1. søndag i advent – 1. tekstrække

Teksterne

Søndagens tekster rummer proklamation af Guds majestæt (især Salme 24) og Kristi kongedømme (Matt 21, 1-9) og nærforventning til hans genkomst i kraft og herlighed (Rom 13). Som sådan lægges der på kirkeårets første søndag op til lovsang og forkyndelse af Guds storhed.

Kirkeåret

Det er naturligt på denne søndag at meditere lidt over betydningen af kirkens nytår, og dermed over den forkyndelse der ligger i kirkeårets rytme. Hvorfor har vi to nytår, et kirkeligt og et verdsligt? Og i dette spørgsmål gemmer sig det mere grundlæggende: Hvordan forholder det liv vi lever i verden sig til det liv vi lever i Kristus?

Erik A. Nielsen bruger i sin bog ”Skrevet af Helligånden” et træffende billede til at beskrive dette forhold. Ligesom vi har to øjne der ser det sammen med en lille forskydning, sådan har vi to årsrytmer, hvori vi gennemgår de samme ting med en lille forskydning. Og ligesom øjnenes forskydning hjælper os til at se opfatte det, vi ser, i et dybdeperspektiv, med fornemmelse af afstand og nærhed, sådan skal kirkens år hjælpe os til at se det der sker omkring os i verden i lyset af den frelseshistorie, som vi fejrer i kirkens højtider. Påsken er således en mindelse af Kristi død og opstandelse, men det er også et perspektiv på de ting, der foregår i vore daglige liv i verden, og de ting, som foregår i den store verden omkring os. Og omvendt bliver lidelsen og ondskaben i verden omkring os en tolkningsnøgle til påskens begivenheder. Således må vi på en gang leve i de to år, det verdslige og det kirkelige, for at bringe Kristi sejr i forbindelse med den verden vi er sat til at leve i.

Evangelielæsningen og prædikenen

Dagens evangelielæsning er vist den eneste der forekommer to gange i løbet af kirkeåret, men den har forskellig betydning alt efter hvilken søndag den er prædikentekst. Palmesøndag læses den med Kristi forestående lidelse og død i tankerne; 1. s. i advent læses den mere som en proklamation af Kristi kongedømme. Sammen med folkeskaren uden for Jerusalem byder vi Kristus velkommen i vore liv og menighed i det nye år. Vi fejrer, at han har indtaget vores verden og brudt det syndens herredømme, vi ellers lever under. I vor gudstjeneste tager vi del i folkeskarens hyldest, vore lovsange er de palmegrene, vi svinger med, og i vore bønner lægger vi det, som vi ellers beskytter os med, vore klæder, ned for hans fødder.

Dit Zion palmer svinger

Til evig sejers tegn

Og frydens tone klinger

I nådens blide egn;

Mit hjerte dig til ære

Skal grønnes som en skov

Og alt mit liv skal være

Din kærlighed til lov

(DDS 86,2)

Vi fejrer dog ikke blot, at han kom, men også måden han kom på: ”Sagtmodig og ydmyg, ridende på et æsels føl.” Æslet er i vor kultur symbol på stædighed, i Mellemøsten er det vist i højere grad udtryk for noget ringe. En konge på et æsel er en selvmodsigelse, som måske vil kunne sammenlignes med dronningen i en Lada ved en af de officielle lejligheder, hvor hun skal hyldes af sit folk. Kombinationen er komisk, for kongedømme har med magt og rigdom at gøre, men en Lada er en beskeden og – let us face it – ringeagtet bil. Når Jesus lader sig hylde som konge fra ryggen af et æsel, siger han noget meget vigtigt om, hvad det er for et kongedømme han er kommet til jorden for at indstifte. Det er et kongedømme, hvori den stærke tjener de svage. Og den sejr, han skal vinde, vinder han ikke gennem demonstrationen af sin overmagt, men gennem den absolutte ydmygelse. Her kunne man passende knytte til ved DDS 57, en af de stærke nye Kristushymner i salmebogen.

Herre fordi du

Ikke lod guddomskraft

Smede til krone

Derimod valgte

Hånsord og fattigdom

Ved vi hvem Gud er.

Her fra kunne man så gå videre til at tale om, at vi skal sejre som Kristus sejrede, ikke i kraft af vor egen styrke, men ved at gå ydmygelsens vej med Kristus, for at vi kan få del i hans sejr.

Salmer

76                  Op thi dagen

57                  Herre, fordi du,

86                  Hvorledes skal jeg møde,

601                Herlighedens Gud,

267                Vær priset