1. søndag efter påske – 1. tekstrække

Sammenhængen mellem lektie og evangelium

I salme 30 hører jeg Jesus selv tale gennem sin forfaders mund efter langfredagens gru og påskemorgens glæde:

v6 For hans vrede varer et øjeblik, hans nåde hele livet; om aftenen slår gråden sig ned, om morgenen er der jubel…

v2 Herre, jeg priser dig, for du har trukket mig op fra dybet; du lod ikke mine fjender glæde sig over mig.

Jeg hører ligesom også Thomas tale, da han fik hjælp efter dage med fortvivlelse over Jesu død og tvivl på opstandelsens realitet:

v8 Du skjulte dit ansigt, og jeg blev grebet af rædsel.

v9 Til dig, Herre, råbte jeg, jeg bad Herren om nåde…

v12 Du forvandlede min klage til dans, du tog min sørgedragt af mig og klædte mig i glæde.

v13 Derfor vil jeg lovsynge dig uden ophør; Herre min Gud, for evigt vil jeg takke dig.

Endelig hører jeg mig selv og hele den faldne skabning sukke over dødens virkelighed:

v10 Hvad vinder du ved mit blod, når jeg går i graven? Kan støvet takke dig og fortælle om din trofasthed?  ..

v11 Hør mig, Herre, og vær mig nådig, Herre, kom mig til hjælp!

og jeg hører den frelste menigheds evige påskelovsang:

v4 Herre, du løftede mig op fra dødsriget, du lod mig leve, jeg gik ikke i graven.  v5 Lovsyng Herren, I hans fromme, tak hans hellige navn!

Placering i kirkeåret

Engang var denne søndag den faste konfirmationsdag i Danmark. Evangelieteksten giver også mange indfaldsvinkler til en tale til konfirmander.

1) Om disciplene, der blev glade, da de så Jesus igen:

Glæden og trygheden voksede frem for mig, da jeg så Jesus som den, han i virkeligheden er!

2) Om de før så bange disciple, der fik blæst ånde i dem og blev udrustet til en tjeneste:

Hvad jeg skal gøre som kristen kan godt gøre mig bange og ”lille”, men så må jeg bede Gud fylde mig med sin Ånd og kraft til denne opgave – intet er umuligt for ham!

3) Om troen, der ikke bygger på at se ting, men på at høre og tro Ordet:

Jeg har aldrig selv ”set” Jesus komme gennem en lukket dør, men jeg har læst hans ord, er kommet til tro på Ham derigennem – og har derfor fundet livet, det evige liv, i hans navn!.

NB!  Netop til den aldersklasse er det vigtigt at turde være personlig, sådan at de får indtryk af, at troen kan være en reel virkelighed for mennesker i vor tid. En prædiken må altid også rumme et element af vidnesbyrd. Det primære: ”Så siger Herren”, må suppleres med det sekundære: ”sådan har Gud trøstet mig og gjort for mig”.

Ide til tema

Om betydningen af at gå i kirke

Han kom til dem den første dag i ugen, hvor de var samlede – og det var jo virkeligt den ”Første dag”, også i det nye kapitel af frelseshistorien. Lige siden har den kristne menighed været forsamlede på den første dag i ugen – og han er midt iblandt os her. Så her kan der ske noget – ikke pga præstens mere eller mindre kloge ord, men pga hans eget løfte – så det er om at møde op og være med.

Han kom til dem gennem døre. lukkede Hvorfor? Vel for at minde alle os andre om, at nu er det ”den første dag” – nu har han besejret selve dødens magt. Han er ikke mere begrænset af sin menneskelighed, og netop derfor kan han så også i dag komme ind til mennesker, der ellers selv føler døren lukket – af sorg, af mismod, af depression, af håbløshed. Hvor dørene er lukkede for os andre, der træder han ind. For nu er det den første dag i Åndens tid. Så derfor gælder det om at søge til Guds hus, når klokkerne lyder.

Jesus hjælper dem, der kommer til hans menighed. Thomas fik hjælp, netop fordi han var det rette sted på den rette tid. Også i dag gælder det, at her i kirken vil Jesus være blandt os. Det rige løfte gælder ikke privatkristne eller TV-gudstjeneste-kiggere. Man har brug for Ordet – ikke blot at læse det, men også at høre det forkyndt. Fordi det er et underfuldt budskab, som vi ikke kan sige os selv, må vi søge hen, hvor vi kan høre andre sige det til os.

Hans ord til dem var: Fred være med jer. Ingen kritik af disciplenes svigt få dage før, nej, for nu er det den ”første dag” i en ny æra. Det gamle er forbi. Nu skal disciplene følge ham på en ny måde, og han lyser sin fred over dem dertil. I kirken skal man i dag møde denne hilsen: Kirken har et budskab med fred for både i går og i morgen.

Han kom til dem og viste dem sine naglemærkede hænder. Sådan er han: Verdens dommer kom først som Frelser, og det er hans stedfortrædende gerning, han først vil minde disciplene om. Også i dag er det kirkens primære opgave at vise mennesker nådens evangelium: Jesus som den, der har naglemærkede hænder. For vores skyld. Deri ligger der fred for samvittighedens anklager.

Mange hænder rækker i dag ud mod os for at få fat i os, men kun Jesu hænder er naglemærkede. Han vil os kun godt.

Målet for en gudstjeneste er, at vi kan bekende som Thomas: Min Herre og min Gud. Den tro og bekendelse sigter vi på at fremkalde og styrke i hjerterne, så den lyder i lovsangen i menigheden og også lyder i folks hverdage på arbejdspladsen.

Disciplene fik Helligånden og blev sendt ud i verden for at forkynde om nåden. (Sammenhængen mellem åndsudgydelsen i Joh 20 og ApG 2 kan jeg ikke komme ind på her, udover at det understreger at Helligånden ikke blot gives én gang for alle, men at vi igen og igen må og skal bede om at blive fyldt af Ånden, som vi allerede har fået i dåben). Fra gudstjenesten sendes vi også i dag ud i verden for at tjene andre. Derfor hører det til god kirkeskik, at vi synger en Helligåndssalme og nedbeder Guds kraft og vejledning over menigheden. Så ånder Gud igen på os, og vi får hjælp til at tro ordet og kraft til at række budskabet om syndernes forladelse videre til andre.

Forslag til salmevalg
262, 289,224 – 355,247