Der er noget ved det at spise der gør, at jeg kan leve videre. Og der er noget ved, at når jeg ikke spiser, så mister jeg energi. Så der er noget ved maden, der giver os liv, og fravær af mad gør, at vi dør.
En af de fascinerende ting ved en blandet salat er fx tomaten. På et tidspunkt var tomaten forbundet til en tomatplante. Og tomatplanten er forbundet til jorden, som er dens livskilde, hvor den får mineraler og næring fra.
For at tomaten skal kunne nå frem til min mund, skal den først fjernes fra planten. Den adskilles fra sin livskilde. Uanset hvor godt I synes, denne tomat ser ud, så er den i dette øjeblik ved at dø, fordi den er blevet skilt fra sin livskilde.
Alt i salaten på min tallerken var på et tidspunkt levende, men måtte give sit liv for mig. Alt i salatskålen er dødt. Og for at jeg kan spise det, må det dø.\r\nInden for næringsområdet er det altså et faktum, at død bringer liv. De ting, der er på din tallerken, er døde. Og det er deres død, der giver dig liv.

Men hvad så, når Bibelen taler om liv? Når Bibelen taler om, at Gud giver os liv, hvordan taler Bibelen så om det?
Bemærk det sprog, som Skriften bruger til at beskrive Gud, der giver os liv. 1. Thess. 4,14: ”For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod…”. Vi tror, at Jesus døde! De første kristnes helt centrale påstand er, at Jesus døde. Det var vigtigt for dem. Korset, Jesu død, gav dem på en eller anden måde liv.
Læg mærke til sproget i andre tekster: ”Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere” (Rom. 5,8). ”Kristus døde for vore synder efter Skrifterne” (1. Kor. 15,3). Det var helt centralt for disse første kristne. ”Den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle” (Rom. 6,10).

Så dette at død giver liv er sandt over hele universet. Gud giver liv igennem død, og vi ser, at det er sandt i selve det stof, universet er lavet af. Dem, der har skrevet de bibelske skrifter, og de første kristne, forstod, at ikke alene gælder liv gennem død over hele universet, men når Gud giver os liv, hvordan gør han det så? Igennem en… død. Gud giver liv igennem Jesu død.

(…)

Kristus ér opstået fra graven. Han døde på korset. Og han opstod igen.
Jesus døde vores død, på korset. Og fordi han døde vores død på korset, ved vi, at vi får hans liv. Der har du Guds princip igen: Død giver liv. Det er det, han siger. Det er en ny pagt. ”I giver mig jeres liv, som ender i død; I giver mig jeres liv, dækket af synd. Jeg tager det på mig. Jeg dør i jeres sted. I får mit liv”.
Det var Gud selv, der valgte at lave en ny pagt med os. I gamle dage – men også i vore tider – når man indgår en pagt, så sker der ofte det, at man bekræfter den pagt, man har indgået, ved at lave et synligt mærke et eller andet sted. Det kan være, man underskriver en fælles erklæring. Eller det kan være, at man gør, som det har været skik i mange kulturer, at man skærer sig i håndleddet med en kniv, måske endda bytter blod med hinanden, som blodbrødre gør, og så putter noget jord i såret, sådan at når såret heles, vil der være et synligt ar. Sådan har man i årtusinder bekræftet indgåelsen af en pagt. Og sådan gjorde Gud det også. Dengang han lavede en pagt med en mand ved navn Abraham, var det også et sår, der blev gjort til den synlige bekræftelse af pagten – nemlig omskærelsen.
Mændene blev omskåret, og det var det synlige, blodige ar og tegn på, at de var i pagt med Gud.
Og da Gud valgte, at det var tid at indgå en ny pagt med os, skete det igen ved hjælp af et synligt mærke, et synligt ar. Allerede fra gammel tid, før Jesus blev født, bar Gud på et mærke. Det var et smertefuldt mærke, og det var permanent. I Esajas 49,15 taler Gud profetisk, om en tid, hvor Guds folk vil blive genoprettet: ”Glemmer en mor det barn, hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig. Se, i mine hænder har jeg tegnet dig”.

Jeg har tegnet dig, jeg har mærket dit navn – og ordet ”tegne” betyder, at kødet er blevet arret. Og hvad gør Jesus, da han kommer til disciplene, efter opstandelsen? Han møder dem, og så viser han dem mærkerne i sine hænder. Luk. 24,37: ”Hvorfor er I rystede, og hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerte? Se på mine hænder og fødder – det er mig”.
Jesus beviser opstandelsen for dem, men han viser dem også noget andet bemærkelsesværdigt. Overvej spørgsmålet: Hvorfor bærer Jesu opstandne, fuldkomne og herliggjorte legeme stadig mærkerne efter korsfæstelsen? Det er et fuldkomment legeme. Hvorfor er der ar på et fuldkomment legeme? Jesu fuldkomne legeme er arret, fordi han stadig er i pagt med dig og mig. Og i himlen i dag ser Jesus på sine hænder, og ser dit navn. Han husker på dig.