En dag tog Jesus sine disciple op på et bjerg og samlede dem omkring sig. Imens de samledes, så han på hver enkelt af dem med et smil. Han begyndte derefter at undervise dem:
Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres. Salige er de som sørger. Salige er de sagtmodige. Salige er de som hungrer og tørster efter retfærdigheden. Salig er du, når du forfølges. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene“.
Imens Jesus talte, begyndte disciplene at tale indbyrdes. Peter så sig omkring og sagde: “Er det meningen vi skal vide det her?“. Andreas så forvirret ud og spurgte: “Er det meningen vi skal skrive det her ned?“. Jakob, som desperat forsøgte at finde noget at skrive med, peb: “Får vi en skriftlig test bagefter?“. Filip skubbede Jakob lidt til siden og sagde: “Jeg har ikke noget papir“.
Bartolomæus, med tårer i øjnene, sagde: “Skal vi virkelig aflevere en opgave om det her?“.
Og Johannes beklagede sig: “De andre disciple behøvede ikke at lære det“.
Mattæus så på Jesus, og spurgte ham: “Kunne du eventuelt gennemgå det én gang til?“.
Judas rystede på hovedet: “Hvad har det her at gøre med det virkelige liv?“.
Netop i det øjeblik bad en af de lokale farisæere om at se Jesu undervisningsplan. Han ønskede at vide hvilke skrifter han havde anvendt og citeret, og han ønskede også at vide hvilken hermeneutik han havde anvendt til at strukturere lektionen. Han spurgte Jesus: “Hvad er dine forventinger og dine objektiver vedrørende dette på det kognitive område?“.
Jesus græd.