Sidste søndag i kirkeåret – 1. tekstrække

Engang var jeg ude med raslebøssen for Dansk Flygtningehjælp. Man får mange mærkelige oplevelser på sådan en tur. Man giver også nogle. En dum køter fik for eksempel en luns af mit ene lår. Men hunden gav faktisk en halvtredser, så det skal være den tilgivet.

De fleste, der er hjemme, vil godt give noget. Nogle siger, at de har givet over telefonen, andre at de ikke har nogle penge. Så er der enkelte, der siger nej på så indædt en måde, at man er klar over, at det her er et princip. De har taget stilling; de vil ikke give en øre. Det kan faktisk godt tænkes, at de ville have givet til Folkekirkens Nødhjælp eller Røde Kors, det kan man ikke udelukke; men flygtningehjælpen – nej. Heller ikke selv om det faktisk ikke gik til yderligere islamisering af Danmark, men til flygtninge i Darfur.

Det er, hvad det er. De har i det mindste en slags grund til at sige nej. En politisk grund. Det er en tåbelig grund, men det er dog en grund.

Men hvilken grund har mennesker, der siger, at de gerne vil støtte den gode sag, til så at stå og rode i pungen efter en tier?! De bor i en villa til 2½ millioner, og bilen er ikke to år gammel. Men de står helt åbenlyst og roder i pungen efter en tier. Det er næsten endnu mere ubegribeligt. Det er faktisk i mine øjne et større problem end folk, der af en eller anden mærkelig grund ikke vil give en rød reje.

På en måde er det selvfølgelig håbløst. Ordet “næste” giver næsten ikke rigtig mening længere, når frygtelig lidelse udspiller sig lige for øjnene af os – 5000 km borte. Hvordan kan man sige, at de er vores næste? Og hvordan kan man sige, at de ikke er det?

På en måde er det håbløst. Jeg gik ruten sammen med vores Maiken, og da vi var færdige, sagde hun: Nu har jeg sådan en dejlig god samvittighed. Har du ikke også god samvittighed nu, far? Og jeg blev jo nødt til at sige: Nej, det har jeg ikke. Jeg har jo også kun kradset i overfladen. Jeg har også kun givet af min overflod – hvilket kristeligt vil sige, at jeg intet har givet og intet har gjort!

Så det er lidt håbløst: Jeg kan ikke se, hvordan man nogensinde kan komme dertil, at man kan sige: Nu har jeg givet nok, nu har jeg god samvittighed. Men det kan heller ikke være rigtigt, at man aldrig kan sige det! Hvis man som kristen kommer frem til, at nu har jeg gjort min pligt, så skal man også kunne sige, at dermed har jeg ikke dårlig samvittighed længere. Jeg kan ikke redde hele verden; men jeg kan redde nogle få. Og hvis jeg som kristen kommer frem til, at jeg ikke har gjort min pligt endnu, så ved jeg jo godt, hvad jeg så må gøre: Så retter jeg op på det så hurtigt som muligt.

En af de bedste danske romaner, jeg nogensinde har læst, er Christian Jungersen: Undtagelsen, der fik Boghandlernes Pris for årets bedste danske roman. Her fortæller han om et Dansk Center for Information om Folkedrab, hvor unge, dygtige forskere studerer og formidler viden om folkedrab rundt omkring på kloden. De har en enorm indsigt i de værste sider af mennesket. En af dem studerer specielt ondskaben som tema – og samtidig opdager de slet ikke, at de på deres lille arbejdsplads er ved at køre en medarbejder i sænk ved hjælp af præcis de samme ondskabens redskaber, som de studerer i folkedrabene rundt omkring i verden! En af forskerne, Malene, får så en aften besøg af Gunnar, en meget dygtig, lidt ældre journalist. Han har en flaske vin med, og han er selv sådan i lidt godt humør. Så på et tidspunkt ud på aftenen siger han (s. 494): “Vi ved alle sammen, at for eksempel den flaske vin jeg havde med herover, kunne betale vaccinationer for tyve børn og redde livet for mindst ét. Ligesom tyskerne under Anden Verdenskrig. De vidste at jøderne blev slået ihjel, men de lukkede af for hvad det egentlig betød.” Malene holder om knoerne på sin højre hånd og siger: “Det er da ikke det samme. Dengang dræbte staten. Du taler om at give nødhjælp.” “Jo, det er fuldstændig det samme. Vi går rundt i sko som vi ved børn er blevet slidt invalide af at fremstille. Vi drikker kaffe som vi ved er købt til underpriser, så mennesker sulter.”

De har allerede tømt hvert deres store juiceglas. Gunnar læner sig ind over bordet, han tager hendes ømme højre hånd. Han luner den mellem sine hænder og siger: “… Jeg håber sådan at verden engang bliver et bedre sted. Men hvis det sker, vil vores børnebørn om tredive år se på os som de nu ser på deres nazistiske bedsteforældre og sige: ‘Jeg forstår dig bare ikke’.
Vi vil svare: ‘Jamen, dengang var det helt almindeligt at lade mennesker sulte – og at lade hele landsbyer dø af sult for at man selv kunne få billigere kaffe.’ Og vores børnebørn vil spørge: ‘Jamen, vidste I det ikke?’ ‘Jo, vi vidste det alle sammen. Vi tænkte bare ikke over det. Vi vidste det – og vi tænkte ikke over det. Det var helt almindeligt, da vi var unge.’
… Til den tid er de unge aldrig selv blevet sat i den situation. Derfor vil de hade os. De vil sige: ‘Morfar, jeg kender dig jo kun som en rar, gammel mand. Du må have været helt anderledes dengang. Hvordan kunne du gå i biografen eller ud at spise når du vidste at de penge, du brugte til sjov på en enkelt aften, kunne redde et barns liv? Hvordan kunne du nyde filmen og maden mens du vidste, at de mennesker døde?’ Så siger vores børnebørn: ‘Jeg har tænkt meget over det, for jeg vil gerne forstå dig. Men jeg ved helt sikkert at sådan ville jeg aldrig selv kunne gøre.’
Det at man overhører et lille glimt af tvivl i sig selv – det er ondskab. Ingen ved jo selv at de er onde. Sådan er ondskaben. Et lille glimt af tvivl om man gør det rigtige. Det er den eneste chance man får for at vælge det gode. Og måske får man kun glimtet et kvarter hver anden måned. Måske mindre.”

Ved vi det godt? Jaeh, vi ved det godt. Vi ved det et kvarter hver anden måned. Dér kommer det lille glimt af tvivl, om man gør det rigtige. Eller vi ved det i det mindste et kvarter hvert andet år, nemlig når denne tekst bliver prædiketekst.

Det virkeligt slemme ved Grosbøll var jo ikke, at han ikke troede på Gud. Det er der så mange, der ikke gør. Det slemme var, at han ikke troede på Gud og så alligevel som præst stod og sagde, at det gjorde han: ”Jeg tror på Gud Fader den Almægtige, jeg tror på Guds Søn, jeg tror på Helligånden.” Og denne skændsel blev fastslået med syvtommersøm, da biskop Lindhardt forklarede den undrende presse, at han nu havde forhørt Grosbøll og forlangt, at han “som et dåbsbarn” skulle fremsige trosbekendelsen; det havde han gjort, og så var alt jo godt – vel at mærke uden han havde trukket det bitterste tilbage! Hans trosbekendelse og hans vantrosbekendelse stod der og skreg ad hinanden. Og Lindhardt siger til de undrende journalister: “Det er bare, når han snakker med sådan nogle som jer, det går galt!” Ja, for journalister er vant til at bore i ord. Og de kan se, det her ikke hænger sammen. Det er kun teologer, der ikke kan se det. For de er vant til at gemme sig bag ord. Uforståelige ord.
Det er ikke mærkeligt, at folk har fået det indtryk af kirken, at den er det sted, hvor ord ikke gælder. Kirken er det sted, hvor ord intet betyder. Og vi er meget forargede.

Hvordan står det så til med os? Befinder vores ord og vores gerninger sig det samme sted? Tror vi på det, vi tror på? Handler vi efter det, vi siger? Eller befinder vi os præcis i Grosbølls situation? Måske ikke, så vi tror ét og siger noget andet, men måske så vi tror ét og gør noget andet – eller så vi siger ét og gør noget andet. Er vores bibeltro fællesskaber også et sted, hvor ord ikke gælder? Hvor ord intet betyder?

Det kan jo sagtens være, at man har grunde til ikke lige at ville give noget dén dag og til dét formål. Det kan også godt være, at på dommens dag vil en studerende på SU kunne slippe godt fra at have stået og rodet efter en tier i pungen. Det kan også godt være, at en studerende uden SU kan slippe godt fra at have stået og rodet efter en femmer. Men kan vi andre? Det handler om frelse og fortabelse.

Jamen vi frelses da ikke efter vores giversind! Vi frelses da af nåde! – Ja, men vi dømmes efter vores giversind! – blandt andet!

Vi frelses virkelig af tro alene. Ingen skal forsøge sig med at købe sig frelse ved gode gerninger eller ved gode gaver. Vi frelses af tro; det er det eneste, der spørges efter på dommens dag. Men denne frelsende tro bevidnes af vore gerninger. Det har ikke noget med fortjenstfuldhed eller gerningsretfærdighed at gøre, men det har med vidnesbyrd at gøre: Vi dømmes ikke efter vore gerningers fortjeneste, men efter deres vidnesbyrd.

Det her er noget, vi vistnok ikke er ret gode til at tale om. Men dommen efter gerninger er noget, Det nye Testamente taler om overalt. Selv Paulus, Det nye Testamentes ekspert i trosretfærdiggørelse, taler om det: “[Gud] vil gengælde enhver efter hans gerninger: Dem, der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han gengælde med evigt liv; og over dem, der søger deres eget og er ulydige mod sandheden, men lydige mod uretten, kommer vrede og harme. Nød og angst rammer hvert menneske, som gør det onde, både jøde, først, og græker; herlighed og ære og fred får enhver, som gør det gode, både jøde, først, og græker” (Rom 2).

Vi skal ikke give, så folk kan se det. “Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Lad være med at fortælle nogen, at du har samlet ind til Dansk Flygtningehjælp. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.”

Det er en sag mellem Gud og den enkelte, og det skal vi ikke gå og rode i og stille hinanden til regnskab for; hver må stå for sin egen Herre.

På den anden side siger 1 Peters brev: “Lev jeres liv blandt hedningerne sådan, at de netop ved det, de bagtaler jer for som forbrydere, kan få syn for jeres gode gerninger og prise Gud for dem på hjemsøgelsens dag.” 1 Pet 2,12. Vores liv og vores ord må ikke prædike imod hinanden. Vores liv må ikke vidne imod vores vidnesbyrd.

På dette punkt er det så, vi plejer at understrege, at der jo ikke står noget om, at vi skal sælge alt og give det til de fattige; det var kun en enkelt, der fik den besked, og Bibelen har ikke noget fattigdomsideal osv.

Og det er faktisk rigtigt altsammen. Det er endda meget vigtigt. Bibelen har ikke noget fattigdomsideal. På den anden side har den et meget konkret giverideal: “Dem, der er rige i den nuværende verden, skal du byde, at de ikke må være overmodige og ikke skal sætte deres håb til usikker rigdom, men til Gud, som rigeligt skænker os alt, hvad vi behøver. Du skal byde dem at gøre godt og være rige på gode gerninger, at være gavmilde og dele med andre, og samle sig en skat som en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv” (1 Tim 6,17ff).

Problemet med den tekst er, at det er noget, vi faktisk kan gøre. Det er ikke en ekstrem, urealistisk tekst om at “sælge alt, hvad vi har, og give det til de fattige” – hvad den enkelte af os gør ved det, bliver op til den enkelte. Men er man ligeglad og intet gør, har man også afsløret, at man hverken angrer eller tror.

Jamen hvornår har jeg så gjort nok? Hvornår har jeg givet nok? Det er helt forkerte spørgsmål. Det er selvretfærdighedens og gerningsretfærdighedens spørgsmål: Hvornår har jeg gjort nok? Hvornår har jeg givet nok? Jeg kommer for sent til at gøre nok, for Jesus har gjort nok. Jesus har givet nok; han har givet sit blod, og det er nok. Jeg skal blot komme til Kristus og lade mig frelse af fri nåde – uden betingelser, uden gode gerninger. Jeg skal komme til Kristus og lade mig elske frit. Og så skal jeg gå ud i verden og elske frit. Jeg skal ikke gøre nok. For Jesus har gjort nok.

Jesus frelser selv de største syndere. – Dem, han ikke kan frelse, det er hyklerne. Det er dem, der tror ét og siger noget andet. Eller prædiker ét og gør noget andet. Eller tror ét og handler helt anderledes.

Det her er ikke et teoretisk pindehuggeri, hvor man sådan dogmatisk skal holde tungen lige i munden og så alligevel kan risikere at gå fortabt på dommens dag, fordi man har kludret i det med at skelne principielt mellem gerningernes fortjenstfuldhed og gerningernes vidnesbyrd. Det får helt konkrete konsekvenser for den måde, hvorpå vi nu fortsætter vores liv:

Hvad gør jeg, hvis jeg erkender, at jeg ikke kan have god samvittighed, for eksempel over mit giversind; jeg har ikke gjort min pligt? Går jeg så bare ud og gør min pligt? Render jeg efter ham med indsamlingsbøssen, render jeg efter ham med kollektkurven og siger, hov du, jeg glemte lige at jeg også havde et par sedler i baglommen?

Nej, nej, det går alt for stærkt. Jeg render efter Kristus i stedet for! Jeg kan ikke købe noget som helst, og jeg kan ikke betale noget som helst. Jeg render hen til ham, som allerede har købt mig. Og så beder jeg om tilgivelse. Ikke sådan i generel pietistisk bodsstemning, at jeg sådan generelt er en synder, men fordi jeg ikke gjorde min konkrete pligt her og nu. Her har jeg noget meget konkret at bede om tilgivelse for, og lige så konkret får jeg tilgivelse, helt uden betingelser, helt uden.

Har jeg dårlig samvittighed, går jeg ikke først ud i verden og gør min pligt. Jeg går først til Kristus og hans nåde. Og bliver der. Og hviler ud dér. Et godt stykke tid. Lader mig gennemelske af hans glade, varme smil. For jeg er selv en af de sultne, han har mættet; jeg er en af de nøgne, han har klædet; jeg er en af de tørstige og fremmede og fængslede, som han gav vand og tog imod og besøgte.

Derefter kan jeg rejse mig op og gå ud i verden og gøre min pligt. Men også først da. Hvis jeg går for hurtigt frem, hvis jeg går lige fra min syndserkendelse og ud til min pligt, så hjælper mine pligtgerninger intet. De bliver bare til gerningsretfærdighed og selvretfærdighed.

Dårlig samvittighed er en dårlig drivkraft. Dårlig samvittighed kan aldrig drive mig til kærlighed. Den kan kun drive mig til sur pligt, og den kan drive mig til hykleri! Den dårlige samvittighed må i stedet drive mig til Kristus, til korset, hvor jeg “befries for ond samvittighed”, som Hebræerbrevet siger det, og hvor jeg ved dåbens nåde får god samvittighed, som 1 Peters brev siger det: trosretfærdiggørelsens frigjorte samvittighed. Dét er den gode drivkraft! Derfra går jeg ud i verden og gør min pligt. Jeg kan ikke tjene mennesker, hvis ikke først Menneskesønnen har tjent mig.

Det er ikke så let, det med frelsen af nåde og retfærdiggørelsen af tro på den ene side, og så på den anden side dommen efter gerninger. Men det er livsvigtigt i troslæren, og det er livsvigtigt i forkyndelsen. Svækker vi talen om frelsen af nåde og retfærdiggørelsen af tro, fordi vi så gerne vil have folk til at knokle og arbejde og ofre og give lidt mere i kollektkurven, så udvikler vi et miljø af trælbundne mennesker, som enten bliver hovmodige og selvretfærdige, eller også bliver de fortvivlede. Men svækker vi talen om dommen efter gerninger, fordi folk skal have lov til at hvile i nåden og nøjes med det og helst ikke blive nervøse og ikke “forgive” sig og tage tingene for tungt, så udvikler vi et miljø af dovne, selviske mennesker, der ikke tager sig af andre og er ligeglade med det største bud af alle. I begge tilfælde risikerer vores tro at dø.

Men det er ikke så let, det med frelsen af nåde og dommen efter gerninger. For at fastholde det, tænker jeg ofte på Jesu billede med vintræet og grenene i Joh 15: “Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.”

Det her er frelse af nåde – og dom efter gerninger! Hvordan kommer en gren op på træet? Fordi den har fortjent det? Kommer vi op på træet, fordi vingårdsmanden går rundt mellem en hel masse løse grene, der ligger på jorden, og leder: “Hov, der ligger en gren og bærer frugt helt af sig selv! Den har sandelig fortjent at komme op på træet!” Nej, vi indpodes på Kristus af nåde. Vi føjes ind på ham, fordi han har forbarmet sig over os. Hvis vi kommer til ham, viser han os ikke bort. Når vi døbes i hans navn, podes vi ind på ham. Vi er allerede rene på grund af det ord, han har talt til os!

Derefter begynder vi at bære frugt. Fordi hans Hellige Ånd flyder gennem os, flyder i vore årer, når ud af vores liv og ud til andre. Hver eneste af os, som bærer frugt, renser han, så vi bærer mere frugt. Han bruger også sommetider kniven, som skærer og sårer, og det vil blandt andet sige, at han bruger en tekst som den her. Den kan man ikke læse usåret og uskadt. Men kommer man igennem en tekst som den her og overlever, så renses man og bærer mere frugt. Sådan bevidner frugten vores livsforbindelse med Kristus.

Men der er også grene, der aldrig bærer frugt. Visne grene, hvor livsforbindelsen til Kristus er død. De skæres bort og kastes ud. Til dem siger han: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. Det er grene, som brændes op. For Kristus var sulten, og de gav ham ikke noget at spise, Kristus var tørstig, og de gav ham ikke noget at drikke, Kristus var fremmed, og de tog ikke imod ham, Kristus var nøgen, og de gav ham ikke tøj, Kristus var syg og i fængsel, og de så ikke til ham.

Således frelses vi af nåde – men dømmes efter vore gerninger. Vi dømmes ikke efter gerningernes fortjenstfuldhed, men efter deres vidnesbyrd.

Men hvornår har vi så båret frugt nok? – det er et helt forkert spørgsmål. Det er selvretfærdighedens og gerningsretfærdighedens spørgsmål. Som Olav Valen-Sendstad engang skrev det: Det er Faderen, der er vingårdsmanden, ikke os. Det er ikke os, der skal lede efter frugt. Hvem har nogensinde hørt om et æbletræ, der rykker sig selv op med rode og valser rundt om sig selv for at lede efter frugt?! At lede efter frugt er vingårdsmandens opgave. Vi vil aldrig kunne forstå det. Vi vil altid lade os narre af facade og udvendighed. Det, der er grenens opgave, det er: At blive, hvor den er. “Bliv i mig, og jeg bliver i jer. … Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt”. Vi skal blive stående, hvor vi står. Vi skal hvile i nåden. Vi skal leve af nåden, så kan vi leve for vores næste. Nåden skal være nok for os, så kan vi være nok for vores næste.

Til den sidste søndag i kirkeåret har man valgt en tekst, der peger hen på den sidste dag i kirkehistorien: dommens dag, den sidste dag i verdenshistorien. Mere passende kan det ikke blive. For mig er den tekst ofte en kilde til stor forargelse over en folkekirke, der kan prædike og prædike over verdensdommen – og hverken komme ind på fortabelsens mulighed eller den evige ild. Det er faktisk en af de ting, jeg oftest tænker på, når jeg tænker på denne tekst. Netop fordi selve teksten og selve tanken er så forargelig og så frygtelig, som den er, er det så forargeligt og så frygteligt, at så mange præster og prædikanter kan prædike fuldstændig ved siden af den, sådan som de gør.

Det gør vi ikke. Vi lader teksten stå, som den står, og tale, som den taler. Spørgsmålet er bare, om vi gør, som den taler.