Søg efter:

1. søndag i advent – 2. tekstrække

september 22, 2021

1. søndag i advent rummer flere temaer:

– det er begyndelsen på et nyt kirkeår

– det er den første søndag i ”ventetiden” op mod jul

– denne ventetid peger frem mod Guds rige, der kommer

 

Jeg vil anbefale, at man ”gemmer” det tredje perspektiv til 2. søndag i advent, og i stedet tager fat om et af de to første.

Begge perspektiver – ny begyndelse og at vente – findes i teksterne, der alle drejer sig om temaet forventning og opfyldelse. Esajas 42,1-9 er en pragtfuld vision, der beskriver ”det nye” – Guds rige – og forventningen om det. Læsningen fra Ny Testamente siger det samme på sin måde: Natten er fremrykket, dagen er nær. Og i evangelieteksten citerer Jesus først forventningen fra Esajas og siger så: Nu er det gået i opfyldelse!

Ud over temaerne ”at vente” og ”ny begyndelse” rummer evangelieteksten også et bi-tema, der dog hænger nøje sammen med dagens andre temaer: Forventning kan skuffes!

Hvad skal man så gribe fat i? Det afhænger af mange ting, herunder også, om søndagen er en familiegudstjeneste (som mange steder).

 

 

Prædiken (ikke familiegudstjeneste) 

Ethvert musik-stykke har en grundstemning. Stemningen kan være trist som en december-dag, hvor himlen er sort, og det aldrig bliver rigtig lyst. Eller stemningen kan være lys og legende som en sommerdag ved havet. Eller stemningen kan være fortættet, som om noget vil ske.

 

Et musikstykkes stemning afspejles i stykkets tema. I dets tempo. Ja, i hele dets komposition. Og ofte formår musikken med sit sprog at nå vore følelser og at udtrykke, hvad ord ikke formår.

På samme måde har adventstiden sin grundstemning. Grundstemningen hedder forventning. Adventstiden er som et musikstykke, der gennemspiller forventningens tema gennem fire søndage. Det gælder i særlig grad 1. søndag i advent.

 

Forventningen mærkes i de sange, vi synger.

”Der er noget i luften”, synger vi.

”som rosernes duften

som fuglenes fryd”.

Og salmerne i kirken synger med på den samme grundstemning:

”Blomstre som en rosengård

skal de øde vange”.

 

 

Forventningen er også i de traditioner, der hører til. Adventskransen bringer midt i den golde vintertid håbets grønne farve ind i vore stuer. Den minder os om liv, der skal komme. Vi tænder lys i kransen. Lysene spreder det dunkle og triste, og taler på sit eget sprog om, at mørketiden ikke varer ved.

Forventningen mærkes også i gudstjenestens tekster i dag. Der skal komme en Guds tjener, sagde profeten Esajas fra alteret. Han skal bringe ”ret til folkene”. Han skal blive ”til et lys for folkene”.

Han skal ”åbne de blindes øjne, føre fangerne ud af fængslet”. Med sine billeder rammer ordene den samme stemning: forventningen. En dag skal Gud sende sin tjener og gøre alt godt. Og i den anden af læsningerne er det samme tema, den samme stemning, når der siges: Natten er fremrykket, dagen er nær. Natten, mørket, døden, de dunkle, triste, onde.  Det er fremrykket. Som er det nattens sidste time. Lyset anes. Solen står op. Mørket taber.

 

Lad os for et øjeblik forlade kirken i Tyrstrup/Hjerndrup og tage til Nazareth. Det er sabbat. Mere end nogen anden sabbat i Nazareth er det forventningens sabbat.

Det var gået fra mund til mund de sidste dage. Jesus kommer. Har du ikke hørt, at han har prædiket i mange synagoger i omegnen? Hans ord er ikke som andres, siger de, der har hørt ham. Det er som om Gud er i dem. Og så har han gjort undere. Store ting som ikke er set siden de store profeters dage. Han kommer. Mon han er den, Gud har lovet skal komme? Guds tjener, som Esajas har skrevet om?

Jesus læser fra Esajas, og ordene skubber endnu mere til forventningen. De forløser den tætte stemning. Ordene virker som et prik på en boble, der er næsten færdig til at briste. Ja, ja, siger nogen. Ja, mumler flere. Nu er Guds rige! Da siger Jesus: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” Da brister boblen af fortættet stemning. Alle giver de ham deres bifald. De føler dybt inde Guds nærvær. Så bliver der stille. Hvad nu? Hvad vil han sige? Hvad vil han gøre? Da er der én, der mumler: Det er jo bare Josefs søn. Hold nu op! Alt det gamle sludder.

Da vender stemningen. De troede, han var Messias. Nu drager de hastigt deres konklusion: Han førte dem bag lyset! Forventningens boble var en sæbeboble, der skinner flot i lyset, men intet indhold har. Da forsøgte de at slå ham ihjel. Det lykkedes ikke – denne gang.

 

 

Adventstiden er forventningens tid. 1.søndag i advent er forventningens søndag. Beretningen fra Nazarets synagoge sætter fokus på et bestemt spørgsmål. Den spørger: Vil vore forventninger blive opfyldt? Eller vil de briste som sæbeboblen? Beretningen spørger: Alle de fine og dyre ord i kirken. Om lys i mørke. Om håb. Om forløsning og frelse. Er der indhold i dem? Eller er det stemning og smuk tale og retorik og… ingenting? Som en sæbeboble.

Spørgsmålet er vigtigt. 1.søndag i advent er – foruden at være begyndelsen på adventstiden – også begyndelsen på et nyt kirkeår. Hvad er mere vigtigt ved begyndelsen af en ny række af gudstjenester at spørge: Det, der sker her – i gudstjenesten – med alle dens ord om Gud – er der indhold i det? Bærer alle forventningerne til Gud på en åndelig virkelighed?

Spørgsmålet er åbent. Det er til os. Vi må hver især træffe vores egen afgørelse. Ingen kan gøre det for os. Jesu eget svar til os i dag er det samme som i synagogen i Nazareth: Ja – det er sandt, siger han. Det er virkeligt. Gud har mødt din forventning. Gud er blevet menneske. Jesus har båret din skyld og død. Han er dig nær igennem alle dine dage. Engang skal du opleve frelsen og leve i Guds lys. I dag er det opfyldt! Og spørger vi tilbage: Jamen, hvordan kan jeg vide det? Da svarer Jesus tilbage i dag som dengang: Det kan du ikke vide. Du kan kun tro det.

At styrke den tro. At nære den. At holde den ved lige og lade den vokse. Igen og igen at slå forventningens tone an – det er hvad gudstjeneste skal. I både adventstiden og gennem hele kirkeåret.