen kirkemodel er “den perfekte”, for de er alle kulturelt opstået, kulturelt betingede og de kommer og går (især nu, hvor der hele tiden pilles ved paradigmerne).
Derimod må alle SANDE kirkemodeller hente deres åndelige liv fra Guds riges virkelighed, forkynde evangeliet om at Guds rige er kommet nær, vedkende sig én, hellig, katolsk og apostolsk tradition, samt erfare Åndens virke (hvor og når Han vil).

Der findes i dag ikke én gyldig kirkemodel. Tilmed kan man sige, at vi er gået fra én model til i dag at have en pluralistisk pragmatisme: Sognekirker, tilkaldegudstjenester, fri- og valgmenigheder, missionsforening-menigheder, søger-gudstjeneste-kirker, cafémenigheder, husmenigheder, søndagsbrunch-menigheder, natkirker, cyberkirker…
Med andre ord: Church shopping er normen.

Tendensen i dag, hvor alting er individualiseret: Også trosopfattelse og “spiritualitet” sammensættes individualiseret: MIT valg af menighedsmodel komponerer JEG på individualiseret basis, efter hvad JEG har behov for lige nu… og ellers kan det også være lige meget!!!
Spørgsmålet er så, om der er en kirkemodel, som “passer til” stærkt individualiserede mennesker i en senmoderne kultur?

Faktum er, for det første, at én kirke ikke kan tilpasse sig alle de mange nuværende subkulturer.
Vi må derfor starte med at spørge efter kirkens NATUR, før vi spørger efter KULTUR – dvs. hvad ér kirken, sådan helt grundlæggende?

Birger definerede svaret: “Kirken er Guds forløste folk, sendt som deltagere i Guds mission (evangeliet) til verden i ord, gerning, væren“. Denne definition er baseret på Johs 20:21, og beskriver en MISSIONAL (APOSTOLISK) EKKLESIOLOGI.

Kirken ER mission. Kirke GØR hvad den er. Kirken ORGANISERER hvad den gør (model).
Hovedordet er og må være discipelskab.
Den grundlæggende menighedsmodel er flokken af disciple, der lever deres liv i verden i lydighed mod og efterfølgelse af Jesus.

Vurderingskriteriet er derfor: Hvilke menighedsmodeller føder og fremmer discipelskab?

Den kirke, der vil bestå i det sekulariserede, multikulturelle og multireligiøse samfund består af kristne med en stærk forståelse af at være i efterfølgelse som Jesu disciple!
Den menighed, der har discipelskabet som grundlæggende orienteringspunkt kan antage mange forskellige former (den enkelte form er ikke det afgørende).
Og hvad består så discipelkaldet i, til det individualiserede menneske?

1) Kaldet til at leve ud af Jesus-historien, 2) bibelteologisk rodfæstet, 3) klassiske åndelige discipliner, 4) kulturkritisk fravælge det, der hindrer efterfølgelse, 5) gøre Guds mission til min mission, 6) at kende og bruge sine åndelige gaver, 7) i tjeneste for kristne søskende og hele verden, 8) den mystiske dimension.

Slutteligt nævnte han forskellene mellem den tidligere konstantinske og den nuværende/kommende missionale identitet… og så gjorde han reklame for Eddie Gibb”s i øvrigt fremragende bog, “ChurchNext” (hermed personligt anbefalet).