På søndag begynder vi i Sundkirken på de rytmiske LIVgudstjenester. En skøn ledergruppe, på 7 personer, planlægger gudstjenesterne.
Onsdag aften indleder vi “sæsonen” med en særlig sangaften, hvor vi præsenterer menighed, konfirmander, osv., for de sange, vi vil synge ved LIVgudstjenesterne. De sange, vi skal synge, er “rytmiske lovsange”, som bl.a. findes i ungdomssangbogen “Fælles Sang”.
Da jeg skulle forberede en lille indledning til sangaftenen, stødte jeg på denne historie, som illustrerer forskellen (eller: nogle af forskellene) mellem gammeldags salmer og moderne lovsange/lovsangskor:

En mand, som var vant til traditionelle gudstjenester, kom en søndag til gudstjeneste i en kirke, hvor man kun sang rytmiske lovsange.
Da han kom hjem, spurgte hans kone ham om gudstjenesten. ”Det var interessant”, sagde han. ”De sang lovsangskor i stedet for salmer”.
Konen spurgte ham: ”Hvad er forskellen?”.
Han svarede hende: ”Hvis jeg sagde til dig: ’Gurli, køerne er sluppet ud på kornmarken’, så ville det være en salme. Men forestil dig så, at jeg sagde: ’Gurli, Gurli, Gurli, åh, Gurli, Gurli, Gurli, køerne, de store køer, de brune køer, de sorte køer, køerne, køerne er sluppet ud på kornmarken, kornmarken’. Hvis jeg så gentog det hele fem eller seks gange, så ville det være et lovsangskor”.

Den samme søndag var der en kvinde, som var vant til moderne gudstjenester og rytmisk lovsang, som valgte at besøge en traditionel sognekirke.
Da hun kom hjem, spurgte manden hende om gudstjenesten. ”Det var interessant. De sang salmer i stedet for lovsangskor”.
Manden spurgte: ”Hvad er forskellen?”.
Hun svarede: ”Hvis jeg sagde til dig: ’Ernst, køerne er sluppet ud på kornmarken’, så ville det være et lovsangskor. Men forestil dig så, at jeg sagde: ’Åh Ernst, kære, Ernst, hør mit råb. Læg øre til ordene fra min mund. Vend dit øre til de retfærdige, herlige ord fra min mund. For hvem kan forklare dyrenes færden? Ak, de er ej i Guds sol eller regn. Køerne, ihvor det går, brød fri fra deres lænker, de flygted’ ud på kornrige marker. I nattens ly, de fested’ i en bondes korn”
.

Læs i øvrigt det rigtig gode blogindlæg, min bror Torben har skrevet, om sand tilbedelse/lovsang. Klik her.