Det lyder så flot, når vi i kirken og i forskellige cellegrupper osv. siger, at vi gerne vil være et helbredende fællesskab. Jeg har imidlertid lyst at stille nogle spørgsmål, som må med i overvejelserne, når vi skal vurdere, om det vi har, rent faktisk ér et helbredende fællesskab:

Kan et fællesskab være helbredende, hvis ikke der er plads til alle, og hvis ikke deltagerne og lederskabet er klar over og handler ud fra, at forskellige mennesker har forskellige behov, grænser og dynamik?
Kan et fællesskab være helbredende, hvis der er personer i fællesskabet, som føler, at der er ting, de er nødt til at lægge låg på – eller skjule – for at kunne bevare deres position og accept i fællesskabet?
Hvordan kan et fællesskab være helbredende over for de ægtepar, som oplever, at de ikke trækker på samme hammel?

En af de primære barrierer imod et egentlig helbredende fællesskab i bibelsk/kristen forstand er, at vi – stort set – alle er vokset op under Jantelovens tyngende åg. Vi lader ubevidst vores praksis i et helbredende fællesskab begrænse af Janteloven, som fortæller os, at facaden skal være i orden, og at man skal undgå det, der ifølge Janteloven er ”pinligt”.
Med andre ord: Er vores forståelse af det helbredende fællesskab kulturelt betinget?

Er der personer i fællesskabet, som føler, de er nødt til at skjule visse ting, for at være og forblive en accepteret del af fællesskabet?
Er der grupperinger inden for fællesskabet, som er nødt til at afvise bestemte persontyper, fordi de simpelthen ikke er gearede til at klare disse persontyper og situationer?
Er der situationer, hvor personer ikke bare trænger til forbøn – men faktisk til professionel psykologbistand eller medicin? Hvordan kan lederne trænes, så de kan se, om en person har brug for forbøn eller for medicin eller indlæggelse?

Det er for opslidende for en gruppe, hvis der hele tiden skal kæmpes med bestemte personer, som stiller nogle meget specifikke krav til fællesskabet, f.eks. fordi de har nogle personlige/psykiske problemer, som hele tiden kommer op til overfladen, og rammer fællesskabet på en ødelæggende måde:

Hvordan formes og uddannes ledere af disse fællesskaber, så de forstår de forskellige persontyper, dynamik, osv., og kan kommunikere ud til fællesskabet, hvad der er behov for af eventuelle grænser?
Hvordan kan et helbredende fællesskab og dets ledere omfatte både de stille eksistenser, de tyngede, åbenmundede, dem der ikke er tyngede af Jantelovens krav (og som af de andre derfor opleves som “pinlige”), de psykisk ustabile, de hårde, forretningstypen, osv.?
Hvordan kan lederne udrustes til at udruste andre?
Findes der bibelske forbilleder, f.eks. i ApG. eller Paulus” “pastorale” breve, på helbredende fællesskab?