14. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

De fleste af os har levet  mere end 38 år. Ja, vi er født  før 1958. Alligevel opfattes det som en ufattelig lang periode at ligge syg i. Det kan bestemt knibe med forståelsen overfor et sådant menneske som den syge ved Betesda dam, hvis man ikke selv har prøvet at være alvorlig syg i en længere periode. Vi kan meget let komme til at såre både ved at være for pylrede eller det modsatte. Det er som at balancere på en knivsæg.

En indianer har sagt det så rammende: Det er umuligt at sætte sig ind i en andens situation, før man selv har vandret mange dage i den pågældendes mokkasiner. Først når man selv har haft skoen på, ved man, hvor den trykker. Barmhjertighed er altså ikke en let sag, da den skal afpasses efter den enkelte.

Samtidig er skyldfølelse hos den syge med til at forværre situationen, idet enhver syg stiller sig nogle spørgsmål: Hvad er meningen med det hele? Hvorfor skulle dette netop ramme mig? Mange spekulerer også på, om det er Guds straf. På Jesu tid var mange af den faste overbevisning; men også i dag mener mennesker, at Gud er en straffende og en hævnens Gud.

Det er en tanke, som Jesus fuldstændigt afviser: “På sin vej så Jesus en mand, der havde været blind fra fødslen. Hans disciple spurgte ham: “Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?” Jesus svarede: “Hverken han selv eller hans forældre har syndet.” (Joh 9,1-3a)   Jesus ta’r således denne tunge byrde fra et sygt menneske, at det ikke skal leve i den overbevisning, at dets sygdom er en straf. Men hvad så?

Her må vi henvise til syndefaldet, hvor Adam og Eva med spisningen af den forbudte frugt gav Satan råderum i vor verden. Resultatet udeblev ikke. Hele menneskeheden blev ramt af sygdom og andet ondt. Det uforståelige, at det rammer i flæng, gør, at det forekommer os endnu mere ondt. Der er ingen retfærdighed. Der er ingen rimelig forklaring, hvilket gør det særligt svært.

Det er med til at øge håbløsheden. Betesda dam med de mange syge var dog ikke et helt trøstesløst sted uden håb, idet der for dem med vilje og hjælp var et lille håb. Til disse mange syge kom Jesus; men kun én blev helbredt. Det kan vi ikke forstå. Det synes ubarmhjertigt. Men det kan sige os noget om Jesu måde at prioritere på, hvor frelsen er mere vigtig end helbredelse.

Vi har alligevel et forklaringsproblem, når vi husker på de mange syge ved dammen, der ikke blev helbredt. Kun én blev hjulpet. Hvordan kan vi få det til at passe med, at Gud skulle være barmhjertig. Og så netop i Betesda, der betyder barmhjertighedens hus. Det kan i hvert fald være med til at gøre os opmærksomme på, at der åbenbart er noget, der er værre end at ligge syg i 38 år.

Dette fremgik af Jesu bemærkning til den helbredte: “Synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.” Kan der tænkes noget værre end at ligge bundet til sengen år ud og år ind. Ja, det er at gå fortabt, at leve i ufred med Jesus. Evangelisten Johannes skriver således: “synd er: at de ikke tror på Jesus.” (Joh 16,10)  Et sådant menneske uden tro vil jo være udelukket i al evighed fra Gud, og det er værre end alt andet.

Helbredelse er altså ikke det vigtigste, selvom helbredelsen af manden ganske vist er en prædiken til os om, at i Guds rige hører sygdom ikke hjemme. Men der var altså kun én ved Betesda dam, der fik en glad dag. Det kan der dog sættes et meget stort spørgsmål ved, fordi vi virkelig kan fornemme, at den helbredte mand var ikke ovenud lykkelig for sin helbredelse. Jesu underlige spørgsmål: “Vil du være rask?” ramte måske et ømt punkt.

Er det ikke en overfortolkning? Enhver vil vel gerne blive/være rask. Disse mange syge mennesker lå jo netop her ved Betesda dam, fordi de inderst inde havde det håb at være den, der nåede først ned i vandet, når det kom i oprør. Det er måske kun facade hos mange flere, end vi kan forestille os, fordi de ikke vil og kan være bekendt at ønske andet end helbredelse.

Dette giver os en ide om, at Jesu mærkelige spørgsmål: “Vil du være rask?” ikke er helt så unødvendigt endda. I 38 år har manden fået ordnet alle sine behov gennem andres barmhjertighed. Det vil ændre sig, hvis han blev rask. Der er risiko ved alt. Helbredelse vil kræve arbejde, forpligtelser og ansvar for sit eget liv. Er man syg, er man derimod ‘beskyttet’ mod alt dette af  sin sygdom.

Der skal altså også vilje til, hvis man skal helbredes. Mange gemmer sig i sin sygdom, derfor er Jesu spørgsmål: “Vil du være rask?” ikke pjat. Mange tør simpelthen ikke se en ny situation i øjnene, hvorfor de inderst inde ikke ønsker at blive rask, hvilket særligt vil være tilfældet for et menneske, der har ligget syg i lang tid og indrettet sit liv herefter. Sygdommen kan jo også bruges til at få opmærksomhed og bruges som en undskyldning for mangt og meget. Der bliver taget et større hensyn til én. Sygdommen sætter én i centrum.

Manden svarer da heller ikke på Jesu spørgsmål, men henviser til, at han er uden hjælp til at nå først ned i dammen. Jesus tager ham på ordet og gør ham rask, hvilket måske ikke lige var sagen, fordi han nu får ansvar for sit eget liv. Eller den syge ønsker virkelig at blive rask, hvorfor han forklarer behovet for at få hjælp til at vinde kapløbet om at nå først ned i vandet.

Mandens inderste tanker kan vi ikke finde ud af, men det kan måske nok undre, at når man sammenligner med andre helbredelsesundere står der intet om, at den helbredte takker for det underfulde, der er sket med ham. Ganske vist kender han ikke Jesus; men de andre takkede jo heller ikke specielt Jesus. Men de priste derimod Gud for deres underfulde helbredelse; men det er der intet af denne gang.

Yderligere er der det særegne, at det er Jesus, der ta’r initiativet. I mange andre sygdomstilfælde forsøger de syge meget ihærdigt at komme tæt på Jesus, men sådan er det ikke her. Jesus finder selv den syge og stiller så det ubehagelige og selvransagende spørgsmål, der måske gør det klart for ham, at han egentligt flygter fra Guds gave, livet, ind i sin sygdom.

Den syge bliver konfronteret med, at han fornægter sig selv og sit ansvar til at bruge livet, når han fortsat ønsker at blive i sin ‘boble’. Hvis han unddrager sig sit ansvar for sit liv, så vil det forsætte med at være tomt og meningsløst. Dette er kendetegnet for mange i dag, hvor man flygter ind i alt muligt gøgl, i en pseudoverden. Underholdningsindustrien med TV-mediet i front gør det let at skjule og glemme, at vi som Guds skabninger har et ansvar også for os selv.

Livet skal bruges. Det er forkert at flygte fra livets realiteter. At kaste vrag på livet er at kaste vrag på en Guds gave. Men det er heller ikke ligegyldigt, hvordan du vælger at bruge dit liv. Vi har et ansvar overfor andre, men vi har bestemt også et ansvar for at tage imod, hvad Jesus har erhvervet til os. Han modtog ufred fra verden, så vi kunne få fred med Gud. Ønsker du denne fred?

Fred står højt på menneskets ønskeliste. Ofte for højt hvis det betyder, at vi sætter freden med mennesker over fred med Gud. Jesu opfordring til dig her i Jerusalem, hvor den politiske verdens fred afgøres, er først og fremmest at søge fred med din Gud. Også denne fred har Jerusalem som centrum, fordi det var her, at Jesus, den store læge på sjæl og legeme, skaffede os en evig fred med Gud, vor himmelske Far, ved sin død på korset. Vil du? Et spørgsmål den syge blev stillet overfor, og som vi også må tage stilling til. Vil jeg?

AMEN

Salmeforslag
Salmer: 30, 298, 157 – 52, 6