Nedenfor nævnte temadag om forkyndelse handlede – naturligvis – om meget mere end forkyndelse.
Fordi forkyndelse er andet og mere end en person, der stiller sig op foran en flok og holder en tale.
Forkyndelse er kommunikation – og den måde, vi kommunikerer på, siger meget direkte noget om hvad vi mener “kirke”, “menighed” og “fællesskab” er for noget.
Derfor kom Doug Pagitt’s oplæg til først og fremmest at handle om relationer, dvs. at forkyndelse og fællesskab handler om at skabe relationer, mellem mennesker og Gud og mellem mennesker generelt.

Jesus selv holdt meget få “taler”. Han sad som oftest ned, mens alle andre stod op, og så samtalede han med dem. Han fortalte historier, han stillede spørgsmål, tilhørerne stillede spørgsmål, osv. Han kommunikerede.

Doug nævnte en del eksempler fra sin egen menighed, Solomon’s Porch.
Her mødes dem, der har lyst til det, tirsdag aften, for at samtale om søndagens tekst. Man samtaler om tekstens vanskeligheder, tema, baggrund, osv. Det, man får talt om, nedskrives og bruges som udgangspunkt for søndagens gudstjeneste.
Om søndagen mødes man så, i menigheden. Her sidder man i en rundkreds, på sofaer, og scenen er i midten af rummet.
Man får teksten op på en skærm. Dernæst er der en, der læser teksten højt og måske kommer med nogle kommentarer og uddybende ting om teksten. Dernæst siger vedkommende så: “So, what do YOU think?”. Resten af tiden går så med fælles samtale i salen om, hvad teksten siger den enkelte.

En symptomatisk ting ved almindelige prædiken-møder og gudstjenester er, at man beder: “Gud, giv os ører til at høre”…. Hvorimod man, ved den anden type møder mere beder: “Gud, giv os munde til at tale dit ord”.

Det var inspirerende og spændende at lytte til. Deltagerne ved temadagen var meget enige om det gode i relationen, det gode i at forkyndelse også er fællesskab og kommunikation – men samtidig er der stadig brug for den “gammeldags” prædiken, dvs. den undervisende forkyndelse. Der er brug for både lyttende undervisning og samtalende fælles-forkyndelse.