Mens jeg forberedte noget bibelundervisning, bl.a. med udgangspunkt i beretningen om de ti spedalske, der bliver helbredt, men kun én vender tilbage og viser Jesus sin taknemmelighed, kom jeg til at huske noget, jeg fik fortalt, da jeg for nogle år siden besøgte en KZ-lejr i Tyskland:

Da tyskerne havde overgivet sig, og 2. Verdenskrig var slut, kom det engelske Røde Kors til kz-lejren, for at hjælpe de stakkels mennesker, som var der og som havde overlevet. Der blev sendt mange kasser med nødhjælp, mad og tøj til kz-lejren, for at hjælpe.
Men en dag kom der en meget speciel kasse. En kasse fyldt med rød læbestift.
En af de engelske medarbejdere fra Røde Kors fortæller om, hvad der så skete: ”Det var slet ikke noget, vi havde bestilt. Jeg ved ikke, hvem der fandt på at sende læbestift til kz-lejren. Men vi opdagede, at intet hjalp mere for disse fanger end læbestiften. Vi så kvinder ligge på deres senge, uden sengetøj, uden ordentlig tøj, men med røde læber. Vi så dem gå rundt i lejren, uden andet end et tæppe over skuldrene, men med røde læber. Jeg så en kvinde ligge død på et bord, og i hånden knugede hun en læbestift. Endelig var der nogen, der havde gjort noget for at gøre dem til individer igen. De var ikke længere bare det nummer, der var trykt på deres arm. Den læbestift gav dem deres menneskelighed tilbage”.