Er jeg anderledes, fordi jeg sørger?

Mange efterladte oplever en eksistentiel anderledeshed.

De har ikke lyst til at tale med andre om deres oplevelser – heller ikke nærmeste familie eller nære venner.

Den sørgende kan måske frygte for sit eget helbred eller sin forstand, for er det normalt at have det sådan?

En fortæller; når jeg ser på afdødes billede fornemmer jeg, at hun smiler til mig. Der skal mod til at fortælle andre herom.

Eller et andet eksempel er, at man ikke har slukket afdødes mobil  eller ikke har fjernet hans tandbørste.

Nogle kan i lange tider ikke røre den dødes ting f. eks ikke gå i afdødes skrivebordsskuffe  el. lignende.

Andre lukker ikke skabsdørene op til afdødes tøj osv . Det letter, når de andre i gruppen kan nikke genkendende og fortælle andre lignende eksempler fra dagligdagen. Så kan den ramte efterfølgende tænke ” jeg ikke er unormal. Jeg er bare i sorg.”

Nogle reagerer ved at handle.  f.eks fælde alle træerne i sin have. Få lavet om på alle rum i huset o.s.v.

Det viser vores forskellige reaktionsmønstre uanset om vi er mand eller kvinde.