Man kan til tider høre folk tale om, at deres sognekirke er ‘folkets kirke’, og at den skal vedblive at være det.
Det er lidt forskelligt, fra situation til situation, hvad man mener med ‘folkets kirke’, men udtrykket bruges ofte som et krav eller et ønske om, at kirken skal være for folket; at kirken skal være folkelig.
Det er min erfaring, at dette ofte betyder at ‘folkelig’ er det samme som ‘føjelig’, dvs. at kirken skal føje samfundet og udviklingen. Sker der en udvikling i samfundets forståelse af etik, eller i forståelsen af Bibelen (især emner som homofili, ægteskab, mm.), eller andre ting, så skal kirken følge med.

Jeg har fx stødt på, at man ønsker, at præsten skal være ‘hele sognets præst’, og dermed mener man, at præsten skal være folkelig, kulturel og villig til netop at føje samfundets udvikling. Dermed kan en, der er ‘hele sognets præst’ næppe være fx modstander af at vie fraskilte, vie homofile, osv.

‘Folkets kirke’ er, som jeg ser det, en kulturkirke, som først og fremmest er ‘dansk’, dvs. den bygger på at være kulturbærer. Her støder vi imidlertid på det problem, at kirken ikke er kultur. Kultur er noget, mennesker skaber. Men kirken er ikke kultur; den er natur – den kommer udefra eller ovenfra.

Når man bruger udtrykket ‘folkets kirke’, er man primært interesseret i kultur, ikke i teologi. Hvad den ene eller anden præst siger eller tror, er sådan set ligegyldigt. Enhver er salig i sin tro. Hvad der bliver sagt fra prædikestolen, dvs. om teologien bag er grundtvigsk, luthersk, eller noget helt tredje, er som sådan irrelevant – bare man får noget godt med sig hjem fra gudstjenesten og præsten er folkelig og salmerne er gode.

Udtrykket ‘folkets kirke’ er nemt at sige. Men bruges det, må brugerne udfordres på, hvad de mener. Hvad menes der med ‘kirke’? 
Hvad menes der med ‘folkets’?
Hvad er kirke? Er det en kulturel foranstaltning, hvor man, på baggrund af en kulturel forståelse af kristendommen forstår kirken som bærer af den del af Danmarks kulturelle arv som er religiøs? Eller er ‘kirke’ noget, der alene kan defineres på baggrund af Bibelen, og på baggrund af hvad Jesus sender sine efterfølgere ud for at gå i gang med, nemlig udbredelsen af Guds Rige?
Og ‘Guds Rige’, hvad er dét så?

Der er en masse spørgsmål, der må stilles, og en masse svar, der må søges.

Et andet vigtigt spørgsmål er: Hvad er kirkens MANDAT?
Spørgsmålet blev igen relevant, da man igen begyndte at overveje vielse af homofile. Hører det med til kirkens mandat, at velsigne det, som Gud ikke velsigner?

Hvad er kirkens mandat?
Hvad er kirkens VISION? Er det at være kulturbærer, eller at være mod-kultur og at være Guds redskab i hans mission?
Og hvad ér Guds – og kirkens – mission?
Hvor kommer kirken fra – og hvem ’tilhører’ den?

Hvor vigtig er TEOLOGI?
Teologi er vigtigt. En præst skriver under på, at han vil forkynde og formidle en bestemt form for teologi, nemlig den evangelisk-lutherske. Og en præst er aldrig ‘bare’ præst, men er det altid på baggrund af sin teologi.
Teologien er afgørende også på det punkt, at det er teologien der bestemmer hvad man siger, mener og forkynder om Gud, om Jesus, om frelsen – og om kirken. Ens syn på Bibelen, og på teologien, afgør hvordan man forholder sig til kirken; til kirkens vision, mission og mandat.

Det er ikke meget anderledes end at være i Folketinget. Her kan du møde mennesker, som er så overbeviste om den ideologi, deres parti repræsenterer, at de er parate til at sige: ‘Jeg er overbevist om, at den vej, vi repræsenterer, vil betyde forskellen mellem liv og død for vores samfund’.
Det samme kan en kristen, en præst, sige. En præst kan sige: ‘Det her betyder forskellen mellem Himmel eller Helvede, mellem frelse eller fortabelse’.

Jeg har her i bloggen, under overskriften ‘Rigtig forkyndelse?‘, skrevet om prædikenen. Også hvad prædikenen angår, både indhold og form, viser det sig, hvilken teologi der ligger bag, og hvad man mener er kirkens vision, mission og mandat.