Når man læser teologi på universitetet – og samtidig har baggrund i en familie, som ikke har nogen egentlig relation til Folkekirken, men tværtimod til en vækkelsesbevægelse – så er det klart, at man i løbet af sådan et teologistudie gør sig mange tanker omkring menighedsliv, kirke, præstejob, mission, osv.
I løbet af de år, jeg læste teologi, svingede jeg fra at være indædt modstander af folkekirken og alle frikirker til at være fascineret af folkekirken (efter vi begyndte at komme i Karlslunde Strandkirke) og frem til nu, hvor jeg ser med glæde på de mange forskellige former for menigheder, der dukker op. Der er muligheder i både vækkelsesbevægelserne, folkekirken og de frie kirker.
Hvor jeg befinder mig nu, holdningsmæssigt, er selvsagt også præget af mine rejser rundt i verden (kirker i England, Skotland, USA, Norge) og af mit møde med den “lutherske udgave” af den karismatiske bevægelse. Min teologi, og dermed min forkyndelse, er dybt præget af min barndoms baggrund i de lutherske vækkelsesbevægelser, hvorimod min ekkesiologi – dvs. min kirke/menighedstænkning – er præget af de menigheder og den luthersk-karismatiske menighedsplantnings-tænkning jeg har mødt de seneste 10-12 år.

Mange nyere menigheds-plantninger (eller: menigheds-dannelser, hvis det lyder bedre) er præget af en holistisk menighedstænkning, hvor man dels ønsker alt, hvad der har med menighedsliv at gøre, på ét sted. Dels er menighedsplantningerne præget af, at man ønsker at være “missional”, dvs. at mission skal være menighedens væsensbestemmelse, og ikke blot et punkt på menighedens viddt forgrenede program. Endelig er menighedsplantningerne præget af en luthersk-karismatisk læsning af Det Nye Testamentes beskrivelser af Guds Rige – særligt at Guds Rige både er nu og engang, og at Gud ønsker at give os dryp af det kommende Rige allerede nu (læs Morten Munchs bog “Det omvendte rige”).

Jeg ser med glæde på enhver form for menighedsplantning, når den bæres af disse tre søjler: Guds Rige, det missionale og det holistiske.
Og samtidig er jeg blevet bevidst om, at nye menigheder først og fremmest bør opstå på en POSITIV baggrund. Man kan godt danne nye menigheder fordi man er IMOD noget, men det duer bare ikke. En menighed må dannes fordi man er FOR noget, dvs. på positiv baggrund.

Her på Lolland-Falster, hvor vi som familie nu har boet i 2½ år, ligner situationen vel de fleste andre områder af Danmark, bortset fra storby-områderne:
Vi befinder os i et folkekirkestift som er så heldige at have en god biskop. En biskop, som har set og været nabo til menigheder af den type, som jeg beskrev ovenfor, og som derfor har set det gode og velsignede i denne type menigheder.
Men samtidig er stiftet præget af den samme stilstand som præger så mange andre områder af landet. Døde landsogne, præster uden personlig og levende tro, menighedsråd som fokuserer på kultur og politik i stedet for mission og Guds Riges vækst, og endelig missionsforeninger hvis primære aktivitet ofte synes at være at sidde og lytte til prædikener…
Der er tre større byer i stiftet: Nykøbing F., Maribo og Nakskov. Det eneste sted hvor der vel sker noget radikalt, kirkeligt set, er i Nykøbing F. Her er der gode præster, et okay samarbejde, nogle næsten stagnerede frikirker, samt Indre Mission og Luthersk Mission, hvor sidstnævnte har rigtig gode kontakter til mange børn i området men ellers har sang og prædiken som primær aktivitet.

Mit håb som kristen – og som ordineret præst – er naturligvis, at der må ske mission, vækkelse og vækst på Lolland-Falster. Jeg håber, at der inden for kort tid, i 2009, vil opstå nogle arbejdsgrupper, som vil arbejde frem mod dannelsen af én eller to nye menigheder, fx én på Nordfalster og én omkring Maribo eller Nakskov.
Sådan som jeg i skrivende stund ser det, vil det være bedst, hvis disse menigheder dannes som valgmenigheder, indenfor folkekirken. Med en sund, luthersk teologi, men med en luthersk-karismatisk menighedstænkning.

Jeg vil skrive mere om disse ting de kommende uger…