Bibelen taler om både det individuelle og det kollektive:
i dag taler man ofte om, at troen er en ”privatsag” (dvs. individuel). Men Bibelen sammenkæder det individuelle og det kollektive, og taler gerne om at det enkelte individ må omvende sig og komme til personlig tro, men samtidig kaldes man med denne tro straks ind i kollektivet – Guds folk – til kollektivt at leve denne tro ud, kollektivt at være i mission for Gud, kollektivt at være i discipelskab. Bibelen kender ikke til troslivet som en ”privatsag”.

Samtidig er der i Bibelen og den første kirke intet skel mellem det ”verdslige” og det ”åndelige”.
Gud vil være med i alting og Herre over alting, også de ting, vi ikke tænker at Gud har med at gøre, og de steder i vores liv vi helst vil holde for os selv. Der er ikke noget, der særligt er ”åndeligt”, og noget andet der ikke er – og derfor giver det fx mening i praksis og i forkyndelsen at tale om Guds Riges komme over ægteskaberne, børneopdragelsen, de økonomiske vurderinger, etikken, sygdom, arbejdsliv, osv.