Der er ikke noget odiøst eller forkert i at plante nye menigheder. Hver uge, året rundt, plantes nye menigheder over hele verden. Mennesker med fælles tro og fælles vision for Guds Riges udbredelse samles og går sammen om et lokalt initiativ. Ofte retter disse nye menighedsinitiativer sig mod nye målgrupper, særlige subkulturgrupper – eller også dannes menighed simpelthen fordi der ikke er andre kristne menigheder i nærheden.
Der er ikke noget forkert eller underligt i at danne nye menigheder. Og da slet ikke, hvis disse dannes på baggrund af noget positivt – dvs. fordi der er noget, man siger “Ja” til. Værre bliver det, hvis en menighed dannes på negativt baggrund – fordi der er noget, man siger “Nej” til. Netop en kristen menighed, med alt hvad det indebærer, er svær at sætte igang på baggrund af noget, man er imod. Dette sker ikke desto mindre flere steder, fx som oprør imod noget andet.

Selv om det, som nævnt, er godt og Gud-villet, når nye menigheder opstår, hvor folk samles i Jesu navn og har mission og tilbedelse som primært fokus, så er der også andre ting, der kan gøre det svært – ud over den nævnte situation, hvor man danner noget på baggrund af et “Nej”.
De andre ting, der kan gøre det svært, er, når de kristne, man bor iblandt, ser skævt eller med vrede på den nye menighedsdannelse. Eller når man som kristen med baggrund i en af vore danske kristne kirker eller foreninger, føler et ansvar for sin baggrund, og ikke “tør” danne nye menigheder, fordi man føler, at man gør noget forkert imod den baggrund, man kommer fra. Eller hvis man bor i et område, hvor der er en folkekirkelig sognekirke, og man bliver anset for at være “sekterisk”, fordi man melder ud, at man er i gang med at danne en ny menighed… også selv om denne menighed måske er folkekirkelig og forsøger at nå de målgrupper, som den lokale sognekirke ikke magter at nå.

I flere byer, hvor der er opstået nye menigheder, som er præget af højrefløjen, er disse nye menigheder blevet mødt med undren og måske også vrede fra de andre højrefløjskristne, som IKKE går med i den nye menighed. I de større byer er der typisk et par udmærkede sognepræster, måske højrefløjspræster. I samme by er der et par missionshuse, og en del af folkene fra disse missionshuse kommer også hos de gode sognepræster i byen. De får, som sådan, deres “behov” opfyldt.
Når så en flok begynder at danne en eller flere nye menigheder, så mødes de med skepsis, undren og tit også vrede. For hvad skal det nu gøre godt for? Hvorfor ikke bare støtte op om de gode præster i byen? Hvorfor ikke bare støtte mere op om missionshus-aktiviteterne og gøre en indsats dér? Hvorfor danne nye menigheder, som – i hvert fald til at begynde med – stjæler deltagere fra de andre, eksisterende menigheder i byen?
Man kan også stå i en lidt anden situation, hvor fx en lokal sognekirke får bygget et så godt og tiltalende ungdomsarbejde op, at de unge, som tidligere måske kom i missionshusenes ungdomsklubber, i stedet begynder at komme i sognekirkens ungdomsarbejde… Også dét kan sætte sindene i kog og skabe vrede.

Det er ikke nogen “smal” sag at plante nye menigheder, dér hvor der i forvejen er større eller mindre kristne menigheder og organisationer.
I sådanne tilfælde er det vigtigt, at de, der planter den nye menighed, kommer med en klar vision og et mål fra Gud. Lad det mærkes, at det er Gud, der har tændt denne brand og denne vision for en ny menighed. Og sørg for, at der etableres et samtaleforum mellem lederne af de eksisterende menigheder og den nye menighed – hvis dette da overhovedet er muligt (det er fx svært i de byer, hvor der plantes nye menigheder fordi der ikke er et levende sognekirke-menighedsarbejde. Dette vil sognepræst og menighedsråd som oftest stille sig meget skeptiske overfor).
Det er vigtigt, der hvor det er muligt, at der skabes mellem-kirkelig dialog. Og at man ikke begynder bevidst at “stjæle medlemmer” fra hinanden. Og at den nye menighedsplantning får lov at tage den tid, det tager at bygge noget sådant op. Heldigvis er det som oftest sådan, at folkene bag de nye menighedsplantinger faktisk sidder med en stærk vision fra Gud, og et brændende ønske om dels at nå unåede grupper/subkulturer og dels at se en menighed, hvor fokus er på det missionale, det diakonale, det karismatiske (nådegaverne og Guds Riges funktion og vækst).
Mere herom i næste indlæg…