En af mine yndlingsprædikanter, præsten John Piper, sammenligner sin kirke med et hospital:

“Kristus, den store Doktor, vandrer iblandt os, her i vores kirke. Ikke fordi vi er så sjove at være sammen med, men fordi han elsker at aflægge husbesøg hos patienter som glæder sig over hans medicinske ekspertise. Han er ikke partisk over for de raske. Men han har en særlig glæde over for de svageste, sygeste patienter, hvis øjne stråler, når han kommer ind i rummet”.

“Vores søndagsskole er stedet, hvor vi deler os op i grupper, for at sikre os, at vi har forstået Doktorens recept korrekt”.

“En præst er en krøbling, som den store Doktor har bedt lære andre at bruge nådens krykker”.

“Hvilket underligt sanatorium, vi er. Paralyserede, klumpfodede, pukkelryggede, nærsynede! Men der er liv i vores kirke. Doktoren er her! Han rører hvert eneste af vore sår uden at krympe sig. Og åh, hvor det lindrer. Han bruger tid. Han taler. Han kigger dig i øjnene. Han holder dig under armen, når du rejser dig op. Han spørger, hvordan dem, du kender, har det. Han lover, han vender tilbage”.