Glimrende lederartikel i Jyllandsposten, om påsken og den folkekirkelige ulidelige lethed…:

DEN KRISTNE KIRKE – folkekirken ikke mindst – har altid været umådeligt optaget af sig selv. Sådan også i dag, da den kirkelige debat er udartet til rent navlepilleri: Kirkeministeren stemples som komplet umulig, kirkens økonomi ligner en ruin, biskopperne raser og råber, præsterne er stressede – af hvad? Næppe af overanstrengelse!
Dermed være ikke generaliseret: Masser af præster landet over udfører et stort, samvittighedsfuldt arbejde, ligesom så mange andre pligtopfyldende danskere.
Men ustandseligt høres den ulidelige jammer over for få stillinger, om arbejdsløshed blandt teologer og om frafaldet fra det teologiske studium, om kommende præstemangel, et fænomen der harmonerer dårligt med påstanden om arbejdsløshed.
Hvad der beklageligt nok ikke høres, er bekymring for kristendommens stilling i landet, for den foruroligende uvidenhed og den generelle ligegyldighed – i en tid, da det synes bydende nødvendigt, at mennesker besinder sig på en livsholdning, en deraf følgende moral og forankring i de fælles forudsætninger, hvoraf kristendommen er en ubestridelig del.
I stedet er kirken travlt beskæftiget med sig selv, så travlt, at den altså har svært ved at overkomme det, den er til for, nemlig forkyndelsen af evangeliet og den kristne menigheds trøst, opbyggelse og belæring. Præsterne er for stressede. Da ministeren for trekvart år siden indførte et midlertidigt ansættelsesstop, mente Præsteforeningen at kunne forbyde sine medlemmer at holde mere end to gudstjenester på én søndag. Gad vide, om der overhovedet havde været nogen kristen kirke, hvis Paulus” fagforening havde pålagt ham en lignende restriktion!
Biskop Kjeld Holm er en mand med sine meningers (over)mod. Han har udset sig et særligt hadeobjekt, nemlig prædikanten Moses Hansen, som biskoppen udnævner til “den selvbestaltede profet”. Selvbestaltet – var det ikke det, Jesus var, og Paulus og Luther? Men selvbestaltet – det er biskoppen godt nok ikke. Han er tværtimod komfortabelt lønnet statsansat og behængt med ordner, hvad Moses Hansen ikke er. Til gengæld synes biskoppen, det er helt fint, »at mennesker bliver forvirrede« – som af sommerens Taarbæk-sag.
På den baggrund er det straks mere forståeligt, når det forlyder, at forvirrede unge fra muslimske miljøer langt mere beslutsomt end deres forældre vælger islam som livsholdning og tro. Her får de ren besked om meningen med livet og konkrete anvisninger på, hvordan det bør leves i en forvirret tid og et forvirret samfund. Var det virkeligt så forkasteligt, hvis unge med traditionel dansk baggrund på tilsvarende måde valgte kristendommen frem for den forvirring, biskoppen priser?
I dag er det påskedag. Den kristne kirkes største festdag. Den dag uden hvilken der slet ingen kirke var og dermed hverken biskopper eller præster. Men så længe folkekirken har Taarbæk-præsten rullende rundt på dækket som en løs kanon, holder kirkeskibet sig kun flydende, fordi det har slagside til alle sider. I længden er det en uholdbar situation. »Rent abrakadabra« kalder han trosbekendelsen. Abrakadabra er ensbetydende med vrøvl, ingen tror på. »Følgelig« tror »vi« – præsten skulle måske nøjes med at tale for sig selv – heller ikke på Jesu »opstandelse«. Man må give biskoppen ret: Det er den rene forvirring, at der fejres påske, når “vi” ikke tror på en døjt af dens indhold.
Men uanset hvad præster og biskopper tror eller ikke tror på i deres intellektuelle kvababbelser – påske er det alligevel! Opstandelsen er en virkelighed, og at fornægte virkeligheden er aldrig klogt. Jesu opstandelse er en begivenhed. Godt nok en begivenhed, ingen så. Hvad man så, var noget så uanseligt som en tom grav: »Se, der er stedet, hvor han lå.« Men opstandelsen er en begivenhed, fordi den fik følger. Den fik betydning. En begivenhed uden følger er ingenting. Begivenhedens betydning er alt. »Ved dit syn kun den sig fryder,/ som har kær, hvad du betyder,« siger Grundtvig til påskeliljen – opstandelsens symbol.
Hvad betyder da påsken? Den betyder frihed. Frihed fra alt det, som baster og binder mennesker. Hvor der er frihed, er der fremtid og håb. »Sprængte er nu dødens bånd,« siger Grundtvig et andet sted. Dødens bånd er ikke kun den fysiske død, men alle bånd, som gør ufri. Blodets bånd f. eks., som binder mennesker til familie, stamme og klan og fastholder dem på hver sin side af en grænse – grænsen mellem vores og deres, mellem os og dem.
Romeos og Julies tragedie udspringer af et uforsonligt had mellem to familier, et had så gammelt, at ingen ved, hvorfor det er der.
Overskridelsen af grænsen mellem dem og os er akkurat kristendommens virkelighed. Ved foden af Jesu kors står jomfru Maria og apostlen Johannes. Til dem siger den døende: »Mor, se her er din søn;« og til disciplen: »Se, her er din mor.« Dermed sprænges slægtens bånd, og ethvert menneske, vidt forskellige mennesker, tildeles den forpligtelse at være hinandens mor og far, søn og datter – en forpligtelse, der ikke beror på afstamning, men på opmærksomhed, uselviskhed og kærlighed.
På tilsvarende måde: De mennesker, Jesus helbredte, var bundet og bastet af deres sygdom. Men i helbredelsen blev de sat i frihed, fortiden, som havde ført til sygdommen, blev sløjfet, fremtiden åbnet. I en vis forstand er døden den yderste konsekvens af fortiden, af levet liv. Det, som er udlevet, det er dødt.
Påskebudskabet er som et råb i det fjerne: Her er der udvej, her er der lys, her er der liv, her er der fremtid!
Råbet opfanges af dem, som har øren at høre med, dem, som er faret vild – i mismod, tvivl og opgivelse, skuffelse, og de lever op på ny. Råbet opfanges, og de, som hører det, de vover at satse på fremtiden, trods fortidens nederlag, vover at satse på virkeligheden og fællesskabet, selv når virkeligheden er ufremkommelig og fællesskabet en belastning, vover at satse på livet, selv når døden kaster sin slagskygge ind over det.
Råbet høres, selv når kirken er stokdøv.
GLÆDELIG PÅSKE.