Alle Helgens dag – 1. tekstrække

Alle helgens dag sættes vi ligesom ved målstregen i et løb.
Ved målstregen kan man se i to retninger.
Man kan både se dem, der stadig bruger al deres energi og løber for at nå målet.
Nogen af dem ser friske ud, andre er knap så friske.
Nogen ser ligefrem trætte ud, og er mærkede af løbet.
Der er også nogen, som er snublet undervejs, og er hæmmet af det, måske humper de i mål eller bruger deres sidste kræfter på en slutspurt.

Ved målstregen kan man også se den anden vej, og betragte dem, som ikke mere løber, fordi de er kommet i mål.
Nogen har rakt hænderne i vejret, som tegn på, at de har fuldført, og at det i sig selv er en sejr, andre er så trætte, at de ikke orker mere.
Nogen har travlt med at omfavne venner som tager imod dem, andre har bare lyst til at ligge i græsset og puste ud.

I dag sættes vi ved målstregen og kan se i begge retninger, og følge livets løb.
Vi kan se, at der er nogen som ikke løber mere.
De har afsluttet løbet.
Det er dem vi mindes i dag.
Det er nogen af dem, som blev tidligere færdig med løbet end os.
Nogen af dem er lige blevet færdige med at løbe – det er nogle af dem, som vi vil nævne navne på her i kirken i dag, for andre er det længere tid siden – måske år eller årtier, men derfor er de ikke glemt, og vi vil mindes dem også.
Nogle af dem som engang løb sammen med os.

Det kan godt gøre ondt at mindes, fordi det kan føles som om der igen bliver rippet op i såret.
Det er ikke fordi det ikke er gode minder, men det gør bare for ondt at tage dem frem.
Året har jo i forvejen sine mærkedage, som helt af sig selv bringer minderne frem.

Der er julen og fødselsdagen, og måske en bryllupsdag eller andre mærkedage.
Det er dage, som kan være svære at komme igennem, fordi de på en særlig måde bringer minderne frem, og det kan godt gøre ondt at mindes.
Men samtidig kan det også føles godt, fordi det at mindes giver lejlighed til igen at tage glade erindringer frem – fordi det at mindes også er forbundet med glæde.

Både når det føles godt og når det gør ondt at mindes, så er det med til at placere sorgen, og få den anbragt rigtigt i vores liv.
For sorg er ikke det samme som fortvivlelse.
Den fornemmelse kan man nemt stå med, når man lige har mistet et menneske man holdt af.
Men sorgen er noget andet end fortvivlelse.
Sorgen er nærmere forbundet med savn.
Sorgen og savnet fortæller, at vi er skilt fra hinanden og længes efter at være sammen.
Derfor hører sorg også ofte sammen med tårer.
Tårer er ingen skam – tårer er bare det tavse sprog, som giver sorgen afløb.

I dag på alle helgens dag mindes vi og vi ser på dem, som blev færdige med løbet før os.
Nogle af dem fordi de har løbet sig træt, andre fordi de ikke skulle løbe en så lang distance.
Men vi ser også den anden vej.
På dem som stadigvæk løber, fordi vi er nogle, som ikke er kommet i mål endnu og som stadig er undervejs.

Og så er det sådan, at på denne dag trøster Jesus os på en særlig måde i savnet over dem, som ikke løber sammen med os mere.
Han gør det ved at pege på håb, og vise os frem mod målet.
Han gør det for at sige til os: hold øjnene fast rettede mod det mål. Se frem mod himlen!
Og derfor hører vi i dag om den store hvide flok, som allerede nu står for tronen.
De står med palmegrene i hænderne og de priser Gud og giver ham al ære.

Men hvem er de, de som står i hvide klæder?
Vi får svaret i det, som apostlen Johannes fortæller fra det syn, som han fik, mens han sad i fangenskab på middelhavsøen Patmos, og som han fortæller om i det skrift i Bibelen, som vi kalder Johannes’ Åbenbaring.
Det er dem, der har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.

Det lyder ikke umiddelbart indlysende, at de står i hvide klæder, når de har vasket sig i blod, og det hænger også kun sammen, fordi det netop er Lammets blod.
Det lam, som også kaldes Guds lam, og som Johannes døberen siger om: ”Se der er Guds lam, som bærer verdens synd” (Johs. 1,29).
Det er Jesus der er tale om, og hans blod.
Det er hans blod som renser for synd!

Jeg har et par bukser derhjemme, som er meget beskidte.
De er så beskidte, at jeg helst ikke går nogen steder med dem på. Faktisk bliver de aldrig rene igen, for jeg har brugt dem som arbejdsbukser, når der var noget der skulle males og når der var cykler der skulle repareres og andre ting, som man kan blive meget beskidt af.
Mange af de ting kan man se på bukserne.
Der er maling og olierester og forskellige andre ting på dem, og hvis de nogensinde skulle blive rene igen, så skulle der i hvert fald et meget specielt vaskemiddel til.

Der er vel mange af os, som oplever, at det ikke kun er med bukser, at det er sådan, at de ikke bare kan blive rene og nye igen. Livet har efterhånden givet os vore sår og ar og pletter.
Der er fejltrin og skæverter, som vi har gjort gennem livet.
Måske var det et andet menneske vi gjorde ondt, måske var det vores modvilje mod at tro på Gud eller noget helt tredje.
Det handler alt sammen om det, som med et bibelsk ord kaldes for synd.
Kroppen har sine skavanker, sindet sine ar, og sjælen sine mørke pletter.
Måske prøver vi at forsone os med, at sådan må det være.

Men så er det at vi i dag skal prøve at lytte til dem, som står nærmest ved tronen.
De siger, at ”frelsen kommer fra Gud, som sidder på tronen og fra Lammet.”
De siger, at Lammets blod, er det rensemiddel, som kan vaske alle pletter væk i et menneskeliv.
De siger, at Jesus blod, fjerner alt synd!
Derfor er de rene, de som står i de hvide klæder.
Derfor er de glade og priser Gud og lammet, fordi de har fået tilgivelse for alt.
At blive renset i lammets blod, det vil sige at tro på Jesus og regne med hans frelse.

Den frelse er vi alle blevet sat ind i ved dåben. Der blev tegnet et kors for os, som et tegn på hvem vi skulle tilhøre, og den hvide kjole blev måske brugt, netop som et tegn på, hvordan Gud tilgiver og gør ren.

Og så lød lovprisningen til Gud også ved vores dåb: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed, har genfødt os til et levende håb, ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”.
Det er det håb, som Jesus peger på – det er det håb som vi minder hinanden om i dag – det er det håb, som vi minder hinanden om, når vi tager afsked med en af dem, som har løbet sammen med os – kort eller langt – derfor lyder den samme lovprisning også ved enhver kristen begravelse.

Det er ikke et håb, som vi tager ud af den blå luft.
Det er ikke et håb, som vi opfinder til lejligheden.
Det er et håb, som vi har, ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Det er et håb, vi har, fordi Jesus er opstået, og gået foran os. Derfor peger han mod målet – mod himlen, og siger til os, hold målet for øje, for det er sådan du bedst når det.
Vi er sat her på jorden til at leve livet her på jorden.
Det betyder, at vi skal være optaget af det liv vi lever her, men det betyder ikke, at vi skal blive så optaget af det, at vi glemmer målet.

En gammel legende fortæller om en trane og en svane.
En smuk svane kom en dag og slog sig ned ved bredden af en dam, hvor der var en trane som vadede omkring og søgte efter snegle.
Nogle øjeblikke betragtede tranen den smukke svane i stum forundring, og så spurgte den: ”Hvor kommer du fra?”
”Jeg kommer fra himlen,” svarede svanen. ”
Og hvor er så himlen,” spurgte tranen.
”Himlen” svarede svanen.
”Har du aldrig hørt om himlen?”

Og så begyndte den at beskrive himlens pragt.
Men al dens begejstring vakte ingen interesse hos tranen.
Til sidst spurgte tranen: ”Er der snegle dér?”
”Snegle” gentog svanen,” nej, det tror jeg ikke der er”
”Ja, så kan det være det samme,” sagde tranen, mens den fortsatte sin søgen, ”så kan du beholde din himmel for dig selv, for jeg vil have snegle!”

Nogle gange kan vi måske godt finde på, at opføre os, som en trane der leder efter snegle.
Vi kan blive så optaget af livet, at vi helt taber målet af syne.
Vi kan blive så optaget af at leve livet, at vi helt glemmer hvad det er Gud har givet os i dåben.
Han har sat os ind i sit rige og gjort os til sine børn.
Han har givet os syndernes forladelse for Jesu skyld.
Den som tager imod det og lever i tro på det, får det for intet. Derfor er det at Jesus i dagens tekst taler om, hvem der er salig. Det er den som hører til hos Jesus, for salig det er ikke noget som man først bliver engang, når løbet her på jorden er afsluttet.
Salig det kan man være allerede nu.

Salig det betyde lykkelig, og det er ikke de unge, de rige og smukke, som Jesus siger er lykkelige.
Nej, lykkelig – salig, det er den, som hører til hos Jesus.
Salige er de fattige i ånden, siger Jesus, for de har ikke noget at betale med, når det gælder evigheden, og må altså få Himmeriget gratis – alene for Jesu skyld.
Salige er de som sørger – de skal trøstes af Jesus, som peger mod målet og giver håb.
Salige er de sagtmodige – de har ikke selv mod, men Jesu giver dem mod til at se frem mod den dag de skal stå for tronen.

Salige er de som hungrer og tørster efter retfærdighed – de ser, at de ikke selv har nogen retfærdighed for Gud, og de hungrer og tørster efter den, og de mættes, fordi Jesus giver dem sin retfærdighed.
Salige er de barmhjertige – de lever selv af Guds barmhjertighed – den han har vist i Jesus.
Salige er de rene af hjertet – for de beder forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Derfor skal de se Gud, som tilgiver dem al synd, for Jesu skyld.

Salige er de, som stifter fred – Jesus sender dem ud, med ordene ”fred være med jer.” Fred med Gud og fred med mennesker, for Jesu skyld.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed – ikke deres egen retfærdighed, men Jesu retfærdighed, derfor er Himlen deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.
Der hvor ordet om Jesus Kristus som verdens frelser lyder, der vækker det altid modstand.

Men saligt er det alligevel at fortælle om ham, for salighed det er at høre til hos Jesus, og det kan man gøre uanset hvad andre siger og gør, og man kan gøre det allerede nu, mens man stadig løber på vej mod målet – på vej mod himlen og gensynet med dem, som er kommet foran.
Amen.

Salmer: 354 – (448) – 556 – 571 – 569.