Søg efter:
251 – Romerbrevet fortsat

Romernbrevet 8-16
Paulus fortsætter sit brev til de kristne i Rom
:

Frelsen i Kristus giver os flere fordele. Først og fremmest er vi adopteret ind i en ny familie. Gud er vor Far. Hans Ånd bor i os, og vi arver alt, hvad der tilhører Jesus.
Som medlem af den himmelske familie har vi fred vedrørende hvad der sker med os i dette liv. Vi lider måske her på jorden, men det er ingenting sammenlignet med den herlighed, der venter os i himlen.
Den anden fordel er, hvad Guds Ånd gør i vores liv. Han gør os klar til himlen. Han hjælper os med at bede. Han ændrer vores tankegang. Han sørger for, at alle vores prøvelser er gode for os. Han former os til at blive mere som Jesus.
Den tredje fordel er, at Gud nu er vor Far! Det betyder, at vi er vigtige for ham! Han vil ikke lade noget ske os, som han ikke synes er godt for os. Intet kan skille os fra hans kærlighed.

Selv med alle disse fordele, har jeg stadig en stor hjertesorg. Jeg ville ønske, at jøderne ikke gik glip af, hvad Gud gør med os. De er min jordiske familie, og jeg vil give hvad som helst for at de skulle få frelse. Jeg ville opgive min egen frelse, hvis de kunne få den.
Alligevel forstår jeg, at deres afvisning af Kristus ikke ændrer Guds løfter til Abraham. Jeg skal altid huske på, at Guds løfter ikke er til dem, der tilfældigvis er født ind i en bestemt familie. Gud har fra evighed udvalgt et folk til sig selv blandt andre folkeslag.
Jøderne kan ikke bebrejde andre end sig selv, for Gud har gjort sin plan enkel. Mennesker bliver frelst, hvis Jesus er deres Herre og de tror, at Gud oprejste ham fra de døde. Enhver kan blive frelst, hvis de påkalder Herrens navn.

Kan I ikke se? Det faktum, at Israel afviser deres Messias, er jeres store mulighed. I kan nu blive ført ind i Guds familie! Det er ligesom at skære en gren af et træ og pode vild gren på. Israel er blevet afskåret midlertidigt, så hedningerne kan kende Gud.
Men bliv ikke for stolt! Hvis en naturlig gren kan klippes af, hvor meget nemmere ville det så være at klippe den indpodede gren af. Tiden vil komme, hvor Hedningernes Dag vil være forbi. På det tidspunkt vil Gud vende bordet, og Israel vil tage imod frelse.

Udnyt Guds barmhjertighed, imens du kan. Giv jeres legemer til ham som et levende offer. Læg synden til side og lev et liv, der behager ham.
Her er en liste over ting, I skal gøre, mens I lever for Gud på jorden:

• Arbejd sammen med jeres trosfæller. Alle har sin særlige gave fra Gud. Sammen udgør I ét legeme.
• Hav en høj levestandard, og fokuser på, hvad Gud ønsker, I skal gøre.
• Vær lydig mod de civile myndigheder. Bare fordi I har et himmelsk hjem, betyder det ikke, at I ikke er ansvarlig over for jordiske embedsmænd. Hvis I modstår dem, modstår I Gud.
• I skal ikke skylde folk penge. I stedet skal I skylde dem jeres kærlighed og betale den med renter.
• Lev altid, som om din tjenestetid er ved at være forbi.
• Lad dig ikke distrahere af kødelige ønsker og begær. Begynd i stedet at gøre, som Jesus ville gøre.

Gud behandler hver enkelt af os forskelligt. Så ær hinandens vandring med Herren. Én person adlyder Gud ved at sætte en bestemt dag til side til faste eller ved ikke at spise bestemte fødevarer. En anden adlyder Gud ved at behandle alle ens.
Hvad betyder det for dig? Herren har et individuelt forhold til hver troende.

Når det er sagt, bør du også være bevidst om, at nogle mennesker stadig er svage i deres vandring med Gud. Du har frihed til at følge din egen overbevisning om ting, men du er ikke fri til at lade en medkristen snuble. Din opgave er at bygge dem op – ikke rive dem ned igennem de ting, du gør. De, der er stærke i troen, har et ansvar for at våge over dem, der er svagere.

Her til sidst skal I høre mine planer: Jeg tager til Jerusalem for at aflevere de penge, der blev samlet ind af kirkerne her. Når jeg er færdig med det, planlægger jeg at tage omkring Rom på min vej til Spanien. Jeg har længe ønsket at besøge jer!

Åh, en ting mere. Pas på dem, der gør et stort nummer ud af små ting. Undgå dem. Deres glatte tale kan skade svagere troende.
Overalt hvor jeg rejser, fortæller folk mig om jeres lydighed mod Kristus. Alle her vil gerne sende hilsner til jer.
Vor Herre Jesu nåde være med dig.

42 – Jetro hjælper Moses

2 Mosebog 17-18
Mens Israels folk fortsatte med at bevæge sig mod Sinajbjerget, slog de lejr ved et sted, hvor der ikke var vand. De klagede endnu en gang til Moses: “Hvorfor førte du os hertil for at dø? I det mindste havde vi vand i Egypten. Er Herren virkelig med os?”
Moses råbte til Herren: “Hvad skal jeg gøre med dette folk! Jeg førte dem hertil, og nu er de ved at stene mig.”
Herren sagde til Moses: “Tag din stav og stil dig foran folket. Hav nogle af de ældste med dig. Jeg vil stå foran klippen. Slå på klippen, og så vil der komme vand ud, som folket kan drikke.”
Moses gjorde som Herren befalede og slog klippen. Vand fossede ud. Der var nok til alle mennesker og husdyr.

Mens de var på dette sted, angreb indbyggerne i Amalek dem. Moses bad Josva om at organisere mændene til kamp. Moses stod så på siden af bakken og løftede armene i vejret. Så længe hans arme var højt i luften, vandt Josva. Men da armene sank, begyndte indbyggerne i Amalek at vinde.
Moses’ arme blev trætte og tunge, så han satte sig på en sten med Aron og Hur på hver side. De støttede hans arme, så han kunne holde dem højt i luften. De tre mænd blev der, indtil solen gik ned. Josva vandt over Amalek. Moses byggede derefter et monument og kaldte det “Herren, mit banner.”
Jetro var svigerfar til Moses. Han havde våget over sin datter og hendes to sønner, mens Moses var i Egypten. Han bragte dem tilbage, da israelitterne slog lejr ved Sinajbjerget.
Moses gik ud for at hilse på sin familie. Han fortalte Jetro om, hvad Herren havde gjort for Israels folk – hvordan Guds hånd var mod Farao og egypterne. Han fortalte også om nogle af deres vanskeligheder, og hvordan Herren udfriede dem. Jetro ledte derefter folket i en offerhandling til Gud.
Næste dag satte Moses sig ned for at udføre sit arbejde som dommer for folket. Jetro så, hvordan folk kom med alle mulige sager, store som små. Det var op til Moses at afgøre, hvem der havde ret i hvert enkelt tilfælde. Dette fortsatte hele dagen. Mens han dømte, underviste Moses også folket i Guds love.
Den aften sagde Jetro: “Det, du laver, er ikke godt. Du slider både dig selv og dit folk. Du er nødt til at indse, at det er for stort arbejde for én mand. Her er nogle råd, og jeg tror, det er Guds vilje med dig:
Det er din opgave at undervise folket om Herren og hans befalinger. Du skal også repræsentere deres behov for Gud. Du skal holde dig fri til at gøre dette. Udvælg derfor nogle gode mænd, som frygter Gud. Sørg for, at de ikke tager imod bestikkelse. Hvis de gør det, vil folk ikke stole på dem. Placer dem på forskellige niveauer over hinanden. Deres fuldtidsjob er at dømme folket. De skal håndtere hverdagens problemer, mens de bringer de sværere konflikter til dig. Folket vil være glade for dette, men hovedsageligt frigør det dig til at gøre Guds vilje.”

Moses lyttede til dette råd og fulgte det. Han valgte kvalificerede mænd og placerede dem på forskellige ansvarsniveauer. Disse mænd helligede sig deres nye opgave. Alligevel blev alle de vanskelige sager bragt til Moses.
Da alt dette var gjort, sagde Moses farvel til sin svigerfar, og Jetro gik hjem.