2. søndag efter helligtrekonger – 2. tekstrække

Evangelieteksten

Johannes tidsfæster Jesu samtale med den samaritanske kvinde til den sjette time, altså kl. 12 middag, hvor der nok kunne være grund til at hvile sig i middagsheden. Og da den samaritanske kvinde kommer, beder Jesus hende give ham noget at drikke. Det forbavser hende, at Jesus som jødisk mand vil bede hende om noget at drikke. Jøderne ville ikke have med samaritanerne at gøre, fordi de ikke blot var et blandingsfolk, men også ansås for at blande hedenskab ind i deres religion, selvom de havde Mosebøgerne som hellig skrift – et vidnesbyrd om, at Mosebøgerne i hvert fald må være blevet til inden rigets deling efter Salomos død.

I den følgende samtale, taler hun og Jesus forbi hinanden. Hun opfatter Jesu billedtale bogstavelig.

Udtrykket “levende vand” brugtes på hebraisk om kildevand i modsætning til cisternevand. Men Jesu ord i den fortsatte samtale viser, at han taler om det evige livs gave.

Da hun stadig ikke forstår Jesu ord, opfordrer han hende til at kalde på sin mand. Og da det i den forbindelse viser sig, at Jesus kender sandheden om hendes hidtidige liv, indser hun, at Jesus er en profet. Hun har åbenbart levet i det, som i dag kaldes et papirløst forhold. Hun har vel været vant til, at nogen har kendt sandheden om hende og har set ned på hende. Hun har vel heller ikke selv været for stolt ved situationen, for hun har ud fra Mosebøgerne vidst, at kærligheden mellem mand og kvinde hører til i et livsvarigt, monogamt ægteskab. Og så var det gået hende anderledes – ikke blot på en anden måde, end Gud har bestemt, men også på en anden måde, end hun selv har drømt om, da hun følte kærligheden for første gang.  I mødet med Jesus har hun følt sig afsløret, men ikke fordømt.

Prædikenen

Dette sted er vel det nærmeste man kommer til vedrørende Jesu stilling til papirløse forhold, og der kan være visse grunde til at komme ind på det, i betragtning af, at 2.s.e.H 3 K fra gammel tid også har handlet om ægteskabet (Brylluppet i Kana).

En svensk kirkemand mener, at denne tekst kan give lejlighed til at tale om privatskriftemålet. Det kan vel ikke kaldes udlægning af teksten, men der er den sammenhæng, at det var, da hendes liv lå åbent for Jesus, at det åbenbaredes for hende, at Jesus er en profet. Det er i hvert fald vigtigt, at Jesus får lov til at afsløre os, hvis han skal genrejse os, ligesom lægen må få lov at konstatere sygdommen for at kunne helbrede.

Evangelieteksten

Nu går kvinden så over til at nævne det gamle stridsspørgsmål mellem jøder og samaritanere, om man skulle tilbede på “dette bjerg” (Garizim) eller i Jerusalem. Begge parter vidste fra 5. Mosebog 12, at Herren kun ville tilbedes ét sted. Her tænkes på den fulde tilbedelse, offertjenesten, for selvfølgelig måtte man bede til Gud fx i synagoger og i hjem. Og nu giver kvinden Jesus lejlighed til at sige noget om, hvorvidt det sted er Zions bjerg eller Garizims bjerg. Inden Jesus svarer, understreger han forskellen på jøder og samaritanere: Jøderne “tilbeder det vi kender”, men samaritanerne “det, I ikke kender” Sådan er det, for “frelsen udgår fra jøderne”. Gud har knyttet verdens frelse til Israel. Og jøderne har modtaget fortsat Gudsåbenbaring.

Og så kommer Jesu overraskende svar på spørgsmålet om tilbedelsens sted: De sande tilbedere skal tilbede “i ånd og sandhed”, …

Prædikenen

… og det må – også når man tænker på søndagens andre tekster – være væsentligt, at prædikenen tager dette emne op, “gudstjenesten i ånd og sandhed.” Der har været tider, hvor man har tolket “i ånd” = “uden ydre former” og “i sandhed” = “i oprigtighed”. Hvad det første angår, så må vi overlade til grækerne at hævde modsætningen ånd – materie. I Bibelen er det ikke sådan.  Og derfor må det understreges, at gudstjenesten skal ske i Helligåndens kraft.

Gudstjenesten skal også gerne være oprigtig, men det helt centrale er, at det er en gudstjeneste “i Kristus”, fordi Jesus er sandheden. Det er i Jesus Kristus som døbte ind i Kristi legeme, Kirken, at vi træder frem for Gud, som det også kommer til udtryk i vore kollektbønners slutning, når vi beder “ved Jesus Kristus, vor Herre.”

Evangelieteksten

Endelig rummer teksten det bemærkelsesværdige, at kvinden taler om, at Messias skal komme og “fortælle os alt” – og at Jesus her vedkender sig, at han er Messias, hvad han jo ellers ikke gør i så direkte form. Først må det siges, at samaritanerne også ventede en genopretter, selvom de normalt ikke brugte udtrykket Messias, men “Thaheb”. Baggrunden for, at Jesus her vedkender sig, at han er Messias, er måske, at samaritanerne ikke ville misbruge det politisk. De har vel ikke haft de forestillinger om en politisk Messias, som mange jøder havde på Jesu tid.

Forslag til salmevalg
2                    Lover den Herre
404                Lover Herren! Han er nær
596                Kender du den livsens kilde
319                Vidunderligst af alt på jord
426                Fred til bod for bittert savn