I dag, den 22. september, er den allerhelligste i den jødiske kalender.
I dag fejrer jøderne nemlig Yom Kippur – den store Forsoningsdag!

Læs mere om Yom Kippur her .

I min bog, “I pagt med Gud”, har jeg et helt kapitel, der omhandler denne fantastiske dag – og hvad den betyder for kristne i dag. Her et lille uddrag:

Nu havde også den første pagt sine forskrifter for gudstjenesten og sin jordiske helligdom. For der var indrettet et forreste rum, hvori lysestagen og bordet og skuebrødene var; det kaldes det Hellige. Bag det andet forhæng var det rum, som kaldes det Allerhelligste. Det indeholdt et røgelsesofferalter af guld og pagtens ark, der var beslået med guld over det hele; i den var der en guldkrukke med manna og Arons stav, som havde skudt friske skud, og pagtens tavler. Og oven over arken var herlighedens keruber, som overskyggede sonedækket; men det skal der ikke gås i enkeltheder med nu. Således er dette indrettet, og i det forreste rum går præsterne til stadighed ind, når de gør tjeneste; men i det andet rum går kun ypperstepræsten ind og kun én gang om året og ikke uden at have blod med, som han frembærer for sine egne og folkets uvidenhedssynder” (Hebr 9,1-7).

Den ene gang om året, citatet fra Hebræerbrevet nævner, er ”Forsoningsdagen”, som finder sted ti dage efter det jødiske nytår. Nytåret, som ligger i slutningen af september eller begyndelsen af oktober, indledes med, at der blæses i shofar (et vædderhorn). Dernæst følger så de ti dage, man bruger som forberedelse på Forsoningsdagen: Dagene bruges på at bede Gud om tilgivelse og til at gøre det onde, man har gjort i årenes løb, godt igen. Man begynder altså nytåret med at vaske tallerkenen ren, ransage sjælen, i forventning til den kommende Forsoningsdag.

Ordet ”soning” betyder at dække noget til. Soning er at få sine synder dækket til. Jøderne begyndte således det nye år med at se, om der er områder i deres personlige liv, hvor Gud ikke længere er Herre. Efter de ti dage når man så endelig frem til Forsoningsdagen – Yom Kippur:
Centrum for begivenhederne denne særlige dag var ypperstepræsten: ”Når Aron – ypperstepræsten – går ind i helligdommen, skal han have en tyrekalv til syndoffer og en vædder til brændoffer med sig” (3 Mos 16,3). Det var ypperstepræsten, der på vegne af folket gik ind foran Gud for at søge om tilgivelse.
Han gik ind i helligdommen, iklædt en dragt, der var designet ned til mindste detalje.