Jeg holdt min første “rigtige” prædiken da jeg var 19 år gammel. (Min allerførste holdt jeg som 10-årig, men det er en helt anden historie).
Siden har jeg stået på en prædikestol mange gange, og min måde at prædike på har ændret sig meget siden jeg var 19.
Ikke mindst 3 år som lærer på en kristen efterskole for unge med sociale og andre problemer har formet min måde at prædike.

Jeg havde en meget interessant oplevelse for nylig, vedrørende at prædike:

Alle præsterne fra provstiet var samlet til et kursus, med en dygtig retoriker fra Danmarks Radio. Ud fra nogle bestemte teorier om retorik, mundtlighed og prædikenens udformning underviste hun.
Som en del af kurset skulle vi alle holde et uddrag af en af vores prædikener. Jeg var den sidste i rækken. Mine kolleger fik god og brugbar kritik. Men så blev det min tur. Jeg tog et uddrag af min prædiken fra Kr. Himmelfartsdag 2009 (se hele prædikenen her).
Da jeg var færdig, vidste underviseren slet ikke, hvad hun skulle sige. Den måde at prædike på havde hun slet ikke erfaring med. Som hun sagde: Det bryder de gængse principper for en “korrekt” prædiken i et kirkerum, og hun sagde, at når hun så og lyttede til mig, så forestillede hun sig at vi befandt os i en dagligstue, med folk siddende på gulvet. Det var den “stemning”, prædikenformen lagde op til. Hun mente ikke, at min prædikenform passede ind i et “helligt kirkerum”.

Det var en interessant oplevelse. Fordi det fortæller, at så mange lærer, at en prædiken skal være opbygget på en bestemt måde. Og man må for alt i verden ikke sige “du” eller appellere til tilhørernes personlige erfaringer i en prædiken.
Der er simpelthen en gængs, universitær opfattelse af, hvad en prædiken er. Og ærligt talt, så forstår jeg bedre, hvorfor folk ikke gider høre prædikener, hvis de er bygget op på dén måde.

Samtidig bekræftede denne oplevelse at menighedssyn/kirkesyn og prædikensyn hænger sammen. Hvordan din prædiken er, hænger sammen med hvad du mener en menighed er og hvad en gudstjeneste er og hvad kirkens mandat er. Dit syn på disse tre ting vil præge dit syn på og din måde at forberede forkyndelsen.

Derudover må jeg også sande, at den hverdagsagtige, dialogiske og fortællende “jeg-du” prædiken ikke rammer alle lige godt.
Ikke fordi det er nogen overraskelse. Forkyndelsen vil ramme nogle. Andre rammer den ikke.
Men der er simpelthen mange, som er vokset op med og opdraget med én bestemt måde at prædike på (nemlig den, som førnævnte retoriker underviste i), og som derfor ikke opfatter den hverdagsagtige/dialogiske/osv. prædiken som en “rigtig” prædiken.