15. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Vi har i dag fået en ny katekismus, eller måske er det blot den gamle “slangekatekismus” i nye klædebon – og det langt ind i menigheden. Dens første trosartikel lyder: “Vi tror på travlhedens nødvendighed og på selvrealiseringens mulighed!” Og nogle af de nye bud lyder: “Pas på, du ikke sakker agterud!” “Pas på, at intet går din næse forbi!” “Forpligt dig ikke mere, end at du kan sige nej, hvis noget sjovere, mere spændende og mere udfordrende dukker op!”
Konsekvensen af den nye katekismus er, at villigheden til at påtage sig noget, der forpligter, i menighed og samfund, ofte er lille og besvares med: “Det har jeg ikke tid til, for jeg skal …”, eller: “Det ved jeg ikke rigtig, om jeg kan/vil, for jeg skal måske …” i stedet for et klart ja eller nej!

Der er sammenhæng mellem Jesu ord til Martha og det 3. bud: “Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig!” Med det bud vil Gud søge at holde os fast i et ret forhold til sig selv og til næsten – holde os nær til ordet af Guds mund og stilheden for hans fødder. For et menneske lever ikke af brød alene eller af det, vi får udrettet, gjort, oplevet, realiseret af egne planer osv. Nej, af den slags dør et menneske, også evigt (jævnfør den rige bonde). Det er syndefaldet i os at tro noget andet. Det er det også, når det stikker sit fjæs frem i fromme gevandter, når vi f.eks. vil gøre os til af det, vi gør for         Jesus – eller det, vi mener at gøre bedre end andre, ligesom farisæeren mente at gøre alt bedre end tolderen.
Søg først Guds rige, det ene og evigt nødvendige, retfærdigheden ovenfra, det eneste gode, menneskets gode del, Kristus. Det er noget af det, der skal siges klart og tydeligt på denne søndag. Hvorfor? Jo for: “De, der er fjernt fra dig går til grunde, du tilintetgør alle, der er dig utro!” (Sl. 73.)

I himlen, hvor ingen høster eller sår, skal vi skal leve Gud nær i evighed og leve af at få alt givet! Og det skal vi øve os på nu. Mon ikke det er derfor, spædbarnet er idealbilledet på at modtage Guds rige og leve i det nu. Det er en svær øvelse. For en stor del af syndefaldet i os er jo at ville være herre i eget hus. Det vil vi også i åndelig henseende.
Hvad laver du? Hvad arbejder du med? Sådan spørger vi ofte en, vi ikke kender. Velsagtens fordi vi voksne ofte har vor identitet i det, vi gør. Men sådan ville vi ikke drømme om at spørge et barn. Nej, et barn spørger vi: Hvad hedder du? Hvem er din far og mor? Underforstået: Hvor hører du til? Det er tankevækkende!
Hvad er det egentlig, Jesus beder Marta om ikke at tage fra Maria, men i stedet siger, hun skal lære af hende? Det er at blive et barn. Et barn af Gud, der først og sidst har sin identitet i Guds kærlighed og Guds nærhed – og ikke i det, hun gør eller laver, hendes aktivitet og arbejde. End ikke i det, hun gør for Jesus selv!
Det er tankevækkende, at Martha betyder husbestyrerinde/herskerinde! Hvem var mon Martha husbestyrerinde/herskerinde for, når det kom til stykket? Var det mon for andres og egne forventninger, det rette image, æren eller tidsåndens trend?
Martha er på mange måder et udtryk for det moderne menneske, der har sin identitet i det, man gør, og ikke i den sammenhæng, hvor vi hører til. Image og andres vurdering af en betyder derfor ofte mere end sandhed, substans og dybde. Men Martha kan også være et udtryk for et lovens menneske, der end ikke i sin tjeneste for Gud slipper selvretfærdiggørelsens vej.
Image-mennesker og lov-mennesker kommer nemt til at skælde ud på andre og lægge byrder på andre – byrder, de end ikke selv vil bære. Maria er billede på et menneske, der har set, at den vej fører ikke til noget godt, men at det derimod fører til noget godt, når hun i stedet konstant er henvist til at leve af det ene fornødne fra Gud selv: nåden, Ånden og ordets vejvisning.

Jeg tror hverken vi skal være for hårde ved eller bedrevidende ironisere over alle “Marthaerne” denne dag. For helt ærligt: Hvad skulle vi gøre uden “Marthaerne”? Hurra for dem i stedet! Men Maria har valgt den gode del! Altså skal også Marthaer, der er travlt optaget af at sørge for Jesus, mindes om, at “den gode del”, stilheden ved Jesu fødder med ørene slået ud, er noget, der skal vælges forud for alt andet. Det er noget, som vel ikke mindst vi prædikanter skal mindes om. Det må være en del af selverkendelsen og syndserkendelsen i os at begribe det. For så dybt sidder syndefaldet også i os, at det ikke går af sig selv.
Men når det er sagt, er det vigtig at lægge mærke til, at Martha ikke irettesættes for det, hun gør for Jesus, men for det, hun undlader at gøre. Ligeledes er det vigtigt at lægge mærke til, at lignelsen om “den barmhjertige samaritaner” står lige før teksten om Martha og Maria. Stående sådan ved siden af hinanden konkretiserer de på sin vis ret praktisk “det dobbelte kærlighedsbud” (Luk. 10,27). Og kærligheden til Gud, det at leve Gud nær, kommer jo først, men kan ikke skilles fra kærligheden til næsten. Og heller ikke det modsatte må ske, for da ender vi i ren humanisme.

Mon ikke de fleste af os forstår Martha og kan føle med både hendes irritation og vrede. Ikke mindst kan vi det, når vi nogle gange synes, at det er Tordenskjolds soldater, der skal gøre det hele, og der er for mange Mariaer, der har travlt med at sidde – eller for travlt med at realisere “den nye katekismus”.
Teksten handler om spændingsforholdet mellem at tjene og at lade sig betjene af ham, der ikke er kommet for at lade sig betjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.
“Ånden sagde til Filip: “Gå hen til den vogn og hold dig tæt op ad den!” Ånden siger i beretningen om Martha og Maria, at der er en, vi skal holde os tæt op ad, hvis vi vil frelses. Det er Jesus, løsesummen! “Skilt fra mig kan I slet intet gøre!” “Hvis jeg ikke får lov at vaske dig Peter, har du ikke lod og del mig!”
Det gælder om at holde sig til Jesus med hensyn til frelsen, men også med hensyn til at tjene Jesus! Hvis ikke vi holder os nær til ham, lader os fylde af hans ord og Ånd, bliver det arbejde i egen kraft med udbrændthed og bebrejdelser af andre til følge. Ja, og det bliver uden åndskraft til at se, hvor Gud vil have os, og til at hjælpe og vejlede mennesker til tro og efterfølgelse. Og Filip løb hen til vognen og spurgte manden: Forstår du det, du læser?” Og Filip satte sig op i vognen hos manden og åbnede skriften for ham. Han levede i ånden!
Det, Filip gør, minder os om vigtigheden af, at “brødre og søstre” sidder sammen og åbner Skriften sammen. Det minder os om at lade Kristi ord bo i rigt mål mellem os!
Søndagens evangelium handler om at bekymre sig for det rette og lade det ene nødvendige få rum mellem os midt i alt det, vi skal, så vi når det egentlige og det væsentlige.
“Og den skal ikke tages fra hende!” Alt det andet skal tages fra os. Krop og hjerte skal forgå (Sl. 73). Også vore selvlavede religiøse korthuse skal forgå. Men den gode del, Kristus, nåden, samlivet med Gud ved Kristus skal ikke forgå og kan end ikke døden tage fra det menneske, for hvem han var det ene fornødne, hjertets klippe, lykke og tilflugt her på jord (Sl. 73). Det har vi Guds eget ord for. Og netop det skal der tales stærkt om næste søndag.

Mulige salmer til dagen i spredt uorden:
13 – 141 – 853 – 591 – 378 – 588 – 50 – 35.