Det er interessant at høre, hvad religionerne har at sige, når katastrofer rammer os mennesker. Afhængigt af hvilken religion man spørger, kommer vidt forskellige svar. Hvad er Guds rolle? Er Gud ond? Osv.

En artikel fra CNN opsummerer følgende religioners svar:

En jødisk rabbi svarer:
I 1 Kongebog løber Elias ud i ørkenen, da krisen rammer, og opsøger Gud. Der står blandt andet, at der kommer en mægtig vind, men Gud er ikke i vinden. Og der kommer et jordskælv, men Gud er ikke i jordskælvet. Og det, for den jødiske rabbi, er pointen: Gud er ikke i jordskælvet… Naturkatastrofer er naturens egne, ikke Guds handling. Når mennesker kæmper, midt i katastroferne og jordskælvet, så er det i deres kamp og mod, at Gud findes.

En buddhistisk munk svarer:
Buddhismen kaldes en religion uden en gud. Vi mener ikke Gud forårsager katastrofer, men at det skyldes almindelig årsag og virkning. Til gengæld kan katastrofer fremme fællesskabet blandt mennesker, fordi de søger sammen og hjælper hinanden.

En jesuit-munk svarer:
Tanken om at Gud lider med os er en stor hjælp. Kristne tror, at Gud blev menneske og at Gud gik igennem de samme ting, som vi gør. På korset råbte Jesus: ”Min Gud, hvorfor har du forladt mig?”. Kristne har ikke en upersonlig Gud, men en Gud som forstår hvad lidelse og smerte er. Hvor er Gud? Gud er hos de mennesker som sørger og lider.

En muslimsk professor svarer:
En katastrofe som jordskælvet i Japan og Haiti skyldes ikke bestemte menneskers synd. Muslimer ser disse katastrofer som en prøvelse sendt af Gud. Gud prøver den, han elsker, og tragedierne tjener også som en påmindelse om at forblive trofaste mod Gud og takke ham for alle velsignelser og sørge for at hjælpe de, som lider. Alle lidelser kan bringe os tættere på Gud.

Ateisten og naturvidenskabsmanden svarer:
Enten kan Gud ikke gøre noget for at stoppe sådanne katastrofer, eller også ønsker han ikke at gøre noget eller også eksisterer han ikke. Gud er enten uduelig, ond eller et fantasifoster. Det eneste vi kan bruge katastrofer til er, at frygtelige ting kan ske mod fuldstændigt uskyldige mennesker. Denne forståelse inspirerer til omsorg for andre.

Link: her.