Søg efter:
143 – Atalja

2 Kongebog 8,16-29 og 9,14-29 og 11,1-21 og 2 Krønikebog 21-23
Joshafat, Judas konge, ønskede et godt forhold til Israels rige. Han lod derfor sin ældste søn gifte sig med Atalja, datter af Akab, Israels konge. Desværre påvirkede Athalja sin mand til at følge Israels syndige veje.
Så snart Joshafat døde, blev hans søn konge og placerede afguder rundt omkring i Juda og byggede et tempel for Ba’al i Jerusalem. Han dræbte sine seks brødre for at sikre sig, at de ikke tog kongeriget fra ham.

Elisa sendte ham en besked. “Du har fået folket til at tilbede afguder, og nu har du dræbt dine brødre. De var alle bedre mænd end dig. Derfor vil alle dine sønner blive dræbt, og du vil dø en langsom pinefuld død.”
Med det samme begyndte Juda at tabe slag. Kongen fik en alvorlig mavesygdom. Alle hans sønner blev dræbt undtagen den yngste. Kongens sygdom forårsagede ham ekstrem smerte i to år. Da han endelig døde, sørgede ingen over hans død.
Hans yngste søn blev konge, og han fulgte sin mor Ataljas’ anvisning. Han besøgte sin onkel, Israels konge. Mens han var der, dræbte Jehu dem begge.
Da hun hørte, at hendes søn var død, besluttede Atalja at blive konge, selvom hun var kvinde. Hun vidste, at Judas folk altid udvalgte deres konger blandt Davids efterkommere. Det betød, at folk kunne dræbe hende og gøre et af hendes børnebørn til konge. Derfor besluttede hun at dræbe dem. Hun kaldte på vagten og bad ham gå til paladset og dræbe dem alle.

Ataljas datter hørte dette og skyndte sig til paladset. Hun tilbad Herren og var gift med ypperstepræsten Jojada. Ved paladset tog hun babyen Joash og hans amme og gik – lige før vagterne nåede dertil. Hun gemte barnet i Herrens tempel.
I mellemtiden dræbte vagterne alle de andre kongelige efterkommere af David.
Atalja var overbevist om, at hun havde dræbt dem alle. Så hun blev konge af Juda og regerede nationen i seks år.

Jojada skjulte Joash i templet, indtil han var syv år gammel. Derefter arrangerede han et møde med betroede militærledere og lederne af forskellige familier. Han spurgte dem: “Hvad ville I gøre, hvis I havde en efterkommer af kong David?”
“Vi ville gøre ham til konge!”
Jojada førte Joash frem for dem og sagde: “Her er jeres næste konge!”
Sammen satte de en dato for at føre ham frem for folket. De organiserede militæret, tempelaktiviteter og mængdekontrol. På den store dag gik Judas folk til templet.

Joash blev ført ud og sat på det sted, der var forbeholdt kongen. Jojada salvede ham med olie og satte en krone på hans hoved. Trompeterne blæste, koret sang, og folket råbte: “Længe leve kongen!”
Atalja hørte larmen, så hun gik ud for at se, hvad der foregik. Folk løb gennem gaderne, festede og talte om kongen. Hun gik ind i templet og så Joash på det sted, der var reserveret til kongen, og han havde en krone på hovedet. Hun flåede sit tøj og skreg: “Forræderi! Forræderi!”
Jojada pegede på hende og sagde: “Før denne kvinde ud, for det er ikke tilladt at slå nogen ihjel i templet.”
Så de slæbte Atalja ud af templet og dræbte hende. Folket gik gennem byen og rev alt, hvad der havde med Ba’al at gøre, ned. Ypperstepræsten genindførte tilbedelse af Herren i templet. Alle glædede sig, fordi Ataljas rædselsregime var forbi.

VIDEOER

161 – To kurve med figner

Jeremias 24, Anden Kongebog 24,8-17 og Anden Krønikebog 36
Historierne 159 – 164 skete under profeten Jeremias’ liv og virke.
Nebukadnesar, Babylons konge, invaderede Juda. Kong Jojakim droppede sin troskab mod Egypten og svor loyalitet mod Babylon. Flere år senere udbrød der krig mellem Babylon og Egypten, og Jojakim flyttede sin loyalitet tilbage til Egypten. Jeremias advarede ham om ikke at gøre det, men han lyttede ikke.
Endnu en gang invaderede Nebukadnesar Juda, men denne gang erobrede han Jerusalem. Jojakim blev lagt i lænker og ført til Babylon, hvor han døde. Hans søn Jojakin blev konge.

Nebukadnesar tog ting fra templet for at placere dem i sine afguders templer. Han tog også de bedste unge mænd med til Babylon for at tjene som rådgivere. Blandt dem var Daniel.
Jojakin var kun konge i tre måneder, da han også gjorde oprør mod Babylon. Jeremias advarede ham om, at hvis han gjorde det, ville han blive ført væk ligesom sin far. Den unge konge lyttede ikke.

Nebukadnesars hær vendte tilbage, og denne gang tog de alle skattene og guldet fra templet. De fratog byen alt af værdi, inklusive håndværkere, militærmænd og lærde. 10.000 mennesker blev ført til Babylon. Blandt dem var Ezekiel.
Kun de fattige var tilbage til at føre tilsyn med jorden. Nebukadnesar tog Jojakin med til Babylon og satte ham i fængsel. Hans onkel, Zedekias, blev indsat som konge af Juda.
Efter at de var væk, gav Gud Jeremias et syn. Herren sagde: “Hvad ser du?”
Profeten sagde: “Jeg ser to kurve fyldt med figner. Den ene er fyldt med den lækreste frugt, jeg nogensinde har set. Den anden har rådne figner, der lugter forfærdeligt.”

Herren sagde: “Folket i fangenskab er som de gode figner. Jeg vil passe på dem og passe dem. Deres børn vil vende tilbage til dette land, og de vil have et ønske i deres hjerter om at kende mig. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.”
Men disse mennesker her i Juda er som de rådne figner. De er korrupte og rådne, og jeg vil behandle dem på den måde. Jeg sender hjertesorg, pest og hungersnød. Når jeg er færdig, smider jeg Zedekias og hans folk i skraldespanden.”
Herren lod Jeremias sende et brev til dem i eksil. Han sagde: “Byg huse i Babylon og plant haver. Gift jer, få børn, og hjælp jeres børn med at blive gift. Engagér jer i jeres lokalsamfund i Babylon og hjælp jeres områder med at blomstre. Tro ikke på dem der siger, at I ikke skal være der længe. Det er ikke sandt. I skal være i eksil i 70 år, så sørg for at føle jer hjemme. Jeg vil passe på jer. I kan kontakte mig, når I vil – og jeg lytter. Når tiden for jeres eksil er forbi, vil jeg føre dig tilbage hertil og give jer alt det, I efterlod. Folkene her er som rådne figner. Når jeg har sendt dem hjertesorg, plager og hungersnød, smider jeg dem i skraldespanden.”

TRE VIDEOER


168 – Ildovnen

Daniel 3
Nebukadnesar lavede en guldstatue. Den var 90 fod høj og 9 fod bred. Derefter samlede han alle embedsmændene i sit rige foran statuen.
En af embedsmændene afgav en erklæring: “Når I hører orkestret spille, skal I falde til jorden og tilbede guldstatuen, som kong Nebukadnesar har sat op. Hvis I ikke gør det med det samme, bliver I smidt ind i en ovn fyldt med ild.” Orkestret begyndte at spille, og folk bøjede sig for guldstatuen.
Dette gav nogle af embedsmændene en ide. De tænkte, at dette var deres mulighed for at slippe af med nogle af de jøder, der var iblandt dem.
De sagde til kongen: “Din befaling var klar. Når orkestret spiller, skal alle bøje sig og tilbede statuen. Du sagde, at hvis nogen ikke gjorde det, ville de blive smidt ind i en ovn fyldt med ild. Der er tre jøder, som ignorerede dit bud, og de har høje stillinger i kongeriget. Deres navne er Shadrak, Meshak og Abed-Nego. De tjener ikke din gud, og de tilbad ikke guldstatuen.”

Nebukadnesar blev rasende. Han sendte bud efter de tre jøder og sagde: ”Jeg har fået at vide, at I ikke tjener min gud, og at I ikke tilbad guldstatuen. Jeg ønsker at vide, om det er sandt. Om lidt spiller orkesteret, og når det sker, skal I bøje jer og tilbede guldstatuen. Hvis I ikke gør det, bliver I smidt ind i ildovnen. Der er ingen gud, der kan redde jer fra min magt.”
De tre mænd tøvede ikke med at svare kongen. De sagde: “Vi ønsker ikke at være imod dig, men du skal forstå, at vores Gud er i stand til at redde os fra ildovnen. Han kan nemt redde os fra din magt, men hvis han ikke gør det, så lad det være kendt, at vi stadig ikke vil tilbede den guldstatue, du har sat op.”
Nebukadnesar var rasende og råbte til sine vagter: “Gør ovnen syv gange varmere! Bind disse mænd og kast dem ind i den!”
Ovnen blev gjort varmere, og de tre jøder blev bundet og kastet ind i ilden. Da ovnen var så varm, og kongen ønskede, at henrettelsen skulle ske hurtigt, dræbte flammerne vagterne, da de kastede mændene ind.
Kongen blev chokeret over, hvad han nu så. Han rejste sig, pegede på ovnen og sagde: “Kastede vi ikke tre mænd i ilden?”
“Selvfølgelig, Deres Majestæt. Vi smed tre mænd ind.”
“Men se! Jeg ser fire mænd derinde. Ilden skader dem ikke, og de er ikke bundet. De går frit rundt. Og se! Det fjerde menneske er som en gud.”
Nebukadnesar gik tættere på ovnen og råbte ind: “Shadrak, Meshak, Abed-Nego, den Højeste Guds tjenere. Kom herud!”

De tre mænd trådte ud af ilden. Alle samlede sig omkring dem og så, at mændene og deres tøj var totalt upåvirket af branden. De lugtede ikke engang af røg.
Nebukadnesar erklærede da. “Jeg lovpriser Shadraks, Meshaks og Abed-Negos Gud. De valgte at dø i stedet for at tilbede nogen anden gud end deres Gud. Så han sendte sin engel for at redde dem. Ingen må sige noget stødende om Shadraks, Meshaks og Abed-Negos Gud. Hvis nogen gør det, vil den person blive revet i stykker og deres hus lavet om til en losseplads.”

VIDEOER

153 – Hizkija

Anden Kongebog 18,1-12 og Anden Krønikebog 29 – 31
Hizkija blev konge, da han var 25 år gammel. Han fulgte Herren mere end nogen anden konge efter David.
Det første han gjorde, var at åbne det tempel, som hans far havde lukket. Han sagde til præsterne og levitterne: “Vi ved alle, at Gud har vendt sig imod os på grund af vores synd. Vi er næsten som Israels rige og næsten uden håb. Men jeg laver en pagt med Herren, så han måske vil vende sin vrede væk fra os. Jeg har brug for jeres hjælp, fordi I er udvalgt af Gud til at være i hans nærhed og tjene ham.”

Præsterne og levitterne samledes omkring deres konge. Det første, de gjorde, var at rense sig for Herren. De gik så ind i templet og begyndte at rense det. De tog ting ud, som var besmittet, og rensede alt andet.
Derefter gik kong Hizkija og byens embedsmænd hen og ofrede til Herren. De gjorde derefter klar til, at alle Jerusalems indbyggere kunne komme og tilbede Gud. Præsterne og levitterne blev sat i gang. Musikalske levitter gjorde deres instrumenter klar. Kor forberedte sig på at synge Davids sange.
Folket kom og ofrede til Gud. De sang for Herren, mens der blev blæst i trompeter. Alle glædede sig og bøjede sig og tilbad. Der blev bragt så mange brændofre, at præsterne ikke kunne klare det hele. Levitterne måtte hjælpe dem, indtil arbejdet var færdigt.

Da det var tid til påske, sendte Hizkija et budskab til hele Juda og Israel. Han inviterede alle til at komme og fejre påske sammen i Jerusalem.
Sendebuddene gik til hver by i hele området. Gud rørte Judas folks hjerter, og de kom for at fejre påske med deres konge.
De fleste af Israels folk var blevet ført til andre lande, men der var stadig nogle få i landet. De blev forbløffede, da Hizkija inviterede dem til at vende tilbage og tilbede Herren i Jerusalem. Nogle lo ad budbringerne, men andre ydmygede sig og tog turen til Jerusalem.

En ekstremt stor skare mødtes. Det første, kongen fik dem til, var at gå rundt i byen og rive alle de hedenske altre ned. Han lod dem også ødelægge den bronzeslange, som Moses havde lavet, fordi folk brændte røgelse til den.
Så ofrede de påskelammene for Herren. Mange af folket fra Israel blev ikke betragtet som rene over for Gud. Desværre var der ikke tid nok til at lade alle gennemgå renselsesritualerne. Kong Hizkija bønfaldt Gud Herren om at gøre en undtagelse for dem. Gud hørte hans bøn og rensede folket, så de kunne spise påskemåltidet.
Påskefesten varede i syv dage. Så besluttede hele folkemængden at forlænge den med yderligere syv dage. Alle glædede sig sammen, hvad enten de var fra Juda eller fra Israel. Selv samaritanerne glædede sig med dem. Sådan en højtid havde man ikke set i Jerusalem siden Davids og Salomos dage.

Efter det hele var overstået, gik folket hjem. Det første, de gjorde, var at rive alle altre for falske guder og genstande for afgudsdyrkelse ned. De begyndte at sende deres tiende og offergaver til templet, så præsterne og levitterne kunne fortsætte deres fuldtidstjeneste for Guds love.
I hele Judas historie var der ingen konge som Hizkija. Han regerede i 29 år.

VIDEOER

120 – Jeroboams synd

1 Kongebog 12,25 – 13,10 & 13,33-34
Jeroboam valgte byen Sikem til at være Israels hovedstad. Han placerede sit palads i byen.
Han indså, at hans folk havde en tendens til at være loyale over for Davids familie. Han sagde til sine rådgivere: “Folket bliver ved med at tage til Jerusalem for at tilbede i templet. Til sidst vil de beslutte, at deres sande loyalitet ligger hos kongen fra Davids slægt. De slår mig ihjel og genforener sig med Juda.”
For at løse dette problem lavede han to guldkalve. Han satte den ene i syd ved Betel og den anden i nord ved Dan. Han sagde til folket: “Det er for svært at rejse til Jerusalem flere gange om året. Her er din gud, der førte dig ud af Egypten.”
Jeroboam byggede helligdomme til disse afguder og udpegede præster for dem. Præsterne var ikke fra Levi stamme, men bestod blot af folk, som gerne ville være præster. Han arrangerede derefter årlige fester, som lignede dem i Jerusalem.

Efter guldkalven var ført til Dan, ofrede Jeroboam til den. Så drog han sydpå til Betel for at ofre på det alter, han havde bygget der.
En ung profet fra Juda gik op til Jeroboam, mens han stod ved alteret. Profeten råbte: “Alter, alter! Hør, hvad Herren Gud siger til dig. ‘Der skal fødes en konge i Juda ved navn Josias. På dette alter vil han ofre præster, der brænder røgelse på det.’”
Den unge profet vendte sig så til folket: »Herren gav mig et tegn på, at disse ting vil ske. Dette alter vil blive revet i stykker og asken spredt på jorden.”

Kong Jeroboam blev vred og pegede på profeten. “Grib den mand!” Straks han havde sagt disse ord, frøs den hånd, han havde strakt ud, og han kunne ikke trække den tilbage. Alteret sprang i mange stykker og asken væltede ud over jorden.
Da kongen så det, bønfaldt han profeten: “Bønfald Gud Herren om at give mig min hånd tilbage.”
Så bad profeten, og Jeroboams hånd blev som før. Kongen sagde: “Kom med mig til paladset og spis med mig. Så vil jeg give dig en gave.”
Den unge profet sagde: »Jeg ville ikke tage med dig om du så gav mig halvdelen af alt, du ejer. Herren sagde, at jeg ikke må spise eller drikke noget, mens jeg er her. Og jeg skal vende tilbage til Juda på en anden måde, end jeg kom.”

Selv med denne advarsel omvendte Jeroboam sig ikke fra det, han gjorde. Han fortsatte med at fremme tilbedelsen af de to kalve og udpege præster for dem. På grund af denne synd fortsatte hans rige ikke efter hans død, og han havde ingen efterkommere.

VIDEOER

125 – Elias på Karmelbjerget

1 Kongebog 18
Hungersnøden i Israel var alvorlig og varede i tre år. Til sidst sagde Herren til Elias: “Gå og sig til kong Akab, at jeg vil sende regn til landet.”
Kong Akabs hofchef hed Obadja. Han var tro mod Gud og skjulte endda 100 af Herrens profeter, da Jezabel forsøgte at dræbe dem.
Han og kongen gik ud for at finde græs til paladsets husdyr. Imens Obadja vandrede rundt, gik Elias hen til ham. Obadja faldt straks til jorden og sagde: “Min herre Elias!”
Profeten sagde: “Gå og sig til kongen, at jeg er her.”
Obadja var chokeret. Han sagde: “Hvad har jeg gjort, siden du ønsker mig slået ihjel? Kongen har ledt efter dig over hele landet og endda i andre lande. Så snart jeg fortæller ham, at du er her, vil Herren føre dig til et andet sted. Så slår Akab mig ihjel, når han kommer og finder ud af, at du ikke er her.”
Profeten sagde: “Bare rolig. Så længe Herren lever, vil jeg mødes med Akab i dag.”
Så gik Obadja hen og fortalte Akab det. Så snart kongen så Elias, sagde han: “Der har vi manden, som har ødelagt Israel.”
Elias sagde: “Nej, det er ikke mig, men dig, der har ødelagt Israel. Du har vendt Herren ryggen og tjener Ba’al. Sig til Israel at de skal mødes mig på Karmelbjerget. Tag Ba’als og Asheras profeter med, dem som spiser ved Jezabels bord.”

Akab befalede så israelitterne at de skulle samles ved Karmelbjerget sammen med profeterne. Da alle var der, sagde Elias til folket: “Hvor længe vil I gå frem og tilbage? Hvis Herren er Gud, så følg ham. Hvis Ba’al er Gud, så følg ham.” Folket sagde ikke noget, men så bare på profeten. Han sagde. »Jeg står her som kun én profet af Herren, men se, der er 450 ba’alsprofeter. Giv os to tyre. Ba’alsprofeterne tager den ene, forbereder den til ofring og placerer den på brændet. Men de mål ikke sætte ild til træet. Jeg vil gøre det samme. De skal påkalde deres guds navn, og jeg vil påkalde Herrens navn. Den Gud, der tænder ilden, er den sande Gud.”
Folket accepterede udfordringen, og Elias sagde til Ba’alprofeterne: ”I går først!”
De klargjorde tyren og påkaldte Ba’als navn. De bad hele morgenen og dansede rundt om alteret, men der skete ikke noget.

Elias begyndte at håne dem. “Måske skulle I råbe højere! Jeres gud sover måske, så I må vække ham! Måske er han gået på toilettet.” De råbte højt og skar sig selv, indtil blodet fossede ud. Det holdt ved hele eftermiddagen, men der skete ikke noget.
Derefter byggede Elias et alter med tolv sten, én for hver af Israels stammer. Han gravede en rende rundt om alteret og lagde træet på alteret. Dernæst placerede han tyren ovenpå træet.
Han sagde til folket: “Gå hen og hent noget vand og hæld det på offeret.” Da de havde gjort det, bad han dem om at gøre det igen. Efter at de havde gjort det anden gang, bad han dem om at gøre det en tredje gang. Da de var færdige, var alteret gennemblødt og renden var fyldt med vand.
Elias bad nu: “Herre, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Lad alle vide, at du er Gud, og jeg er din tjener. Svar mig, så disse mennesker vender tilbage til dig!”

Pludselig faldt ild ned fra himlen og brændte offeret, træet og de tolv sten op. Den slikkede endda vandet op, der var i renden. Folket faldt på knæ og råbte: “Herre er Gud! Herren er Gud!”
Elias beordrede da: “Grib fat i ba’alsprofeterne! Lad ikke nogen af dem undslippe.” Folket greb dem og Elias dræbte dem alle.
Han vendte sig mod Akab og sagde: “Spis noget. Der er en regnbyge på vej.”

Så gik han op til toppen af bjerget for at bede. Han sagde til sin tjener: “Se mod havet. Hvad ser du?”
Tjeneren sagde: “Jeg kan ikke se noget.” Syv gange bad Elias ham gå hen og se efter.
Til sidst sagde hans tjener for syvende gang til ham: “Jeg ser en lille sky, omtrent på størrelse med en mands hånd, komme fra havet.”
Elias sagde: “Gå hen og sig til Akab: ‘Skynd dig hjem så hurtigt du kan, så regnen ikke stopper dig.'” Akab satte sig i sin vogn og skyndte sig hjem. I løbet af kort tid blev himlen mørk og vinden begyndte at blæse. Pludselig kom der et regnskyl. Guds kraft kom over Elias, og han løb hurtigere end Akabs vogn og ankom til Jizre’el før ham.

VIDEOER

62 – Otniel og Ehud

Dommerbogen 2-3
Efter Josvas død fortsatte folket med at tjene Gud et stykke tid, men efter nogle år kom en ny generation, som ikke kendte Gud og i stedet tilbad Ba’al.
Herren var vred på sit folk, så han lod en fremmed konge regere over dem i otte år.
Folket bad til sidst Gud om hjælp, og han forbarmede sig over dem. Han sendte dem Otniel for at være deres dommer. Herrens Ånd var over ham, og han gik i kamp og dræbte den fremmede konge. Gud udfriede sit folk, og de levede i fred i fyrre år.
Efter Otniel døde, gjorde Israels folk endnu en gang Herren vred over al deres synd. Denne gang gav Gud dem til Eglon, kongen af Moab, som var ekstremt tyk. Han fik hjælp fra andre nationer, og sammen besejrede de Israel. Moab herskede over folket i atten år.
Endnu en gang bad de Herren om at forbarme sig og hjælpe dem. Denne gang sendte Gud en dommer ved navn Ehud, som var venstrehåndet.

Da det var tid for Israels folk at sende penge til kong Eglon, besluttede Ehud at bringe dem til ham. Han fik fremstillet et tveægget sværd, som kun var 18 centimeter langt. Han spændte det under sit tøj på sin højre side. Han tog flere mænd med sig og forærede kongen pengene.
Efter besøget hos kongen vendte de sig for at gå. Ehud bad sine mænd gå videre uden ham, og i stedet vendte han sig om og gik hen til konge igen. Han sagde: “Kong Eglon, jeg har en hemmelig besked til dig.”
Kongen blev glad, så han sendte sine vagter væk og gik med Ehud op ad trappen til et lukket våbenhus, hvor det var køligt.
Ehud sagde: “Den besked, jeg kommer med til dig, er fra Gud Herren.” Kongen rejste sig, og Ehud rakte sin venstre hånd ind under tøjet og trak sværdet fra sin højre side. Han jog sværdet i Eglons mave. Kongens fedt lukkede sig om det, så Ehud ikke kunne trække det ud. Da kongen faldt til jorden, flækkede hans mave og hans indre væltede ud.
Ehud gik ud af døren og låste den bag sig. Da tjenerne kom, så de, at døren var låst, så de gik ud fra, at kongen havde låst den.
De ventede, indtil de endelig indså, at der var noget galt. De fandt en nøgle og åbnede døren og fandt deres herre død på gulvet.
Denne forsinkelse gav Ehud tid til at flygte. Han krydsede Jordanfloden og slog alarm. Israelitterne kom klar til kamp.
Han sagde: “Følg mig! Herren har givet os moabitterne.”

Med Ehud i spidsen angreb de moabitterne og dræbte over 10.000 krigere. På grund af det slag måtte moabitterne tjene Israel, og folket levede i fred i firs år.

72 – Moses sønnesøn

Dommerbogen 17-18
På Dommernes tid stjal en mand ved navn Mika 1.100 stykker sølv fra sin mor. Han fandt dog ud af, at hun havde forbandet den, der tog dem, så han afleverede dem tilbage.
Hun sagde: “Jeg vidste ikke, at det var dig. Jeg ville alligevel give dig dem.”
Men han nægtede at beholde den, så hun tog nogle af dem og formede en afgud, som hendes søn kunne stille i sit hjem. Af de sidste sølvstykker lavede Mika noget særligt tøj til en præst.
En ung mand ved navn Jonatan var en levit fra Betlehem. Han gik hjemmefra og ledte efter et sted at slå sig ned. Han overnattede i Mikas hus, og de to blev venner. Mika sagde: “Bliv her hos mig, så vil jeg gøre dig til præst for min afgud. Jeg vil give dig alt, du har brug for – tøj, måltider, et sted at bo – og jeg vil endda give dig løn.”
Jonatan takkede ja, og snart blev han som en af familien.
På samme tid ledte stammen Dan efter et permanent sted til deres folk. Lige siden Josvas død havde de ikke fundet et egnet sted. De besluttede at sende fem soldater ud som spioner.
Spionerne slog lejr ved Mikas hus, og Jonatan gik ud for at besøge dem. De sagde: “Vi kan høre på din dialekt, at du er fra Betlehem. Hvad laver du her?”
Han fortalte dem om sit job og hvor godt Mika behandlede ham. Da de fandt ud af, at han var en levit og en præst, sagde de: “Vil du gå i forbøn for os og spørge Gud, om vi vil få succes.”
Han sagde: “I skal ikke bekymre jer, for Herren er med jer.”

Mændene gik da og fortsatte deres eftersøgning. Til sidst fandt de et vidunderligt sted, så spionerne gik tilbage til deres stamme og sagde: “Vi har fundet et sted, hvor vi kan bo! Det er et godt land, og folket som bor der kan vi nemt besejre.”
De sendte da 600 mand afsted for at besejre indbyggerne i området. Da de kom til Mikas hus, sagde de fem spioner til de andre: “Den mand, som ejer det hus, har en afgudsstatue, klæder til offertjeneste og endda en præst. Vi kan bruge de ting i vores nye by.”
De 600 mand gik derfor til Mikas hus. Jonatan kom ud for at hilse på dem. Mens han stod der, gik de fem spioner ind i huset og tog afguden og alle de tilhørende ting.
Jonathan sagde: “Hvad laver I?” De sagde: “Ti stille og lyt godt efter. Vi giver dig et valg: Du kan enten blive her og være præst for én mand, eller du kan komme med os og være præst for en hel stamme. Du kan fortælle os, hvad Gud ønsker, vi skal gøre.”

Jonatan syntes det lød som en god mulighed, så han valgte at tage med dem. Han hjalp dem endda med at tømme Mikas hjem for ting.
Da Mika fandt ud af, hvad der skete, samlede han nogle mænd og jagtede danitterne. Da han fik øje på dem, råbte han af dem. De standsede, vendte sig om og råbte til de mænd, der fulgte efter dem: “Hvorfor følger I efter os?”
Mika sagde: “Hvad mener I? I har taget min gudestatue og min præst. Jeg har intet tilbage.”
Mændene fra Dan sagde: “Hold dig fra os, ellers tager vi også dit liv og din familie.”
Mika så, at han ikke kunne gøre noget. Så han vendte om og gik hjem.

Danitterne fortsatte deres militære kampagne. De angreb de fredelige mennesker og dræbte dem alle. De brændte deres by ned og byggede en ny. De kaldte byen Dan, og det blev deres faste hjem.
Jonatan og hans efterkommere var præster for danitterne i hundreder af år. De hjalp dem med at tilbede deres afgud, indtil assyrerne tog dem i fangenskab. Jonatan var sønnesøn af Moses.

VIDEOER

67 – Jeftas løfte

Dommerbogen 10,6 – 11,40
Jeftas mor var prostitueret, men hans far var en fremtrædende mand i Israel. Jefta voksede op i sin fars hus, men da hans halvbrødre var gamle nok, sagde de: “Gå væk med dig! Du er ikke søn af vores mor, og du kommer ikke til at arve noget fra vores far.”
Da forlod Jefta området. Han blev en stor kriger og organiserede en bande bøller.

På den tid gjorde Israels folk endnu en gang oprør imod Gud Herren og var begyndt at tilbede andre guder. Gud tillod ammonitterne at erobre dem. Ammonitterne var ekstremt grusomme, og Israel led under deres grusomhed i atten år.
Folket råbte til Herren og sagde: “Frels os!”
Herren sagde: “Nej, det vil jeg ikke. Jeg har udfriet jer igen og igen. Jeg gør det ikke igen! I kan bede jeres afguder om at udfri jer.”
Da valgte folket at smide afguderne væk og begyndte igen at tilbede Herren. De sagde: “Gør hvad du vil med os. Vi ved, at vi har syndet. Men vi beder dig få os ud af ammonitternes jerngreb!”
Da forbarmede Gud sig igen over dem.
Ammonitterne rykkede ind i landet for at kæmpe mod Israel. Israelitterne gik ud for at møde dem, men de havde ingen leder. De sendte bud efter Jefta og sagde til ham: “Kom og led vore tropper i kamp mod ammonitterne.”
Han sendte en besked tilbage og sagde: “I er de samme mennesker, som smed mig ud! Men nu kommer I til mig for at få hjælp?”
De sagde: “Det er sandt. Det gjorde vi, men hvis du kommer og giver os sejr, bliver du vores leder. Hør, Herren er vores vidne. Vi vil gøre, som vi har sagt.”

Så kom Guds Ånd over Jefta, og han førte folket i kamp. Han aflagde et løfte for Herren og sagde: “Gud, hvis du vil give mig sejr over ammonitterne, så vil jeg give dig det første, der kommer ud af mit hus. Jeg vil ofre det til dig som et brændoffer.”
Herren gav Jefta sejren. Han smadrede den ammonitiske hær og ødelagde tyve af deres byer.

Jefta havde kun ét barn, en datter. Da han gik hjem, kom hun dansende ud til ham. Hun var så stolt af hans sejr. Da Jefta så hende, flåede han sit tøj og kastede sig til jorden. Han råbte: “Min datter, hvad har jeg dog gjort! Jeg har afgivet et løfte til Gud, og jeg kan ikke tage det tilbage.”
Hun sagde: “Far, du skal holde dit ord til Herren. Han holdt sin del af aftalen ved at give dig en stor sejr. Nu skal du holde din. Jeg beder kun om én ting: Da jeg nu aldrig kommer til at gifte mig, så tillad mig at gå op i bjergene med mine venner i to måneder. Dér vil vi sammen sørge over, at jeg aldrig kommer til at gifte mig.”
Det sagde Jefta ja til, og datteren gik med sine venner op i bjergene. I to måneder sørgede de over, at hun aldrig skulle være sammen med en mand og aldrig opleve glæden ved at amme børn.
Så gik hun hjem igen, og Jefta opfyldte sit løfte. Derefter blev det en skik i Israel, at unge kvinder hvert år gik ud og brugte fire dage på at huske Jeftas datter.

43 – De ti bud

Anden Mosebog 19 – 20 og 24
Israelitterne kom til Sinajbjerget tre måneder efter de forlod Egypten. De slog lejr, og Moses gik op på bjerget for at tale med Gud. Herren sagde: “Sig til folket: ‘Hvis I adlyder mig og holder mine befalinger, skal I være min dyrebare ejendom. I skal være mit hellige folk blandt alle folkeslagene.’”
Da Moses fortalte dette til folket, blev de alle enige og sagde: “Vi vil gøre alt, hvad Gud siger!”
Så Moses gik tilbage op på bjerget og fortalte Gud, at folket gik med til hans betingelser. Så sagde Herren: “Jeg vil have, at de hører mig tale til dig, så de altid vil stole på dig. Fortæl dem, at de skal bruge tre dage på at rense deres hjerter og vaske deres tøj. Så kommer jeg ned på bjerget og snakker med dem.”
Folket gjorde, som de fik besked på. De vaskede deres tøj og indviede sig til Herren. Pludselig, på den tredje dag, var der voldsomme flammer på bjerget. Jorden rystede, og en sky dækkede hele bjerget. Der var torden og lyn, og folket hørte, hvad der lød som trompeter, der blev højere og højere.

Da sagde Gud:
“Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten!
Du må ikke have andre guder end mig.
Du må ikke lave gudebilleder af nogen art.
Du skal holde mit navn helligt og ikke misbruge det.
Du må ikke arbejde på den syvende dag, men i stedet skal du holde den hellig.
Du skal ære dine forældre, så du vil leve længe på jorden.
Du må ikke slå ihjel.
Du må ikke begå ægteskabsbrud.
Du må ikke stjæle.
Du må ikke lyve for andre eller om andre.
Du må ikke ønske at have noget som tilhører en anden.”

Folket råbte: “Sig til Gud, at han skal holde op med at tale til os. Vi dør, hvis han bliver ved med at tale! Lad ham tale med dig, og så fortæl os, hvad han sagde. Vi lytter til dig.”
Moses sagde: “Vær ikke bange. Gud ønsker, at I skal stå i ærefrygt for ham, så I afholder jer fra synd.” Så gik Moses op på bjerget for at tale med Gud.

Gud gav ham detaljerede instrukser om, hvordan folket skulle leve deres liv, og hvordan de skulle behandle hinanden. Gud fortalte, hvordan man ofrer til syndernes forladelse. Han gav også instrukser om, hvordan de skulle bygge en Pagtens Ark, så han kunne leve blandt sit folk. Til sidst gav Gud Moses to stentavler med lovene skrevet med Guds finger.

VIDEOER