I sidste uge var jeg til et præstekonvent, hvor en af hovedtalerne var sygehuspræst Preben Kok, Vejle. Det var en fantastisk oplevelse både at høre og se ham. Han er formentlig den eneste læge, jeg kender, der har ordineret “ynkelighed”, til en patient.

Preben Kok har mere end 30 års erfaring i samtaler med mennesker, heriblandt også udbrændte/stressede præster og sygeplejersker. Når man ser ham og lytter til ham, er det klart, at her står en mand, der ikke er distanceret og ikke selv har prøvet de ting, han taler om. Preben er selv en del af sit stof, og han har selv prøvet at stå i vanskelige situationer. Der var en åbenhed og sårbarhed over ham som var fantastisk.
Til gengæld viste det sig så også, efter hans oplæg, at netop åbenheden og sårbarheden var det, der gjorde, at flere af tilhørerne ved foredraget (præster) lukkede af og ikke ville høre på ham. Der var, hævdede de, for meget “føleri”… Typisk de distancerede folkekirkepræster!!

Preben Kok talte først og fremmest om at nå dertil, at man opdager og erkender sin magtesløshed. For netop dér virker Gud stærkest.

I 1970’erne levede man under det slogan, at alting kan blive bedre. Vi skal bare fremad, fremad, og jo mere vi knokler, jo bedre bliver det.
Men det fungerede bare ikke. Man levede grænseløst, knoklede sig ihjel og alting blev ikke bare bedre.

Heldigvis er der ved at opstå et nyt paradigme, en ny tænkning: Den frugtbare grænse.
Med andre ord: Gå kun til en vis grænse. Før denne grænse er der frugtbart. Efter denne grænse er der kun stress.

Preben Kok fortalte om de mange mennesker, han har haft til konsultation. Mennesker, som sygemelder sig med stress.
Preben gør det fantastiske, at han beder dem bremse op og blive magtesløse!! Han ordinerer “ynkelighed”. At nå dertil, at man erkender sin grænse, erkender sin magtesløshed – og lader Gud komme til.

Her nogle citater, fra Kristeligt Dagblad, fra artikler om Preben Kok:

Vi tror, at hvis vi sætter vores vilje ind på at blive raske, så kan vi blive det. Vi har desuden en fornemmelse af, at de løsninger, vi kan tænke os til, også eksisterer i virkeligheden. Men det er løgn, når man når et vist punkt. I stedet skal vi foretage et paradigmeskifte og erkende, at der er en magtgrænse i vores liv, siger han og rækker ud efter kuglepen og papir for at tegne det, han beskriver som en psykologisk grundlov: Forudsætningen for at have ansvar er, at du har magt. Har du magt, kan du også have skyld. Hvis du ikke har magt, har du heller ikke ansvar og er fritaget for at kunne have skyld.– Der er en magtgrænse i livet. Over denne magtgrænse er vi magtesløse, for her har Gud magten og ansvaret. I vores samfund accepterer vi ikke magtesløsheden, så derfor tager vi både ansvar og skyld på os” (kilde ).

 

— Se, siger han og slår op på billedet, som han har ledt efter.
— Det er det mest rædselsfulde korsfæstelsesbillede, men det var det, som reddede mit liv, da jeg havde det værst, siger han og lader billedet af den piskede Kristus på korset ligge på bordet.
— Den Gud, jeg tror på, elsker så meget, at han ikke kører gennem livet på 1. klasse, men vil på sin egen krop vide, hvor slemt man har det, når man har det værst. Jesu død på korset er det stærkeste kærlighedssymbol, jeg kan finde. Langfredag skal ses i treenighedens lys: Kristus er Gud selv, og det er en del af Gud, som hænger på korset, siger han.
Erfaringen af, at Gud ikke gik, selvom Preben Kok sendte Gud på porten, er den grunderfaring han trækker på i sit sjælesørgeriske arbejde på Vejle Sygehus
“.

 

Når du tager mennesker med hen til det sted, hvor de ærligt tør råbe som Jesus på korset, så svarer Gud med sit nærvær. Mennesker erfarer, at de får en kontakt, som de ikke har regnet med.– Du får en erfaring af, at Gud er. Og på den måde opstår et nyt håb, men det er det kristne håb, som fortæller dig, at du ikke er alene i din ensomhed. Her er Gud også. At møde Gud i ensomheden er opstandelse“.

 

Min dynamik er at give op. Inden en svær samtale knæler jeg på mit kontor og spørger Gud, hvorfor skal jeg rydde op i hans svineri? Og så fortæller jeg Gud: “Det er din sag, ikke min”. Når jeg på den baggrund går ind i de håbløse situationer, har jeg en frihed med mig

 

Psykologerne går ud i livsudfordringernes store hav, fortæller sygehuspræst på Vejle Sygehus, Preben Kok. Vandet bliver dybere og dybere, men vi ved, den første revle kommer om få øjeblikke. Derfor er vi rolige. Sådan også ved anden og tredje revle. Den gode psykolog bliver på tredje revle for at have fast grund under fødderne. Præsten fortsætter!, fortæller den tidligere købmand med store armbevægelser. Livet fører os ud over de revler, hvor der ikke er kontrol. Derude ligger udbrændtheden, fordi vi ikke er gode nok. Det er vi aldrig. Ude over den tredje revle er der kun tro tilbage. Det er den ressource, vi præster kan tilbyde, hvor andre giver op. Psykologen kan bevise. Den troende kan kun leve af overbevisning, siger Preben Kok.” (kilde )