Palmesøndag – 2. tekstrække

Prædikentanker til Palmesøndag, Skærtorsdag, Langfredag og Påskedag

Jeg vil gerne se disse påsketekster i lyset af en helt afgørende side af den levende Guds væsen, som Den hellige Skrift holder frem for os fra 1. Mosebog til Åbenbaringen, men som alt for få prædikener afdækker for os: at Gud er Pagtens Gud – at ethvert menneske alene har Guds velbehag i hans pagt – at det i hans pagt alene vi har nåde og fred hos Gud og dermed evigt liv, medens alt og alle udenfor hans pagt hører den vrede og dom til, som hviler over hele verden.
Påsken handler om de begivenheder, som Guds pagt hviler på – og: hvilede på helt fra Abrahams dage, som det er åbenbaret i Skriften. Forskellen er, at Gud i GT åbenbarede sin pagts grund i billeder, medens han i NT afslørede grunden for nådens og fredens pagt i dens sande skikkelse.

Palmesøndag viser den dybe afstand mellem at ære Jesus som vredens og dommens verden gør det, når den gør det, og hvorledes Jesus får ære og pris i Guds nådes evige rige – den ene  den ære fra mennesker, som Jesus ikke tager imod, den anden den ære og pris, som er fra Gud og udtrykker hans frelsespagts tro.

Teksterne:

Zak.9,9-10: ”Zions Datter”: pagtsfolket, hvis tro fødes ved gudstjenesten på Zion. Vi skal her huske, at gudstjenesten  på Zion iflg. Skriften er et billede af Jesu ypperstepræstelige tjeneste på Golgata (Hebr. 8,5 og 2. Mos. 25,40) Her fødes enhver til pagtens tro (Sl. 87,5)

Fil.22,5-11: Kristus er ophøjet, fordi han led døden. Dette er den magt, som giver ham kongedømme og ære i Guds rige (jf.Hebr. 2,5-9)

Johs.12,1-16: Denne tekst vælges, fordi den stiller synderindens salvning af Jesus overfor folkemængdens hyldest af ham.

Disse tekster giver et enigt billede af, hvad der giver Jesus den sande hyldest her i verden – den ære som Gud selv har givet ham ved at sende ham til verden og udføre den gerning, som er frelsespagtens grund.
Skarens hyldest skyldtes en menneskelig tro og forventning om, at han vil oprette et synligt gudsrige iblandt  dem. Det fik de ikke. Tværtimod: hvor de havde ventet synlig og konkret magt og storhed blev de vidner til afmagt og død og fuldstændig undergang for alt, hvad de havde håbet på. Kunne Jesus ikke virke noget synligt stærkt og stort, var han i deres øjne intet.

Anderledes med kvinden. Hun ærede og priste Jesus af samme grund, som vi møder i Luk.7,47: at hendes mange synder ved ham var blevet hende forladt. Han havde løst hende fra hendes synder, og det var for hende så stort og rigt, at hun salver (dvs.: kroner) ham som sin konge, sin herre, som sit livs umistelige rigdom. Her er Jesus ophøjet og æret, for det, som hans død har bragt den fortabte. Det er den store forskel på denne verdens og frelsespagtens ære af Jesus: denne verden ærer ham gerne så langt som han kan virke noget synligt og stort i denne verden. Men i Guds frelsespagt ærer mennesker ham for den forløsning fra al synd, som er givet os ved hans død.
Dette skal den have for øje, som skal prædike Guds Ord. Han skal ikke søge at få folkeskarerne til at ære og prise Jesus. For det kan og vil den kun, hvis man kan pege på ydre, synlige og konkrete store og stærke tegn – hvad mange så også gør. Og, vel kan man få mennesker af denne verden til at ”vælge” Kristus og hylde ham for den slags. Men, det er en anden ære, som hører frelsespagten til. Derfor skal prædikanten ikke sigte på skaren, men synderinden som sidder skjult og overset i skaren og ikke er så højtråbende og som ingen regner med. Hun udvælges til Guds rige i kraft af nåden, som er givet os i Kristus og som hviler på den fuldendte tjeneste: at han led døden og med den udslettede det anklagende skyldbrev, som er os imod. For hendes skyld skal vi prædike, hvis vi skal stå i Guds Riges tjeneste.

Når vi taler om ”synderinden”i folkeskaren bør prædikanten huske, at hun ikke kun er en synderinde ved troslivets begyndelse, men at det er kendetegnet for enhver, som drives af Guds hellige Ånd, at de hele livet må sukke ved sig selv, som Paulus siger i Rom. 8, fordi livet i Åndens lys bestandigt afdækker den natur i os, som ikke kan bøje sig under Guds lov og leve i den hellighed, som hjertet hungrer og tørster efter. Synderinden trænger til på hele vandringen at få malet troen på Jesus for sine øjne som sin hele retfærdighed.
Men, hvor meget en synderinde i Guds Rige kender sig som den, hun altid har været, og ingen forandring ser, så sker alligevel en forandring, hvor troen gennem tiden rodfæstes i denne barmhjertighed: den får det samme sind, som var i Kristus. Nu er hovedsagen ikke længere at være Gud lig blandt mennesker. Nu skammer jeg mig ikke ved at være blandt syndere som en af dem med samme barmhjertighed og forståelse som jeg selv har så hårdt brug for hos Herren. Thi nu drejer deres frelse sig ikke om deres forvandling, men at lære den pagt at kende, som Kristus har skabt for alle. Det sind fødes ikke ved nogen lov eller formaning, men alene ved Evangeliet hos den, som har al sin egen forløsning i Kristus og hans tjeneste på Golgata til gavn for os. Ved den tjeneste fødes ”Zions Datter” til pris og ære for Jesus.

Salmeforslag: 83-85-175-505-195v.4-5