I weekenden fik jeg langt om længe set en filmatisering af Victor Hugo’s verdensberømte roman, “Les Misérables” (De Elendige). Det blev en stor oplevelse at se den, og jeg kom straks til at tænke på noget, den kristne forfatter Philip Yancey skrev om historien, i sin bog “Den nåde jeg ikke kendte”.

Victor Hugo skrev den murstenstykke roman i 1862, og den tager sin begyndelse i året 1815 – det år Napoleon tabte ved Waterloo – og fortsætter frem til opstanden i Paris, i 1832 (som intet har med den franske revolution at gøre). Med disse historiske begivenheder som baggrund fortæller Victor Hugo historien om exfangen Jean Valjean. Han har siddet i fængsel i 19 år, først 5 år for at stjæle brød fra en bager og dernæst 14 år mere for en lang række flugtforsøg. I fængslet arbejder han i et stenbrud og livet der gør ham hård og kold. En af hans fangevogtere hedder Javert.
Da Jean Valjean endelig kommer ud af fængslet, på prøveløsladelse, forsøger han at finde et sted at sove og få noget at spise. Men ingen vil have en dømt fange indenfor dørene. Til sidst banker han på hos en gammel præst. Til sine store forbavselse bliver han budt indenfor, får mad og en seng at sove i. Valjean vågner om natten, åbner præstens skuffer og stjæler hans sølvtøj. Præsten vågner og opdager tyveriet, og Valjean slår ham ned. Dagen efter, mens præsten sidder udenfor, dukker politiet op. De har fanget Valjean.
Og nu kommer den begivenhed, som giver Valjean nyt liv og sætter skub i den videre handling:
Politiet står med Valjean, i håndjern. De viser sækken med sølvtøjet frem for præsten og siger: “Denne mand har taget det her. Er det Deres?”. Præsten svarer: “Ja, det er det”. Så standser han op, og kigger Valjean ind i øjnene: “Men hvorfor tog du ikke også de to sølvlysestager? De er mindst 200 franc værd. Du glemte dem”. Han sender sin hustru ind for at hente dem. Valjean og politimændene ser forundrede på præsten. “Jeg gav ham selv disse ting. Sæt ham fri”.
Valjean møder, for første gang, overstrømmende nåde. Præsten går hen til ham, ser på ham, og siger: “Jean Valjean, min broder. Du tilhører nu ikke længere det onde, men det gode. Jeg køber din sjæl med dette. Jeg trækker den ud af de mørke tanker og hævnlysten og overgiver den til Gud”.
Denne helt uventede nåde igangsætter en voldsom åndelig krise i Valjean, som fra da af bliver en troende. Han påtager en ny identitet, skifter navn, bosætter sig i en by hvor han opbygger en hel fabriksindustri. Han bruger sin rigdom til at hjælpe de fattige og opbygge byen. Fra det ene øjeblik, hvor Valjean møder nåden, er hans liv forvandlet.

MEN, efter nogle år dukker en velkendt person op i byen. Javert, en af fangevogterne fra det fængsel, Valjean sad i, er blevet forfremmet til politimester i den by, hvor Valjean bor. Og da Javert genkender den tidligere fange – som jo i sin tid aldrig vendte tilbage fra sin prøveløsladelse – sætter Javerts nådesløse retfærdighedssans en sand heksejagt i gang. Javert vil, at retfærdigheden skal ske fyldest. En dømt fange kan ikke, uanset sine gode manerer eller gode resultater, gøre noget godt, men skal blive i fængslet.
Hele vejen igennem historien – og filmen – jagter Javert efter Valjean. Også selv om Valjeans tidligere møde med nåden har ændret ham fuldstændigt. I Javert’s øjne er der ikke noget, der hedder nåde. Javert er nådesløs. Det er i stedet: Øje for øje, tand for tand.

Da det flere gange i løbet af historien hænder, at Valjean faktisk får mulighed for at skaffe Javert af vejen, sker der noget afgørende for Javert. Valjean vælger nemlig hver gang at benåde Javert, i stedet for at slå ham ihjel. Dette bryder politimanden Javert sig ikke om. Han vil hellere dø end mødes af nåden.
Til sidst i historien, da Valjean endnu en gang har undladt at standse Javerts heksejagt imod ham, bryder Javerts nådesløse logik sammen. Han sætter Valjean fri, tager selv håndjern på og drukner sig i en flod.

DA jeg så filmen, blev den et stærkt billede på, hvad der sker med mennesker, når Guds nåde forvandler dem. Præstens nådige behandling af Valjean forandrer hans liv totalt. Og mødet med politimanden Javert bliver et billede på verdens nådesløshed, på “øje for øje”-princippet og på, hvor lidt verden forstår nåden.
Nåden er så voldsomt anstødelig for mennesket, at det ikke vil tage imod den men hellere fastholde hævnen.
Dermed fortælles der også noget om, hvordan verden vil reagere, hvis vi som kristne viser mennesker, som ellers er skyldige i onde ting, nåde.

Philip Yancey skriver om dette, i “Den nåde jeg ikke kendte”:
Mens Valjean bliver forvandlet af tilgivelsen, bliver detektiven opædt af en tørst efter hævn. Da Valjean redder Javerts liv – byttet viser nåde mod sin forfølger – mærker Javert, at hans sort-hvide opfattelse af verden begynder at smuldre. Mødet med en tilgivelse, som går imod alle instinkter, og som han ikke kan finde spro af i sig selv, efterlader Javert handlingslammet, og han ender med at springe ud fra en bro over Seinen“.

Nådens magt er ikke af denne verden.

Historien “Les Misérables” står i skarp modsætning til en anden samtidig roman, nemlig “Greven af Monte Christo”, hvor en tidligere fængselsfange ikke hverken møder nåde eller udøver nåde, men tværtimod bruger sit liv på at sætte en fælde for dem, som i sin tid fik sendt ham i fængsel. Læser man “Greven af Monte Christo”, appelleres der til ens retfærdighedssans. Læser man “Les Misérables”, vækkes der en fornemmelse af nåde i en.