Ved et stort møde, holdt evangelisten Billy Graham et glas frem, og spurgte: ”Hvordan kan jeg få luften ud af dette glas?”. En mand råbte: ”Sug det ud med en pumpe”. Graham svarede: ”Det ville skabe et vakuum og splintre glasset”. Efter flere andre forslag smilede Graham, tog en kande med vand og fyldte glasset. ”Sådan”, sagde han. ”Al luften er nu fjernet”. Han forklarede derpå, at frugt i kristenlivet ikke åbnes ved at ”suge en synd ud her og der”, men ved at blive fyldt af Helligånden. Igen og igen. At være kristen handler ikke om, at vi én gang for alle fyldes af Helligånden, sådan at glasset er fuldt. Nej, vi kan fyldes igen og igen.
Billy Graham sagde også ved en anden lejlighed følgende: ”Jeg tror fast på, at det øjeblik vore hjerter tømmes for stolthed og selviskhed og alt det andet, der er imod Guds lov, så vil Helligånden kunne fylde hvert eneste hjørne af vores hjerter. Men er vi fulde af stolthed og bedrag og af verden, så er der ikke plads til Guds Ånd. Vi må tømmes, før vi kan blive fyldt”.