Skærtorsdag – 1. tekstrække

I Jerusalem forberedte de sig på at holde fest. Men Jesus forberedte sig på at dø. Disciplene kom hen og spurgte Jesus, hvor de skulle gøre klar til påskemåltidet, og Jesus gav dem de nødvendige anvisninger. Men samtidig sagde han: ”Min time er nær”. Om aftenen spiste de måltidet, som skulle levendegøre det store øjeblik, da Gud havde befriet deres forfædre fra lidelse og død i Egypten. Men Jesus vid-ste, at dette måltid ville blive hans sidste inden hans tilfangetagelse til lidelse og død. De spiste sammen – de tretten mænd, som igennem lang tid havde fulgtes ad. Et stærkt fællesskab af tolv disciple omkring en mester. En sammentømret gruppe af mennesker, som mente de kendte hinanden til bunds. Men Jesus sagde: ”En af jer vil forråde mig”, og senere på aftenen: ”I nat vil I alle svigte mig”.

”Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.” Usyret brød og fire bægre vin hører med til det jødiske påskemåltid. Det hører også med, at husherren takker for maden og velsigner vinen, inden den drikkes. Men med det, han sagde, gav Jesus brødet og vinen en helt ny betydning, og det gjorde et uudsletteligt indtryk på disciplene. Det brudte brød og Jesu ord: ”Dette er mit legeme.” Vinen i bægeret og Jesu Ord: ”Dette er mit blod, … , som udgydes …”.

Hvordan mon disciplene oplevede det, da Jesus indstiftede nadveren? Jo, de må bestemt have oplevet det som et øjeblik fuld af stor højtid. Med sine ord knyttede Jesus jo sig selv til brødet og vinen. Han knyttede sin person og sin gerning til det brød og den vin, som han derpå gav dem. Men de har også oplevet det som et tungt øjeblik. Jesu ord om det brudte brød og vinen antydede, hvad der skulle ske med ham.

Måske har disciplene også opfanget det skær af håb, som Jesus tændte med or-dene: ”Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.” Jesus gjorde det klart for di-sciplene, at den tid, hvor han har været hos dem og spist med dem, nu var slut, men samtidig talte han om et måltid, som de skal spise sammen i Guds Rige. Der er noget, der er slut, men der er også noget, som ligger foran. Måske har disciple-ne opfanget dette skær af håb, men kun som et kort glimt. Lyset brød først igen-nem påskemorgen.

For der ligger en mørk skygge over Jesu og disciplenes påskemåltid den aften, og da aftenen blev til nat, blev skyggen til tæt mørke. Men det er alligevel den aften kirkens største fest, nadveren, har sit udspring. Det var netop i den nat, da han blev forrådt, at Jesus tog brød og vin og gav det som sit legeme og blod. Fuld af modsætninger var den aften, og vi mærker det modsætningsfyldte, når vi fejrer skærtorsdag. For dagen i dag er en lys festdag, men vi ved, at dagen i morgen er den mørke, lange fredag, hvor vi mindes Jesu lidelse og død.

Der er ikke så underligt, at nadverens indstiftelsesdag – dengang som nu – er en dag fuld af modsætninger. Modsætningerne afspejler dette, at nadveren rummer så utroligt meget. Som mange små brødkorn bliver samlet til et brød, sådan bliver mange ting i nadveren samlet i en indholdsmættet handling. Eller som mange druers saft flyder sammen i et bæger, sådan mødes mange ting i nadveren.

I nadveren mødes for det første modsætningerne fortid og fremtid i et nutidigt øjeblik. Det samme gælder allerede det jødiske påskemåltid. Dette måltid er ikke blot et mindemåltid for en historisk begivenhed. Deltagerne i påskemåltidet min-des ikke blot udvandringen af Egypten. De er delagtige i den. Når den jødiske far under påskemåltidet skal fortælle sin søn, hvorfor de fejrer dette måltid, så siger han: ”Det er på grund af det, Herren gjorde for mig, da jeg drog ud af Egypten”. Han siger altså ”jeg”, idet han følger det jødiske påbud, om at se på sig selv, som om han var draget ud af Egypten. I påskemåltidet bliver fortiden gjort nærværen-de for mennesker i nutiden. Noget tilsvarende gælder fremtiden. Håbet om, at Gud engang vil sende Messias, som skal bringe fred på jorden, er knyttet til på-skemåltidet. Jødernes påskemåltid minder altså på en gang deltagerne om, at de er delagtige i Guds fortidige frelsesgerning, og at de har del i håbet om hans kommende frelsesgerning.

Men det samme gælder altså vores nadverfejring. Også nadveren griber tilbage til Guds frelsesgerning i fortiden, ikke til udvandringen fra Egypten, men til forso-ningen af Gud og mennesker ved Jesus Kristus – eller ved Jesus Messias. Jesus er Messias, som allerede er kommet, og har bragt fred mellem Gud og mennesker. Men vi ser også fremad ved vores nadver. Fremad mod den tid, hvor Jesus kom-mer igen for at gøre Guds fredsrige til en synlig virkelighed. I nadveren gøres for-tid og fremtid nærværende for os, der deltager; nærværende, i nutidens øjeblik. ”Hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer”. Sådan udtrykker Paulus det. Herrens død, det er fortid. Hans komme, det er fremtid. Men forkyndelsen, det er nutid. Forkyndelsen er Herrens død og Herrens komme gjort nærværende for os nu. Nadveren siger os på en gang, at vi har del i frelsen ved Jesus Kristus, og at vi har del i håbet om den kommende frelse.

For nadveren er langt mere end et mindemåltid for en fortidig begivenhed. Jesu legeme, som blev givet hen til at korsfæstes, rækkes os i nadverens brød. Og Jesu blod, som blev udgydt for mange, gives os i nadverens vin. Det er en anden ting, som mødes i nadveren: Brødet og Jesu legeme, og vinen og Jesu blod. Brød og vin er langt mere end blot symboler. Jesus siger, ”dette er mit legeme”, og ”dette er mit blod”. Så må vi tage ham på ordet og regne med, at når vi spiser brødet, får vi Jesu legeme, og når vi drikker vinen, får vi Jesu blod. I Luthers lille Katekismus forklares altrets sakramente som: ”… vor Herres Jesu Kristi sande legeme og blod under brødet og vinen”. Hvordan det er muligt, at vi får Jesu sande legeme og blod under brødet og vinen, forstår vi ikke. Der er ikke tale om magi. Alterbordets brød og vin bliver ikke forvandlet. Men der er tale om, at vi skal tro, at når Jesus siger, at han giver os sit legeme og blod i brødet og vinen, så gør han det også. Altså et modsætningspar samlet i nadveren: vores fattige brød og vin, og Herrens dyrebare legeme og blod.

I nadverens brød og vin giver Jesus os altså sig selv. Dermed bliver et tredje møde i nadveren tydeligt for os. Mødet mellem Jesus og os. Mellem den hellige Herre og os syndere. At vi trods alle vores fejl og svigt må komme og møde vores hellige Herre ved kirken alterbord, det er stort. Men det er Jesus, som vil dette møde. Tænk blot på, hvem det var han spiste med aftenen før sin tilfangetagelse. En broget flok mænd, som ikke holdt sig tilbage for at skændes om hvem af dem, der var den største i fællesskabet, og som havde det med at forfalde til temmelig åbenlys selvovervurdering. En flok mænd, om hvem han vidste, at de snart ville spredes for alle vinde i deres totale svigt af ham. Dem spiste Jesus med, og han er ikke siden blevet mere forsigtig med, hvem han indbyder til sit bord. Han indby-der os, en broget flok af mennesker med fejl og svigt. Og vi må komme, som vi er; vi skal ikke først gøre os fortjent til at komme. Vi skal ikke først ud og finde en passende gave til værten. Han indbyder os, for at give os sig selv, fordi han godt ved, at vi ikke har noget at komme med.

I nadveren mødes vi og har fællesskab med vores Herre. ”Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme?” Sådan sagde Paulus i epistelteksten. Men når mennesker samles om en ting, så har de også et indbyrdes fællesskab. ”Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød.” Sådan fort-sætte Paulus. Når vi har fællesskab om brød og bæger, så har vi også fællesskab med hinanden. Det fjerde møde, som finder sted i nadveren, er mødet mellem mennesker. Nadveren er et måltidsfællesskab på trods af alle vores indbyrdes for-skelligheder og modsætninger. Det fællesskab forpligter os, også når vi går fra kirke. Når vi i fællesskab kan samles om nadverbordet og modtage Jesu nødven-dige tjeneste for os dér, så må vi også tjene hinanden, når og hvor vi ser, at vores tjeneste er nødvendig.

Der er meget, der mødes i nadveren, for nadveren rummer så utroligt meget. Uanset hvordan disciplene oplevede det, da Jesus indstiftede nadveren, så gjorde det et uudsletteligt indtryk på dem. De forstod eller fornemmede nadverens for-tættede indhold, og helt tilbage til den første kristne menighed, har nadveren haft en central plads i kirkens gudstjeneste. Allerede i de første kapitler af Apostlenes Gerninger står det fremhævet, at de kristne holdt fast ved brødets brydelse, og fortællingen om Jesu indstiftelse af nadveren er den eneste fortællende tekst fra evangelierne, som vi også finder i et af Det nye Testamentes breve.

Nadveren er kirkens største fest. ”Himmelfest på jorden” er den blevet kaldt. Nad-veren er en forsmag på den fest, som det skal være, når vores Herre engang kommer. Den er vores måltidsfællesskab med vores Herre allerede nu. Derfor er nadverens grundtone også glæde og fryd. Nadvermåltidet er en fest, som vi fejrer i fællesskab med vores Herre og med hinanden. Det fællesskab bør vi ikke må stille os selv udenfor. Lad os derfor glad, gerne og ofte gå til vores Herres festmåltid.

Men festen har sit udspring i den nat, da han blev forrådt. For tingene hænger sammen trods alle modsætninger. Lyset bryder frem af mørket. Festen har sit ud-spring i det, der skete med Jesus langfredag, da hans legeme blev brudt og hans blod blev udgydt – for os.

Salmer:

152 – 431 – 415 — 417 – 167, v.7 – 186