Septuagesima søndag – 2. tekstrække

At være tro som tjener.
At blive døbt betyder at blive kristen. Da blev vi “født på ny til liv i Kristus”. Det betyder:
* Jesus Kristus er herre over vort liv.
Som kristne er vi Hans – med legeme og sjæl.
Vi må leve vort liv på Hans regning – og Han
har påtaget sig ansvaret for os.
* Vi er sat her i livet til at være Hans tjenere.
Vi skal ikke leve for os selv; men for Ham –
og det gør vi ved at tjene vor næste
med alt det, vi har fået givet.

Lignelsen om de betroede talenter vil lære os det – og advare os imod at misbruge vort liv ved at være uvirksomme – eller kun tænke på os selv.

Det er tydeligt nok, at herren i lignelsen er et billede på Jesus, som nu er “rejst til udlandet”. Han var midt iblandt os på jorden; men nu sidder Han “ved Gud Faders, den Almægtiges højre hånd, hvorfra Han skal komme at dømme levende og døde”, som vi udtrykker det i Trosbekendelsen. Mens vi venter på Hans genkomst, har Han betroet os at være tjenere, som skal forvalte alt det, vi har fået givet af Ham. Det er vore talenter. Og vi har fået dem på Hans risiko.
En talent i guld dengang svarer i dag til knap en million kroner. Det er altså en meget stor sum, tjenerne bliver betroet, da deres herre rejser udenlands. Han giver dem hele sin formue.
Nogle fik fem talenter, andre to, atter andre kun en enkelt. Men alle fik alligevel uendelig meget!
Tænker vi lidt nærmere over, hvad vi har, er det ikke svært at lave en lang liste over alle vore talenter: vore evner, vor forstand, vor indsigt, vor kunnen, vor ejendom, vor fantasi, vore kræfter, vor tid, vore penge, ja, hele vort liv er som en stor formue, vi har fået betroet.
Nogle har fået meget af det hele, andre kun lidt. Nogle har et særligt talent på ét område, andre på en andet. Hos nogle kan vi tydeligt se mange talenter. Hos andre er de sværere at få øje på. Og nogen vil sikkert sige om sig selv, at de stort set ikke har fået noget.
Nogle kan udrette store ting og være til megen gavn for mange. Andre har kun kræfter til i deres stille sind at forme en bøn for deres børn eller børnebørn – eller møde en besøgende med milde øjne.
Det afgørende i Jesu lignelse er imidlertid ikke, hvor meget hver enkelt har fået, men hvad vi gør ved det, vi nu engang har: Om vi bruger det for at tjene – eller om vi graver os ned i et hul i jorden. Derfor er det helt forkert, hvis vi begynder at måle os med de andre. Det fører altid til enten hovmod eller mismod – til overlegenhed eller misundelse. Vi skal i stedet se på det, vi nu har fået – meget eller lidt – og så skal vi bruge det i tjeneste for vor næste. Det er sådan, vi tjener Kristus, vor Herre. For Hans gode gaver til os, vokser kun ved at blive brugt. Hans kærlighed til os bliver kun større, når vi giver den bort.

Det handler om at forvalte det, vi er blevet betroet, med troskab, så vi tjener de andre med vores formue af talenter. Det er dét, vor Herre kalder os kristne til. Og det er vor forvaltning af de betroede talenter, Han til sidst stiller os til regnskab for: Hvordan har vi brugt den formue, vort liv er? Han spørger ikke efter, hvor meget vi fik ud af det; men om vi var tro over for det, vi fik, så vi brugte det til tjeneste og vovede at give det bort i kærlighed.
Det, der var galt med ham, som gravede talenterne ned i et hul i jorden var jo, at han af frygt for risikoen gemte det hele væk og kun sørgede for sig selv. Han var bange for at involvere sig, men sørgede for at betale enhver sit, så han til sidst kunne stå med rene hænder. “Se, her har du, hvad dit er”, sagde han til sin herre. Underforstået: “Jeg skylder ikke nogen noget. Jeg har ikke gjort noget. Jeg har bare passet mig selv”. Det var hans store fejltagelse, ja i virkeligheden hans livs fallit: “Du dårlige og dovne tjener … den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren”.
Han havde kun levet for sig selv – og kun sørget for sit eget. Når regnskabet for et sådant liv skal gøres op, er der kun tab – og gråd og tænderskæren over et forspildt liv. I mørket udenfor Himmeriget får man kun efter fortjeneste. Han havde valgt at grave sine talenter ned og lukke sig selv ude fra kærlighedens liv. Han havde til sidst kun det, han altid søgte: sig selv og sit eget. Det var frygten, der drev ham. For han kendte kun sin herre som en hård mand: “Af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden”. Vi kender også til den frygt, som gør os uvirksomme og indelukkede. Det kan være frygten for ikke at gøre det godt nok. Vi kan blive så bange for at lave fejl, at vi slet ikke får gjort noget. Det kan være frygten for at blive udnyttet. Vi bliver bange for at andre skal misbruge os. Det kan være frygten for at involvere sig i andres liv, måske deres nød eller ulykke. “Jeg ville ikke spørge” – Eller: “Jeg ville ikke blande mig”, siger vi. Vi blev bange for at det ville koste os selv noget, derfor holdt vi os tilbage. Eller det kan bare være frygten for at komme for tæt på andre. Hvis det sker, bliver vi måske bange for, at de andre kommer for tæt på os – og opdager hvem vi er med alle vore fejl og mangler. I stedet for at gøre det, der er brug for, skjuler vi vore talenter af frygt for konsekvenserne – altså af frygt for dommen over vort liv. Men lignelsen i dag viser, at dét er et helt forkert billede af vor Herre, Jesus Kristus. Han er ikke en hård mand, som stiller urimelige krav. Tværtimod giver Han os alt som en betroet gave. Og når Han kalder os til at give det bort i tjeneste for andre, er det helt på Hans ansvar. Det er Ham, der tager risikoen, hvis det mislykkes. Vi skal ikke leve vort liv i frygt, men i tillid til vor Herre. Han spørger kun efter, om vi vil være tro som Hans tjenere og bruge de talenter, vi har fået, til glæde og hjælp for andre.

En tro tjener er ikke en fuldkommen tjener. Ofte må vi opleve, at vore bedste intentioner bliver misforstået. Andre gange at troskaben ikke blev værdsat, men udnyttet. Og tit blev tjenesten mærket af vor egen svaghed og fejghed. Men vores Herre slår ikke hånden af sine tjenere, og Han forkaster os ikke selv om vi synder. Han er trofast – selv mod os troløse! Hans tilgivelse og nåde rækker til – også over for de største svigt.
Det er en sådan Herre, der har betroet os talenterne, og som kalder os til at bruge dem i kærlighed over for vor næste. Derfor er det også først og fremmest Ham, vor Herre Jesus Kristus, vi skal lære rigtigt at kende, som den vi kan have fuld tillid til. Det er Ham, der vil rejse os op, hver gang vi falder, og give os tilgivelse til at leve videre på. Det er Ham, der vil række os sin hjælp, hver gang vi ikke kan komme videre. Det er Ham, der forbliver tro imod sin kærlighed til os.

Så kan vi også med glæde gå ud i livet som Hans tjenere og give videre af den kærlighed, vi selv har fået fra Ham. For kærlighed vokser ved at vi giver den bort. Og når vi investerer vore talenter i kærlighed, bliver udbyttet altid stort – for vor næste. Så vil vor Herre også til sidst sige det til os: “Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din Herres glæde!”. For i Himmeriget får vi altid alt af nåde.

Salmer.

698 – 20 – 675 / 585 – 574.