Bededag – 1. tekstrække

Til teksten

Teksten handler om Døberen. Den handler om hans profetiske virke som banebryderen for Gud. Den handler om hans identitet. Hans kald er hans identitet. Han er kaldet til at være denne råber i ørkenen, og han ser sig selv som denne råber (jf. Joh 1,23). Teksten beskriver hans profet-klædedragt (kamelhår og læderbæltet der associerer ham med Elias; 2 Kg 1,8). Og i begyndelsen får vi en sammenfatning af hans forkyndelse: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” Der er to centre i teksten. Det ene center er omkring omvendelse, bane vej, dåb. Her kommer vi ikke uden om at sætte dem i forhold til hinanden og dermed også se lidt nærmere på Johannesdåben. 1) I v.6 hører vi, at folk ”blev døbt …, idet de bekendte deres synder”. Dåben og syndsbekendelsen falder sammen i tid. Dvs. i dåben bekendte de deres synder, eller dåben var syndsbekendelsens form. 2) I Mark kaldes dåben for en ”omvendelsesdåb til syndernes forladelse” (Mark 1,4), og da syndsbekendelse er et essentielt element i omvendelsen, så ligger omvendelsen ikke før dåben heller ikke efter dåben som en eller anden bekræftelse, men omvendelsen er lokaliseret til dåben. I dåben finder omvendelsen sted. Dåben er omvendelse. 3) Dåben er til syndernes forladelse, og da dåben er omvendelse og bekendelse, da møder Gud mennesket i dåben med tilgivelse. I Johannesdåben skænker Gud tilgivelse. 4) I v.11 i MattEv. står der: ”Jeg døber jer med vand til omvendelse”, og dette udsagn beskriver, hvad Døberen (dvs. Gud) gør ved de mennesker, der lader sig døbe. Det beskriver, hvad der sker med dem ved denne handling. Dvs. når Døberen døber, da omvendes de. Omvendelsen er jo koblet til dåben. Med andre ord Johannesdåben er et nådemiddel, der virker omvendelse og skænker syndernes forladelse. Der er ikke den store forskel på den og vor kristne dåb. Dette syn er for øvrigt det gammellutherske syn. Omvendelsen finder sted i dåben, og når vi ser på at bane vej, så er det = at omvende sig = at lade sig døbe. Folket baner vej for Herren (Jesus) gennem dåben.

Det andet center i teksten er omvendelsens frugt. De farisæere og saddukæere, der kommer til Johannes for at blive døbt, har en opfattelse, som vi kan kalde for ”pagtsnomisme”. Denne siger, at jøderne indlemmes i pagten af nåde, men bevarer pagten ved deres lydighed. Her er det en meget begrænset pagtsnomisme, da det eneste krav, hvorved de bevarer pagten er dåben. De tror jo ikke, at alt er i orden, siden de kommer. I en eller forstand har de troet, at dette krav om dåb kom fra Gud. Eller også ville de bare sikre sig. Altså hvis vi lader os døbe, så har vi gjort vores, og så er pagten bevaret. Gud har krævet omskærelse. Fint nok. Det lever vi op til. Nu kræver Gud tilsyneladende en dåb. Fint nok. Det lever vi så op. Så er vi jøder. Så kan vi sige: Vi har Abraham til fader. Udenfor farisæernes og saddukæernes horisont bliver, at dåben er en omvendelse til Gud, og at denne omvendelse er et nyt liv med frugt. I v.8 har DO strammet den, så det får en legalistisk klang. Der står bare: ”Bring da frugt svarende til omvendelsen”. Til omvendelsen svarer der frugt = gerninger (troens frugter).

Til prædikenen

Prædikenen vil jeg organisere ud fra nogle stikord: forberedelse – vores eller Guds? Jeg begynder i den historiske situation. Der er er opbrud og nybrud i Israel. Profetien har været forstummet i århundreder. Nu lyder den profetiske røst igen. Gud taler. Gud kalder folket til at forberede sit komme. Gud kommer til folket i Jesus. ”Ban Herrens vej”. Hvordan skal folket forberede sig på Herrens komme? Hvordan skal de bane vej? Det sker gennem dåben. Det sker ved Guds egen handling. Han kalder og råber. Men han virkeliggør også dette kald og råb. Gud selv forbereder sit folk på sit komme. Spørgsmålet er: vil folket lade sig forberede? Vil de lade sig døbe? Johannesdåben hører til fortiden. Den var i brug en meget kort tid. Den oplagte parallel er vores dåb, barnedåben. Barnedåben (ligesom Johannesdåben) forkynder, at det ikke er sådan, at vi først skal tage os sammen, omvende os, forberede os og bane vej for Herren, og så vil Gud komme til os, hvis det er godt nok. Men barnedåben og Johannesdåben forkynder, at først tager Gud sig sammen (sorry!), og kommer til os og vender os om til ham. I dåben gør Gud os til barn, skænker os syndernes forladelse og det evige liv. Gud tager altid initiativet og har altid initiativet i forhold til os. Gud begynder altid som den første. Han kommer os altid i forkøbet. Og hans forberedelse er altid god nok. Det gjaldt Johannesdåben, og det gælder barnedåben. Frelsen er hans gerning fra først og til sidst. Det gælder dåben, og det gælder livet senere hen. Hvor vi oplever os som den fortabte søn, der går i sig selv og vender tilbage, så sker der i virkeligheden det, at Gud (hyrden) er gået ud for at lede efter os, finder os, vinder os og bærer os hjem på sine skuldre. Hvor jeg kan fortvivle over, hvordan skal jeg dog får noget fornuftigt ud af mig selv, så er evangeliet at Gud kan få noget fornuftigt ud af os: han vender os og nyskaber os – det sker i dåben og fortsat senere hen. Hvor vi kan tvivle på, om vi har modet, viljen og ressourcerne, så er evangeliet, at Gud har modet, viljen og ressourcerne til at vende os og nyskabe os. Hvor vi kan være usikre på at vi har forberedt os godt og er gode nok, så er evangeliet, at forberedelsen også er Guds ansvar.

Et andet stikord: befrielse fra synd og vrede. I den historiske situation. Johannesdåben skænkede tilgivelse. Johannesdåben var en flugt fra vreden (v.7). Farisæernes og saddukæernes motiv var falsk: De ville misbruge dåben som garanti og sikkerhed. Men det er rigtigt nok, at dåben var en flugt fra vreden. Der var tilgivelse og befrielse fra skyld i den. Johannes´ forkyndelse blev sammenfattet i ordene: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær”. Og det sker i dåben. I denne er Guds rige kommet nær, for der tager Gud mennesker til sig og lader sin magt hvælve sig over dem. I himmerigets nærhed møder vi en nær Gud: en velsignende, tilgivende og omfavnende Gud. Himmeriget kaster vreden på flugt. I vores situation. Der er tilgivelse for det rod, jeg har lavet i mit og andres liv. Jeg kan slippe min fortid og se tilgivelsen lys gennemstrømme min fortid. Der er frihed fra skyld. Hvor vi har levet i flugt fra skylden og vreden (v.7!), da er evangeliet, at nu kan vi lade skylden indhente os, for der en, der vil bære den. Der er en, der løfter den af os. Der er frihed fra vreden. Har vi levet i angst for Guds vrede, da er evangeliet, at Gud kommer til os som den tilgivende, velsignende og omfavnende Gud.

Der er et fantastisk evangelium i denne tekst. Johannes Døber er ikke så skummel, som folk ofte tror. Og hvis I er lige så tørre og teoretiske i jeres prædikener som jeg, så ville jeg, når jeg er i den historiske situation, ikke beskrive Døberen, men forsøge at fortælle, så menigheden kunne se ham, lugte kamelhåret, se folk komme og mærke de varme klipper under de bare fødder og grus og sten mellem tæerne og mærke vandet drive ned ad sig efter dåben etc.