2. søndag efter påske – 1. tekstrække

Til tekst og prædiken

I denne prædikenvejledning har jeg tænkt at rode tekstbemærkninger og prædikenansatser sammen. I teksten er der tre hovedudsagn – pointer. Det første hovedudsagn. Den gode hyrde karakteriseres som den hyrde, der sætter sit liv til for fårene. Det belyses af kontrastfiguren: daglejeren (v.11-13). Det andet hovedudsagn: Den gode hyrde karakteriseres som den, der kender sine får og som kendes af fårene. Det belyses af sammenligningen med Faderens og Sønnens gensidige kendskab (v.14-15). Det tredje hovedudsagn. Jesus har andre får, som han også skal føre, og der skal blive en hjord (v.16). Prædikenen kan bygges op om disse tre pointer eller om to eller om et. Da vi er i tiden efter påske, kunne man lægge vægten på det tredje, da tiden efter påske er en ny tid: missionens tid. Men i det følgende udfolder jeg alle tre.

Det første hovedudsagn

“Jeg er den gode hyrde” er et af de kendte “jeg er”-udsagn. De fortæller, hvad Jesus er for andre. De beskriver hans betydning for os. Jesus er den gode hyrde i absolut og eksklusiv forstand. Soteriologisk er der kun en god hyrde, for der er kun en, der sætter sit liv til for os i egentlig frelsende betydning. Og der er kun en, der kender os på denne måde i egentlig frelsende betydning. Det absolutte og eksklusive kommer også frem i, at hyrden også skal lede de andre får. Lignelsen i v.11b-13 karakteriserer den gode hyrde positivt (v.11b) og negativt (daglejeren; v.12-13). Positivt defineres den gode hyrde som den, der sætter livet til for fårene. Han ofrer sit liv for dem. Ud fra billedet (fårene er i fare, og hyrden dør i deres sted), ud fra den nære kontekst (v.16-17 og udtrykkets anvendelse andre steder (Joh 13,37-38 og 15,13) kan vi se, at det beskriver et stedfortrædende offer. Jesus er Guds lam, der bærer verdens synd (1,29); Gud elsker verden = menneskeheden (3,16), men her beskriver Jesus sit forhold til troende og sin døds betydning for dem. Negativt karakteriseres den gode hyrde gennem kontrastfiguren: daglejeren. Han arbejder for penge. Han er på kontrakt og har ingen interesse i fårene. Derfor flygter han. Hans sikkerhed betyder mere end fårenes. Hans liv mere end fårenes. Han vil hellere redde sit liv end deres. Derfor er han ikke hyrde. Det er kun den, der sætter livet til for fårene. Daglejeren ejer ikke fårene, og han har ingen virkelig interesse har i dem og ingen virkelig omsorg. Derfor svigter han og flygter. På denne baggrund træder den gode hyrdes karakter frem. Han har omsorg uden grænser (sætter livet til). Han svigter ikke og flygter ikke. Han bliver og redder. Fårene sønderrives ikke, men han sønderrives. Billedet har sine grænser og kan ikke overføres på alle områder. Derved ville vi få et billede af en hyrde, der i virkeligheden svigter, fordi han dør og dermed overlader fårene til ulvene. Billedet rummer ikke opstandelsen.

Gennem det positive udsagn i v.11b og billedet med daglejeren forkyndes Jesus som den, der sætter livet til for os. En nutidig illustration. I krig under bombardement kaster forældre sig instinktivt ned over deres børn for at dække dem med deres krop, for om muligt at beskytte og redde. Med livet som insats. Eller man ser ofte en far eller mor på cykel sammen med et mindre barn ligge på siden af den lille og ud mod trafikken for at beskytte og lade sig ramme i stedet for.

Det andet hovedudsagn.

På ny identificerer Jesus sig som den gode hyrde. På ny får vi en definition. At være den gode hyrde vil sige at kende sine og at de kender ham. På baggrund af billedbrugen i kapitlet er dette kendskab tæt og intimt. Der er et element af fortrolighed i kendskabet (v.3-5; kontrast: den fremmede). I bibelsk sprogbrug betegner “kende” ofte et tilegnende kenskab, hvor man forener sig med en anden, tilegner sig denne og identificerer sig med denne. Jf. billedet, hvor hyrden tilegner og identificerer sig med fårene, så truslen med dem er en trussel mod ham.

Jesus kender sine troende tæt og intimt. Han er fortrolig med os. Han ved, hvem vi er; han kender vor personlighed, som vi er mere eller mindre glad for, vor fortid som vi er mere eller mindre stolt af, vore hemmeligheder, stærke og svage sider, vore ambitioner, visioner, længsler. Og i alt det kender han os som sine troende. Det er betagende og opmuntrende. Det er opløftende og egentlig befriende. Mange vil i vor tid gøre hvad som helst for fem minutters berømmelse for at være kendt, blive set, få opmærksomhed, være i fokus. Vi har Guds opmærksomhed gennem hele livet. Vi er i fokus hele livet. Vi er set af Gud og kendt af Gud hele livet.

Jesus kender sine troende på denne tilegnende, forenende og identificerende måde. Han kender og tilegner sig vores liv med dens hemmeligheder, vores situation, vore fejl, mangler og nederlag. Han tilegner sig vor skyld. Han tager imod os som de personer, vi er, og gør vores liv til sit. Vort liv er hans liv, og hans død er vort liv. Der er stedfortrædelse i det bibelske “at kende”.

Vi troende kender Jesus. Han åbenbarer sig for os, og vi kender ham og er fortrolige med ham. Og vi kender ham på denne tilegnende måde. Vi tilegner os ham, der bærer verdens synd. Hans død er vores død.

Det tredje hovedudsagn.

Jesus har andre får. I v.16 sprænges lignelsens horisont. Verset forudsætter en opstanden og levende Jesus. De andre får er andre troende end de nuværende disciple. Han taler om, at han har andre får, dvs. før han er blevet hyrde for dem og er begyndt at lede dem, og før de hører hans stemme. “Jeg har” er prædestinatorisk og refererer til de udvalgte. De har en forudtilværelse i Faderens tanker og bevidsthed. De er en gave, som Faderen giver til Jesus (Joh 6,37 og 17,6). De andre får fra en anden fold er hedningekristne. Jesus blev sendt til Israel og efter opstandelsen går evangeliet ud i verden. Det er missionens tid. Der ligger en nødvendighed i denne (“skal”; græsk dei). Kærlighedens nødvendighed. Der er uimodståelighed i denne. Jesus “har” nogle, og dem skal (fremtid) han lede, og de skal (fremtid) høre ham. Missionen kan ikke bremses, standses eller hindres.