7. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Søndagene fra 6. – 9. søndag efter trinitatis kan anskues som et mindre forløb, hvor de tre første søndage hver især behandler et tema, som er til fare for vort liv med Gud, hvorefter 9. s. e. trin. samler det hele sammen under overskriften: “Frygt ikke!” De tre første søndage kan behandles under overskrifterne: Rigdommens fare, Menneskefrygtens fare og endelig Selvbedragets fare.
9. s. e. trin. tager ligesom 6. s. e. trin. afsæt i rigdommens fare, hvorfor jeg vil gemme det store livtag med materialismen til denne søndag!

Tema: Menneskefrygtens fare

Forud for prædiketeksten har Jesus advaret disciplene om de mange prøvelser og forfølgelser, som vil møde dem på grund af troen på ham. Det er derfor ikke utænkeligt, at disciplene virkelig har haft brug for trøstende og opmuntrende ord, som kunne hjælpe imod den frygt for mennesker, som meget naturligt var vokset frem i dem ved at høre Jesus ord. Problemet med menneskefrygten bliver nærgående, når vi giver køb på gudsfrygten for i stedet at behage mennesker. Som modgift mod dette lyder Jesu ord om ikke at frygte mennesker, som ikke kan skade vores evighed, men i stedet frygte den mægtige og omsorgsfulde Gud, som har vores evighed i sine hænder, og som har omsorg for selv den mindste, lille skabning.

Identifikation

Vi kender alle til ønsket om at behage og please mennesker. I karikeret udgave møder vi det hos DRs Fru Hyacinth i serien: “Fint skal det være”, eller endnu mere rammende i den engelske titel: Keeping Up Appearances: at holde facaden. Selv om vi ikke bryder os om at indrømme det, så har tanken: “Hvad vil andre ikke tænke?” ofte ganske stor indflydelse på vores valg og beslutninger. For vi bryder os generelt ikke om at stikke for meget ud fra flertallet.

Denne naturlige indstilling bliver for alvor farlig, når det drejer sig om troen. Her vil vi uvilkårligt komme til at stå i situationer, hvor vi må vælge imellem at tale rent ud af posen og stå ved Bibelens ord, hvorved vi vækker modstand og uvilje hos andre, eller at gemme os af vejen og lade frygten for, hvad andre vil tænke eller gøre, blive styrende for vores handlinger.

Proklamation

Ind i dette spændingsfelt lyder Jesu ord om at frygte Gud frem for mennesker, så vi vover at tale det højt, som hviskes os i øret. Han opfordrer os til at se på, hvordan det gik ham: Han mødte forfølgelse og henrettelse, og derfor kan vi strengt taget ikke forvente andet end at møde noget lignende.

Hjælpen til ikke at frygte mennesker frem for Gud anvises os på to fronter:
1. Erkend, at det ikke er mennesker, men Gud, som har din evighed i sine hænder.
2. Gud har omsorg for selv den mindste spurv – og du er meget mere værd end mange spurve. Så hvil trygt i, at Gud ikke er fraværende, når du møder modstand.

Applikation

På baggrund af denne proklamation af Guds omsorg og magt, må prædikenen udfordre os til at leve et liv i gudsfrygt. Den gudsfrygt, som ikke vil risikere evigheden til fordel for et midlertidigt gode, eller blot fraværet af en midlertidig prøvelse. Det midlertidige gode kan være at få fred her og nu for hån, spot eller latterliggørelse. Eller at finde en umiddelbar tilfredsstillelse ved at gå på kompromis med Bibelens ord. Eller et vellykket image, så det lykkes at holde facaden. Men hvad gavner dette midlertidige gode, hvis jeg derved lader mig lede bort fra fællesskabet med Gud?

Prædikenforsøg

Evangelieteksten, som vi nu skal lytte til, er en del af en tale, Jesus holdt for sine disciple. Vi kalder den for udsendelsestalen, for det er den prædi­ken, hvor Jesus sender de tolv af sted for i en periode at drage rundt i Israels byer og forkynde, at Himmeriget er kommet nær. Derefter vender de tilba­ge til Jesus og følges med ham indtil korsfæstelsen. Og det er et barskt budskab, disciplene har lagt øre til, da Jesus forberedte dem på, hvordan det ville være at være hans budbringer. Hør blot: ”Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve” (v16). ”De skal udlevere jer til domstolene og piske jer i deres syna­goger” (v17). ”En bror skal udlevere sin bror til døden, og en far sit barn, og børn skal rejse sig imod deres forældre og få dem dømt til dø­den” (v21). ”I skal hades af alle på grund af mit navn” (v22). Jo, med de fremtidsudsigter er det såmænd forståeligt nok, om dis­ciplene har været noget rystede på dette tidspunkt i talen!

Men så går Jesus videre, og her kommer der flere vendinger, som fastholder den absolutte alvor i situationen, men også giver dem en trøsten­de opmuntring til at gå af sted uden frygt. Eller rettere: deres eneste frygt skal være gudsfrygt! Det skal vi vende tilbage til om et øje­blik.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: …
Man kan vel sige, at disciplene her får en forståelsesramme for det, som vil ske. De skal ikke hverken frygte for fremtiden eller undre sig over den modstand, som de vil møde, for det går dem jo bare, som det gik deres mester: Jesus! Han blev stillet for retten og pisket, blev forrådt af en ven med et kys, og blev hadet af et helt folk, så de skreg ’Korsfæst! Korsfæst!’! Og da han kort før denne udsendelsestale havde helbredt to blinde og en besat, påstod nogle af landets førende teologer, farisæerne, at han gjorde det med kraft fra dæmonernes fyrste, Beelzebul. Når mesteren behandles sådan, kan disciplene ikke forvente at blive modtaget med jubel og kyshånd; de må indstille sig på forføl­gelse og had.

Frygt Gud

Men har de så alligevel ikke grund til at frygte? Selv om det nærmest er en selvfølge, at det må gå sådan, kan man vel stadig være angst!? Ja, det kan man, og det er ganske naturligt. Men Jesus flytter op­mærksomheden hen mod ham, som er større end enhver modstand, som kan møde disciplene i denne verden. Selv om de skulle blive slået ihjel for deres tros skyld, siger han til dem: ”Frygt ikke for dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel”. Menneskefrygten og angsten for, hvad der kunne ske, hvis de forkyndte evangeliet, må altså ikke gøre dem handlingslammede, for som Jesus siger til dem: ”frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede”.

Og her standser vi op og undres! Kan Jesus virkelig mene, at vi skal frygte Gud? Skulle vi ikke nærmere elske og tjene Gud; tro og følge ham? Jo, men kærligheden, tjenesten, troen og efterfølgelsen hænger nøje sammen med netop gudsfrygten! Der er ikke nogen modsætning mellem disse bibelske begreber.

Problemet er nok bare, at vi har det vanskeligt med ordet frygt. Vi oplever det som negativt og hæmmende, på samme måde som et menneske, der er blevet ramt af et lynnedslag, kan blive fyldt med panisk angst, når der lyder et tordenskrald. Eller som det mishandlede barn, der ødelægges på sjælen af frygten for fars grufulde humørsvingninger.

Sådan er det ikke med gudsfrygten! Den er ikke nogen negativ størrelse, som lammer mennesker og gør os til forkrampede nerve­vrag. Derimod er gudsfrygten udtryk for, at mennesket ved sig i Guds hånd, og at mennesket ønsker at leve netop dér. Én har sagt det sådan, at der er to former for gudsfrygt: en positiv og en negativ. Den negative er som slavens frygt for, at Herren kommer og opdager, at han ikke gør sin pligt. Den positive frygt er som barnets frygt for, at Far skal gå, altså et stærkt ønske om aldrig at komme bort fra Gud.

At det er centrum i gudsfrygten bliver tydeligt i de følgende vers, som udbasunerer Guds almagt og omsorg for selv den mindste lille skabning: “Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve”.

Guds omsorg – Gudsfrygtens fundament

Det er vidunderlige ord, men også svære ord at proppe ind i hoved og hjerte, så de bliver der! Tænk, vor Gud og Fader har ikke blot den overordnede verdensgang i sine hænder. Nej, han er nær hos selv den mindste, lidende skabning. Og på os menne­sker kender han selv antallet af hår på hovedet. Hver eneste lille de­talje og specialitet ved os hver især kender han, for han er Gud.

Jeg tror, at de fleste fædre kender den lykkerus, man kan føle, når man lister sig ind til sit sovende barn og blidt aer det hen over håret og på kin­den. Da mærker man, hvor voldsomt man ønsker at beskytte det barn mod alt ondt; og hvis det oplever noget tungt og smertefuldt, vil man som far sætte alt ind på at være til stede og støtte barnet igennem det. Gud nøjes ikke med ønsket – han lover at være dér, og har magten til at holde sit løfte. Derfor er det den største tryghed at være Guds barn, for så er du aldrig alene på hverken lyse eller mørke dage. Dit liv er i Guds hånd, og du er meget mere værd end mange spurve!

Guds omsorg er altså gudsfrygtens fundament. Gudsfrygt er frygten for at sætte sig selv udenfor Guds nærvær og omsorg. Gudsfrygt er frygten for at kaste vrag på hans gode gaver. Gudsfrygt er at mod­tage hver enkelt dag fra Guds hånd, både lyse og mørke, i tillid til hans løfte om nærvær, medliden og omsorg!

Gudsfrygten suspenderer menneskefrygten

Derfor skulle disciplene ikke frygte forfølgelse. For gudsfrygten sus­penderer menneskefrygten. Og derfor skal vi ikke frygte! Også til os lyder jo Jesu ord om at gudsfrygten skal være det, som tager styrin­gen i vores liv. Den positive frygt for for evigt at forspilde Guds nærvær skal overvinde al anden frygt i livet.

For os som for disciplene er der meget andet, som vil tage kontrol­len i livet og som fylder med bekymring, sorg eller frygt. Disciplene var angste for den forfølgelse, som var stillet dem i udsigt. Den angst kunne have lukket munden på dem, så de i stedet var vendt tilbage til deres gamle erhverv som fisker, tolder eller lignende. Men de lod gudsfrygten, troen og tilliden bestemme kursen, og gik derfor på Jesu ordrer.

Nu er det jo ikke ligefrem kristenforfølgelser med straffesager og anklager, som fylder mest i vort land. Derfor har vi måske også nogle gange en tendens til at lade ordene her om spurven handle helt generelt om menneskelivet: Frygt ikke for krige, sygdom, jordskælv osv., for Gud har omsorg for selv den mindste lille spurv. Det er da heller ikke fuldstændig forkert, for Guds omsorg er virkelig altomsluttende. Men i tekstens sammenhæng og her i Jesu tale gælder det ikke livet i al almindelighed. Nej, det handler i første række om de situationer, hvor kristne møder forfølgelse og modstand, fordi de forkynder evangeliet om Jesus.

Modstand i vore dage?

Det må vi altså tage til os. Og så må vi overveje, hvordan det ser ud i vores liv, hver især. For også i vores tid skaber budskabet om Jesus modstand og problemer. Vi kastes rigtignok ikke i fængsel for det, men hvis et menneske står fast på Bibelens tale om skabelsen, om Jesus som sand Gud og sandt menneske, om Jesus som virkelig opstanden fra de døde og den, der kommer igen for at dømme levende og døde, og at der på dommedag rent faktisk er to muligheder: Himmel eller Helvede; når et kristent menneske fastholder det som sandt, så møder han eller hun kritik, latterliggørelse, tavshed, hån eller måske overbærenhed. Eller prøv at spørge et menneske, som er blevet kristen inden for de sidste to-tre år om, hvordan dennes familie eller venner reagerede på det: Det kan være en meget barsk oplevelse!

Hvordan med dit liv? Jesus siger nærmest, at modgang og problemer er en logisk konsekvens af at leve sammen med ham. Gælder det også for dig? Jeg er bange for, at vi i alt for stor grad har benyttet vores store frihed her i Danmark på en forkert måde. Vi har nemlig benyttet os af retten til at tie, af retten til at leve lige så stille med vores tro uden at sige for meget og uden at gøre et stort nummer ud af det. For vi skal jo ikke støde nogle.

Ja, så er det da ikke så sært, at vi ikke møder modstand; hvis man nærmest skal have luppen frem for at få øje på troens konsekvenser i vores liv! Skyldes vores uforstyrrethed, at vi skjuler os alt for meget? Det er en overvejelse værd!

Lev det ud!

Skulle det nu også være nødvendigt, spørger vi måske? Vi behøver vel ikke ligefrem at opsøge modgangen? Nej, det skal vi ikke gøre. Ikke for modgangens egen skyld. Men grundlæggende handler det om gudsfrygt, om at adlyde Guds kald til at leve og forkynde evangeliet i ord og gerning. Det vil uundgåeligt koste modstand, og den må så udholdes. Vi må vove at komme ud med evangeliet, for det er derfor, vi er betroet det! Det koster modgang, ja, men fra tid til anden medvirker det også til det største under, vi kan opleve: At et menneske kommer til tro på Jesus, at et menneske bliver frelst. Det er det hele værd! Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve!