Ovenstående overskrift handler om ateisten Hemant Metha, som gerne ville udforske forskellige kirkesamfund. Måden, han gjorde det på, var meget usædvanlig. Han satte sin sjæl til salg på en net-auktion. Den der bød højest, kunne så i en begrænset periode bestemme, hvor han skulle gå hen og deltage i fx gudstjenester. Den oprindelige tekst på net-auktionen lød: “Jeg er ateist. Du kan byde på, hvor jeg skal gå i kirke, tempel, moske, etc.”.

Det endte med, at højestbydende bød Metha udvælge 10 kirker i Chicago-området, som han skulle besøge. Det er interessant at læse om det indtryk, denne ateist fik fra kirkerne. Han skriver blandt andet – her citeret fra Kristeligt Dagblad:

– Nogle af præsterne jeg hørte, særligt i de større kirker, var fantastiske talere. De sagde noget, som – ja, jeg ved det lyder naivt – men det rørte mig virkeligt, selvom jeg ikke kunne købe det overnaturlige, guddommelige aspekt af det.

Metha forstår godt, at folk vælger at besøge den slags kirker søndag efter søndag. Især når de gode taler går hånd i hånd med et ønske om at gøre en forskel i lokalsamfundet. Men sådan var det ikke alle steder:

– Når du besøger nogle af de andre kirker, så er det bare ritual på ritual, og så falder jeg altså i søvn. Jeg kunne også se, at alle andre faldt i søvn, mens de lyttede til deres præst. Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor folk vender tilbage til sådan en kirke søndagen efter – og endnu værre: hvorfor de tager deres børn med til det, skriver han.


Han fortæller blandt andet om en kirke, hvor præsten bad menighedens medlemmer nedskrive, hvordan de havde det før og efter de fandt Gud. Efterfølgende var der mange, der læste det nedskrevne op:

– For stort set alle dem, der stillede sig frem og læste op, var deres ”før” formuleringer i stil med: ”Jeg var fortabt, jeg havde ikke noget håb, jeg var deprimeret”. Da de så blev ”fundet”, blev de lykkelige og fulde af glæde. Det virkede på mig som om, deres forudsætning for at finde Gud var, at de netop befandt sig i en elendig og forfærdelig fase i livet, fortæller han.

Og det kan Metha ikke identificere sig med:

– Jeg tænker bare: jeg er ikke trist eller deprimeret. Så betyder det, at Gud automatisk er udelukket fra mit liv, eller at der ikke er nogen som helst chance for, at jeg finder ham nu, hvor jeg har det godt?

– Det virkede meget mærkeligt at se så mange mennesker med den slags erfaringer. Der var ingen, der sagde: jeg havde det udmærket før, og jeg har det endnu bedre nu. De sagde alle sammen: ”Mit liv var uden håb, det var ren elendighed. Men nu, hvor jeg har fundet Gud, har jeg fået det meget bedre.”