Active ImageSå er det blevet mandag, dagen derpå. I går var ordinationssøndag, hvor jeg blev ordineret til præst.
Det var en rigtig god dag! Ordinationen indledtes allerede lørdag, hvor jeg og den anden ordinand – som skal være præst på Vestlolland – mødte op i bispegården, hos Steen Skovsgaard, til såkaldt “bispeeksamen”. Forinden havde vi besvaret 4 skriftlige opgaver. Disse opgaver blev gennemgået i løbet af samtalen, hvorefter vi gennemgik søndagens ordinationsgudstjeneste, salmer, taler, samt formalia omkring det kommende samarbejde med biskoppen.
Det var en god start på det, der fulgte dagen efter:
Søndag var så dagen, hvor der var ordinationsgudstjeneste i Maribo Domkirke. Det hele begyndte kl. 16:30.
Forinden var jeg, den anden ordinand, biskoppen samt en lang række andre præster fra området mødt op, for at iklæde os præstekjolerne og gøre klar til processionen ind i kirken. Det var også på dette tidspunkt, vi underskrev vores arbejdsbeskrivelse – præsteløftet.

Selve ordinationsgudstjenesten var en flot oplevelse. Der var mødt omkring 150 mennesker op, heriblandt min familie, gamle og nye venner.
Der er noget meget højtideligt over en ordination, og der indgår mange ritualer: Salmer, prædiken, forbøn for ordinanderne, tale til ordinanderne, nadver, det berømte “håndtryk”, mm.
Det var en flot og spændende oplevelse, og særligt var jeg glad for biskoppens tale, forbønnen med håndspålæggelse samt at kunne hilse med håndtryk på de tilstedeværende kolleger.

Efter ordinationsgudstjenesten fortsatte dagen i bispegården, i Nykøbing Falster. I nogle stifter gør man ikke så meget ud af eftersamværet, men det kan man roligt sige man gør i Lolland-Falster stift. Der var inviteret til sammenkomst i bispegården, med tre-retters menu, sang og taler. Det var en rigtig dejlig aften, hvor jeg som ordinand havde fået lov at invitere 8 gæster med.
Der blev holdt nogle gode taler – og maden var helt suveræn.

Nu er jeg så ordineret, med landsdækkende ret til at forrette gudstjeneste, døbe, vie, konfirmere, begrave.
Se billederne fra ordinationen ved at klikke her .

I dag er det hverdag, og det er godt. Sådan nogle festligheder skulle nødigt stige en til hovedet 🙂