Ved du, hvor meget Jesus længtedes efter at komme hjem? Ved du, hvor meget Jesus længtedes efter at være sammen med sin Far igen? Prøv at lægge mærke til, hvad Jesus siger til disciplene, noget tid før sin himmelfart: ”Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg”.

Når mine børn har været af sted, på lejr, eller når jeg har været af sted på rejser, så længes jeg efter min familie, fordi jeg elsker dem. Og her har du Jesus, Guds egen søn, og han mere end noget andet længes efter at komme hjem, at vende tilbage til sin Far.
I Bibelen har du en beskrivelse af Gud, der ikke holder sig langt væk fra os. I Bibelen har du en beskrivelse af Gud, der tager stigen hele vejen ned og bliver menneske som os. Han klatrer ned ad stigen, han giver afkald på sin ophøjelse. Men han kommer endnu længere ned end dét: ”Han ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors”. Når man rammer ”døden på et kors”, så rammer man bunden. I den jødiske kultur, Jesus levede i, sagde loven: Enhver som hænger på et træ, er forbandet.
Beretningen om Jesus er beretningen om Gud, der kravler ned og rammer bunden.

Og så har du Jesus her, ved himmelfarten, som bare længes efter at komme hjem til sin Far igen. Han er klar til at blive ophøjet igen, og få den status igen, som han havde før han blev født som menneske. Jesus længes efter at være hos sin far.
Da han blev menneske, kravlede han ned ad stigen og ramte bunden. Og ikke alene tømte Jesus sig selv for alt, undtagen kærlighed, da han blev menneske, men i fuldstændig, ultimativ lydighed dør han på korset, bærer forbandelsen selv for at frelse og fra vreden ifølge sin Fars vilje.
Og mere end det! I et kæmpe slag mod døden, oprejser Gud Jesus fra døden. Han giver ham 40 dage, til at bevise sig selv overfor disciplene – og nu kommer han hjem! Endelig kan han komme hjem til sin Far igen. Endelig kan de blive genforenede.

Og hvilken genforening. Læg mærke til, hvordan det er beskrevet i Bibelen:
Jesus, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære” (Fil 2,9-11).

For Jesus var det det bedste at komme hjem, at fare til himmels. Simpelthen fordi det betød begyndelsen på, at han kunne blive ophøjet igen, og fordi vi, du og jeg, kan få del i den ophøjelse: Vi kan bøje knæ for ham. Jesu knæ ramte bunden, og vores knæ skal også ramme bunden og vi kan bøje os for Jesus og være med til at ophøje ham og tilbede ham! Og vi kommer i samme gode situation som Johannes Døberen, som sagde: ”Jesus skal blive større! Jeg skal blive mindre!”.

Forestil dig, at du sidder der på Oliebjerget, sammen med Jesus. forestil dig, i øjeblikket inden himmelfarten, at Jesus rejser sig op og siger: ”Åh, hvis bare jeg kunne hjælpe jer til at se, hvad jeg nu skal se, og høre, hvad jeg nu skal høre, og mærke den omfavnelse, jeg om lidt får af min Far i himlen! Disse ting har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer, og for at jeres glæde må være fuldkommen” (Joh 15,11).
Det var en glædelig himmelfart den dag. For Jesus var på vej hjem. Og vi bøjer knæ for ham. Vi ophøjer ham.