Torsdag var jeg til et møde med lærere fra en række ikke-kristne efterskoler. Det var et rigtig godt og brugbart møde. Før mødet begyndte, fik jeg imidlertid en oplevelse, som endnu en gang gjorde mig glad for at være kristen:
En af mødedeltagerne, en lærer på omkring 60 år, kom ikke til mødet. Hans nærmeste kollega fortalte, at manden havde fået konstateret kræft og at det var meget alvorligt.
Der blev helt stille i mødelokalet. Nogle begyndte at pille ved papirer, andre så bare tomme ud i ansigtet.
Så sagde en: “Vi sender ham en venlig tanke”…
Mens de andre pustede ud og glædede sig over, at stilheden var brudt, tilføjede en anden: “Ja, vi sender ham positive energier”.

Jeg sagde ikke noget. Men jeg glædede mig af hele mit hjerte over, at der er et alternativ til tomhed, venlige tanker og positive energier.
Bøn. Til Gud. Forbøn for mennesker der har det svært.
Hvor er det fantastisk at være kristen, at kende Gud, og at kunne lægge sorg og sygdom frem for Gud, i forventning om, at han hører vores nødråb og griber ind.