Jesus fortæller historien om en mand, der kommer gående på en vej.
Manden overfaldes af røvere, han får rigtig meget tæsk, og han ligger der, næsten død.
Og først kommer der en person forbi, som burde have hjulpet ham. En præst, altså en, som var hyrde for mennesker, en, som kendte Guds lov, og en, som vidste, at der i Skriften står: ”Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud” (Mika 6,8).
Men præsten går forbi. Han har overhovedet ingen kærlighed til manden, der ligger der i grøften.
 
Og det er Jesu første pointe:
Jesus fik spørgsmålet ”hvem er min næste?”, men Jesus vender spørgsmålet om til: ”Lad os i stedet snakke om hvem der er som en næste!”.
I stedet for at tale om, hvem der kvalificerer sig til at være min næste, så lad os tale om den kvalitet hvormed du elsker andre.
For hvis du overhovedet begynder at stille spørgsmålstegn ved, hvem der kvalificerer sig til at modtage din kærlighed, så har du allerede overtrådt budet!
Det handler ikke om, hvem der kvalificerer sig til din kærlighed. Det handler om din kærligheds karakter!
 
Efter præsten kommer en levit, altså en af de ansatte tjenere ved templet. Kordegnen, kirketjeneren. Men også han går forbi.
Og pointen er, at de to, der går forbi, ikke elsker Gud, for hvis de elskede Gud, hvad ville de så gøre? Holde hans bud.
 
Og så kommer endelig den sidste. Ham, som ikke burde gøre det, han gør. Fordi jøder og samaritanere ikke kunne udstå hinanden. De holdt sig langt fra hinanden. De var fjender – og da samaritaneren går hen i nærheden af den gennemtæskede, blødende mand, så er det to personer, som normalt ville holde sig langt fra hinanden.
Og når vi læser, hvordan samaritaneren tog sig af den sårede, så er det netop, at vi burde udbryde: ”Hold nu op! Sådan kan jeg ikke elske nogen!”.
For det, samaritaneren gør, er helt vildt:
Han forbinder manden, han ikke bare dupper men overhælder mandens sår med de helende væsker olie og vin, han bærer ham på sit ridedyr, han betaler hvad der svarer til 64 dages ophold på herberget, han bliver hos ham natten over og han lover at vende tilbage og betale mere for herbergets hjælp.
 
Den første, simple pointe her er:
To mænd, som kom forbi den sårede, havde ingen kærlighed. Men der var én mand, der havde den. To mænd var religiøse, men havde ingen kærlighed, og derfor hjalp deres religion dem ikke til at kvalificere sig til Guds Rige. Men så var der den sidste mand, oven i købet en forhadt kætter, en udstødt, men han havde kærlighed.
 
Den anden, simple pointe er:
Sådan en kærlighed, som samaritaneren viste, har du aldrig vist nogen. Jo, du har vist den overfor dig selv, for vi elsker os selv og sørger godt for os selv og sikrer os på alle mulige måder.
Men vi har ikke vist en så fuldstændig overgivende, altomfattende kærlighed til andre hele vores liv! Og det er netop sagen: Sagen er, om jeg hele mit liv har elsket fremmede mennesker på den måde?
Og svaret er: Selvfølgelig ikke!
 
Den grænseløse kærlighed, kærlighed til en person som er min fjende og en fremmed, den åbne konto til at betale for alt. Dét er, hvad der vil kræves af dig, hele tiden, hvis du skal fortjene dig en vej ind i Guds Rige.
Er der nogen af os, der kvalificerer os til det?
Nej! Og det er netop pointen.
Det handler ikke om at dele din madpakke med en hjemløs en gang imellem. Det handler om ubegrænset, konstant kærlighed til en person, han ikke kender og som var en fremmed og en fjende.
 
Og da Jesus er færdig med lignelsen, siger han til den lovkyndige:
”Hvem af de tre viste sig at være en næste? Glem snakken om hvem der er din næste, og lad os tale om hvem der er som en næste. Hvem af de tre beviste, at han var en næste for den mand, som var blevet slået halvt ihjel?”.
Den lovkyndige svarer: ”Manden, som viste ham barmhjertighed”.
Og Jesus siger: ”Du har ret, gå nu og gør det samme. Og hvis du gør det, så får du evigt liv. Men hagen er, at du skal gøre det hele tiden. Gå, og gør det samme”.
 
Hvad er det, Jesus ønsker at fremprovokere hos den lovkyndige?
Han ønsker at fremprovokere en dyb erkendelse: ”Vil du have evigt liv? Så elsk Gud af hele dit hjerte, hele din sjæl, hele dit sind og hele din styrke. Og din næste som dig selv. Siger du, at du elsker Gud? Jamen, så lad os snakke om, hvorvidt du elsker din næste. Synes du, at du elsker din næste? Er det måden du elsker din fjende, en fremmed, på?”.
 
Og det mest fantastiske og vidunderlige ville have været, hvis den lovkyndige endte med at sige: ”Jesus, det kan jeg ikke! Jeg kan ikke elske Gud fuldkomment. Jeg kan ikke engang elske min næste. Hvis det er, hvad det vil sige at elske min næste, så er jeg langt fra Guds rige. Gud, se i nåde til mig synder!”.
Men det svar giver den lovkyndige ikke…