Prædiketeksten i Folkekirken de nærmeste søndage handler om sygdom, død, helbredelse, mangel på helbredelse og opvækkelse fra døden.
Det har givet mig anledning til, i mine forberedelser, at se på nogle af de fordomme, der findes blandt kristne, i dag, omkring bøn og helbredelse. Og det har også givet mig anledning til, i mine prædikener, at hjælpe menigheden til at stille nogle af de spørgsmål, vi har brug for at stille Gud: “Hvorfor, Gud? Hvorfor denne lidelse?”.
Endelig har teksterne givet mig anledning til at arbejde med det utrolige, ja, næsten provokerende faktum, at Gud ikke har lovet os fri fra sygdom og død. Men at han elsker os og giver os nåde og hjælp, også NÅR vi står midt i sygdom og død. Det er teksten om Lazarus’ død og opstandelse et godt eksempel på. Jesus venter med at tage hen til graven, FORDI han elsker Martha og Maria, og FORDI han vil, at de skal vokse i tro. Og da så Jesus endelig kommer derhen, står der, at han GRÆDER med dem…
Samtidig giver spørgsmålene om sygdom, helbredelse, lidelse, osv., anledning til at fokusere på, at selv med en livsvarig sygdom kan vi ophøje og pege på Gud. Andre mennesker kan, igennem vores sygdom, møde Jesus! De kan se, at i vores sygdomssituation, i den måske livsvarige sygdom, vi står midt i, da er Jesus der, med trøst og lindring og nåde. Jesus har ikke forladt mig, fordi jeg er syg. Nej, MIDT I sygdommen, midt i min konkrete situation, er Jesus der.

Disse er nogle af de ting, nogle af de kommende søndages prædiketekster (24. august og og 7. september) har sat i gang hos mig.
Samtidig vil der ved de 2 gudstjenester naturligvis også blive en afdeling med bøn, personlig bøn og forbøn. Det glæder jeg mig meget til.