Sommerferien er slut, også for dem, der har sen ferie. Det betyder også, at de tomme sognekirker bliver fyldte igen – i hvert fald de kirker, hvor der kommer folk og hvor der er et menighedsfællesskab. Kirken var således fyldt i går. Man kunne mærke, at børnefamilierne var kommet hjem fra ferien og mor og far begyndt på arbejde igen. Der var fuldt hus. Og minsandten, om ikke stiftets biskop med frue også dukkede op til gudstjenesten.

Fuldt hus, nye ansigter og en tilstedeværende biskop giver en vis nervøsitet. I hvert fald hos mig. Det er egentlig interessant, hvor hurtigt man kan miste overblikket, når noget uventet sker. Man kan blive så fokuseret på, på den ene side at være “korrekt”, og på den anden side at fastholde noget spontant og fornyende, at det bliver et miskmask. Sådan oplevede jeg det lidt i går.
Med mit fladkirkelige udgangspunkt og mine vaner fra 6 år i Karlslunde Strandkirke, har jeg det sådan, at spontanitet og afslappet stemning er vigtig. Guds Ånds virke skal ikke begrænses af menneskeskabt liturgi. Men det er klart, at når så man står i situationen, og noget uventet sker – som fx et væld af mennesker og en tilsynsførendes tilstedeværelse – så skabes der en konflikt mellem fornyelse og fast tradition.

Det blev en rigtig dejlig gudstjeneste, og jeg tror, forkyndelsen ramte ind i manges aktuelle situation. Derfor er det jo faktisk underordnet, at der var en række fodfejl og begynderfejl. Fx glemte jeg kirkebønnen (den, hvor man beder for dronningen og regeringen) og ved første nadverbord var jeg så distræt, så jeg gik foran og gav de knælende vinen før brødet, og da børnene skulle sendes ud til børnemøde, og jeg ville gøre det med en kristen børnesang, kunne jeg ikke huske sangteksten og måtte stoppe halvvejs i sangen. Overhovedet ikke nogen store brølere – slet ikke – men nok til at bringe en uerfaren nybegynderpræst som mig lidt ud af fatningen, især med en biskop tilstede.

Ak ja, det var så en lærestreg for mig, som gerne vil det afslappede og det fornyende, hvor lidt der faktisk skal til for at bringe mid ud af fatningen. Men heldigvis er det vel heller ikke mere, end hvad man kan forvente af en nybegynder ud i det liturgiske. Godt at det ikke gælder forkyndelsen; der takker jeg Gud for, at jeg i skrivende stund har 13 års erfaring som prædikant!