14. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Jeg har ikke et menneske. Det er en så sørgelig udtalelse, som vi næsten kan få! “Jeg har ikke et menneske…” Så er man fattig! Så er man ulykkelig!
Denne stakkels mand var ikke kun alene. Han var også svært handicappet. Han var i en helt forfærdelig situation. 38 år af livet havde han ligget som en grønsag der i Betesdas søjlegange. Ligget – opbevaret – alene! Jeg har ikke et menneske.
Og dog er han ikke alene om denne erfaring. Slet ikke. I vort velfærdssamfund er der uhyggeligt mange, der kan istemme: Jeg har ikke et menneske…
I stedet har man valgt – eller været tvunget til at vælge – erstatninger for mennesker.

Jeg har ikke et menneske, men – en hund!
Jeg har ikke et menneske, men et fjernsyn.
Jeg har ikke et menneske, men en sexdukke – eller pornofilm.
Jeg har ikke et menneske – men et lommetørklæde…

Der er mange mennesker, der både har familie og såkaldte venner, der ikke har et menneske, når det virkelig gælder. Måske også i vores kirke denne dejlige søndag morgen. Og velkommen her – her blandt alle vi andre – til dig, som ikke har et menneske.
Velkommen til at være her – og til at lytte!
Velkommen til at være her med den alt for udbredte og almindelige følelse af ensomhed, afmagt, angst.
Velkommen til at være her, fordi her er både håb og tro til dig, der ikke har et menneske.

Jesus møder den lamme mand. Og det får betydning – ikke kun for hans helbred, men også for hans liv. Jesus er nemlig blevet et menneske for de ensomme – for de afmægtige.
Og han forstår afmagt og angst. Han har prøvet begge dele til fulde.
Den sidste nat han levede, oplevede han, hvad søvnløshed er. Han ventede på morgenens lidelser – hån, fysisk smerte, træthed, sygdom og død som underholdning. Og denne grufulde vågenat oplevede han angst og afmagt. Han bad, råbte og skreg til Gud. Hans venner sov. Hans fjender marcherede. Han var alene – helt alene – uden udvej.
Og han oplevede tilsvarende – knap så voldsomme – situationer tidligere i sit liv mellem venner og fjender.
Derfor skal vi i dag høre: Han har prøvet det selv – afmagten. Og han stiller ingen krav – men giver hjælp til at forsone sig med skæbnen. Fred i hjertet. Hans nærhed – hans Hellige Ånd – er som en tryg og varm arm om skulderen. Han kan give fred i hjertet – fred med “Fadervor” – fred med sygdom og angst. Han kan lindre, læge og give håb. Når du i afmagt og angst beder om hans hjælp og lindring, så lyt i stilheden efter hans stemme og søg ham i ord og gudstjeneste.

Jesus hjælper os med at blive hele mennesker. Hele mennesker, der ikke slides i stykker i afmagt, angst og ensomhed. Men i denne verden er meget i stykker. Kærlighedsforhold, savn, fysiske problemer med sygdom og alderdom. Visse forhold kan ikke ændres. Men hos Jesus – i hans kærlighed og nærhed – kan vi heles mere og mere, men aldrig helt.
Men han hjælper os ned i Betesdas dam – i døbefonten – hvor vi bliver helbredte – genfødte – til evigt liv. Og sammen med hinanden – og sammen med Jesus – må vi se fremad mod den livsalige dag, da verden til sidst er blevet Guds rige – hvor alt er helet og godt!
Jesus er et menneske for den ensomme. Det kan godt lyde lidt af virkelighedsflugt, og svaret kommer hurtigt: Ja, det er meget godt. Vi ville nu hellere have en rigtig ven…
Meget godt! Det har du så i Jesus. Han er godt nok ikke synlig for dit blik, men du kan tale med ham hver dag – og hvert øjeblik. Og du kan sidde ganske stille med en bibel og lytte til de viseste ord, der er sagt i denne verden.
Når du forstår denne sammenhæng, så åbner porten sig til et nyt fællesskab – et fællesskab i håb, tro og kærlighed: Et kristent fællesskab.
For med samme far – Gud i Himlen – og samme bror – Menneskesønnen Jesus Kristus – er man nemlig med et slag blevet søster og bror!
Her står vi imidlertid med et problem, som vi må tage alvorligt. Mange mennesker vil godt tilhøre Gud og vil godt være kristne – sådan privat og på egen hånd. Men Gud henviser os til at være mennesker for og med hinanden! Jesus møder os – og henviser os til hinanden.
Jesus er menneske for os, for at vi skal være det for hinanden.
Anken mod kirken er, at der er for mange hyklere, skinhellige og for mange forbud – ensretning og konservatisme. Det skal nok passe alt sammen. Måske er der sågar flere negative ting at sige. Til det er der såmænd bare at sige: Det bekræfter sandheden i kristendommen; at Jesus samler syndere om sig selv og gør dem til fællesskab / menighed. Og er der mange i forvejen, så er der såmænd også plads til en enkelt mere! Så velkommen!

Derfor helt konkret: Der findes små, mellemstore og større fællesskaber også i Aabenraa – også med udgangspunkt i Sct. Nicolai kirke for alle aldersgrupper! Velkommen til at henvende dig og finde dig et eller flere mennesker, der vil være mennesker sammen med dig i et fællesskab af ligeværdige, tilgivne syndere, der forsøger efter evne at leve op til Jesu befaling: I skal elske hverandre!
Og hermed er et lokalt kærlighedsfællesskab blevet etableret. En virkeliggørelse af Herrens vilje – en vej, vi sammen skal vandre. Lad så bare andre pege fingre og tale om hykleri og snæversyn. Vi ved godt hvad kærlighed, telefonopringninger og omsorg er værd.
Den ubrudte salighed – helheden, hvor ensomhed, afmagt og angst er fortid – hører hjemme hos Gud i lysets rige. Det minder vi hinanden om. Det er vi døbt til at eje. Det er vi kaldet til i fællesskab at arbejde hen mod. Den vej går vi sammen.
Den kommer, den kommer, den dag, som vi venter,
den lyseste dag, som på jorden skal gry,
da Herren almægtig alene regerer,
og Satan og synd for hans åsyn må fly.
Og skabningen, udløst fra strid og fra synder,
hans ære i evigheds tider forkynder.
Amen.

Salmer:
366- 7 – 54,3 – 46 / 801 – 365 – 385 – 655.