Mine tre måneders orlov er ved at være slut. Det har været en kæmpe oplevelse at få lov at være præst, i en storby som Nykøbing.
Man gør sig mange erfaringer, også selv om det kun er tre måneder. Her er samlet nogle af dem:

Der er stor forskel på at være landsbypræst og storbypræst. Da jeg begyndte som præst i Nykøbing, fik jeg alt foræret på et sølvfad. Jeg er ikke den eneste præst; der er 5 andre, inklusiv en studenterpræst, så man står ikke alene. Der er et kollegialt fællesskab. Og der er masser af administrativt personale og hele to sognemedhjælpere, som i forvejen laver en masse ting og som man kan hente hjælp hos og samarbejde med. I en landsbykirke står man ofte alene, uden sognemedhjælper, uden et stort administrativt personale. Og man står ofte som den, der bærer mange af opgaverne. I en landsbykirke kan man, i hvert fald ikke til at begynde med, tillade sig at spjætte for meget med arme og ben og lave nye tiltag og alternative events. Det er nemmere i en storby.

Der er en utrolig respekt og tillid til præsten, når han dukker op. Det forventes, at præsten har noget godt at sige, og at præsten som noget naturligt tager ledelsen og fører de andre igennem hvad det end måtte være for et arrangement. Om det er begravelsessamtaler, konfirmandundervisning, gudstjenester, ældremøder, osv. Man forventer at præsten går foran.

At have konfirmander, minikonfirmander, osv., er en uhørt fantastisk mulighed. Kommer man til dem med et lyst sind, med lyst til at være i en relation med dem, og kan man sammen med dem skabe små fællesskaber, der kan vare ved, så kan der ske fantastiske ting. Jeg har pt. to konfirmandhold, og det er fantastisk, hvad der sker og hvilke muligheder der er. Jeg kommer til at savne det.

En ting der fylder meget hver uge, er begravelser og bisættelser. Det er klart, at i en storby er der mange af dem, også selv om der er mange præster om at tage sig af det. Der er noget fantastisk over at tage ud i hjemmene, besøge de efterladte og lytte til deres historie. Og en gang imellem sker der det, at de efterladte, noget tid efter begravelsen/bisættelsen pludselig dukker op i kirken, i søgen efter fællesskab, efter at høre mere, efter trøst.

At være præst ved bryllupper er et kapitel for sig. Jeg har enkelte gange rystet på hovedet og tænkt: “Det forhold der holder max 1 år”. Andre gange, når parret har præsenteret mig for deres ideer til kirkebrylluppet, har jeg tænkt: “De har set for mange Hollywood-film”. Og når så dagen oprinder, og vi står i kirken, så må jeg bare gentage for mig selv: “Ja, de HAR virkelig set for mange Hollywood-film!”.

Der er nogle naturlige begrænsninger, når man “kun” er præstevikar. Man er kun præst i et bestemt antal måneder, og derfor kan man ikke tillade sig for store armsving eller at igangsætte nye initiativer, som den faste præst ikke kan fortsætte. Men i løbet af de tre måneder, der snart er gået, har jeg i hvert fald fået nogle erfaringer og ved, hvordan jeg selv vil forsøge at forme den kirke, hvor jeg måske – engang langt ude i fremtiden – måtte blive fast sognepræst.

Om et par uger er min tid som præst forbi. Det har været en stor oplevelse, og jeg kommer til at savne det. Men jeg tager nogle erfaringer med mig, som jeg håber at kunne bruge i det, jeg vender tilbage til, nemlig mit job som lærer på en efterskole.