16. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Salmeforslag: 754 – 31 – 542 // 224 – 262

Nedenfor har jeg vedhæftet den prædiken, jeg holdt i 2006. Flere vil formentlig kunne genkende noget i prædikenen, som minder betænkeligt meget om noget, de selv har skrevet. I så fald: tak for inspirationen!

Alle, der bare engang imellem ser fjernsyn, har set det, man kalder for trailere. Altså de her små klip, som reklamerer for en film eller et program, der kommer om et par dage. Tanken er, at klippet skal få os til at sige: Den film skal vi se – og den kommer på torsdag kl. 19.
I virkeligheden er dagens tekst en form for trailer. Opvækkelsen af Lazarus skal få os til at tænke frem til påskedag, da Jesus stod op af graven påskemorgen.
Man har da også fra gammel tid kaldt 16. søndag efter trinitatis for ”efterårets påskedag”. Her midt i en periode, hvor tingene begynder at visne omkring os, hvor naturen ser ud til at dø ud, og hvor dagene bliver mærkbart kortere og koldere, skal vi i kirken høre om det mest fantastiske og livsbekræftende i kristendommen, nemlig opstandelsen. Jesu opstandelse fra de døde, og vores, din og min, opstandelse fra de døde.
Beretningen om Lazarus’ opvækkelse er ikke helt almindelig. I Det nye Testamente berettes der om to andre døde, som Jesus kaldte tilbage til livet. Nemlig Jairus’ datter og enkens søn i Nain. Men begge de to dødeopvækkelser skete med det samme, straks efter dødens indtræden; Jesus greb ind omgående.
Men ved Lazarus’ opvækkelse gik det helt anderledes til. I de linjer, der går forud for evangeliet i dag, fortælles det, at Jesus ligefrem trak tiden ud. Han og hans disciple var ovre på den anden side af Jordanfloden, og så kom der bud fra Martha og Maria i Betania om, at deres bror Lazarus var blevet syg: ”Herre, den du elsker, er blevet syg”. Men Jesus kom ikke styrtende til Betania for at lægge sine lægende hænder på ham. Nej, i stedet står der, at ”da Jesus hørte, at Lazarus var syg, blev han endnu to dage dér, hvor han var”. Og så står der oven i købet, at Jesus derefter sagde til disciplene: ”Lazarus er død. Og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for at I må komme til tro”. Og så læser vi, at ”da Jesus kom, fik han at vide, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven”.
Jesus trak altså tiden ud. Han kunne sikkert være nået til Betania, inden Lazarus døde, men kom først den fjerde dag.

Nu begynder vi vist at ane, hvad det var, Jesus ville. Alt håb var ude for dem, der stod Lazarus nær. Martha sagde endda til Jesus: ”Du kan godt spare dig ulejligheden, for han stinker allerede”. Det sidste gran af håb var væk. Jesus er altså i folks øjne stillet overfor det umulige.
Jeg ved ikke, om I kan forestille jer den helt utrolige situation. Jesus befaler, at stenen ind til graven skal fjernes. Det svarer til, hvis han i dag efter fire dage befalede, at man skulle grave kisten op igen. Mange har sikkert været lige ved at gribe ind, fordi de troede, at Jesus var en gravskænder.
Men så råber Jesus: ”Lazarus, kom herud”. Folk har gnedet sig i øjnene og nogle er besvimede, og andre er løbet skrigende bort den dag.
Beretningen handler i virkeligheden ikke om Lazarus, for han skulle senere dø igen, men den handler om Jesus. Det er en trailer, et tegn, en forsmag, en prøve på det umulige, som Jesus vil lade ske ved opstandelsen på den yderste dag.
Beretningen giver svar på mange af de spekulationer, vi kan have, ikke sandt? Når vi har sænket en kiste i graven, så siges det meget smukt: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive, men af jorden skal du igen opstå”, men vi ved jo godt med vores fornuft at det umuligt kan ske.
Hvis der oven i købet er tale om en brænding, så kan det virke endnu mere forrykt at stå ved en kiste og sige: ”Af jorden skal du igen opstå”.
Og hvad med alle dem, der er døde for årtusinder siden, hvor der ikke er flere jordiske rester tilbage? Hvordan kan man i ramme alvor sige, at de stå opstå igen?
Enhver kan selv fortsætte rækken af indvendinger imod opstandelsen på den yderste dag. Efter alle menneskelige beregninger er det bare umuligt.

Mon ikke det netop var derfor, Jesus trak tiden ud, da han hørte, at Lazarus var syg? Trak tiden ud til den fjerde dag? For over for alle at vise, at det, som er umuligt for vores forstand, det er muligt for Gud.

Jesus vil en dag komme igen. En helt almindelig dag i vores kalender, hvor vi ellers havde planlagt noget andet. Den dag kommer Jesus igen på himlens skyer, så alle kan se ham. Ikke som første gang i fattig skikkelse i en stald et uanseeligt sted i verden, men i magt og herlighed, så alle skal bøje knæ for ham. Og den dag skal det umulige ske, at de døde skal opstå af graven. Ikke bare sjælene, men også deres legemer. Vi bekender det i trosbekendelsen hver søndag, at ”vi tror på kødets opstandelse”. Det kristne håb og den kristne opstandelsestanke er ikke noget med lyserøde skyer og små sjæle, der svæver rundt. Nej, vi tror på kødets opstandelse. Vi skal opstå med legeme, sjæl og ånd. Hvordan det skal gå til, er umuligt for vores forstand, ganske som med Lazarus´ opstandelse. Men for Gud er alle ting mulige.
Når vi står ved en grav, må vi have lov til at græde og sige ligesom Martha og Maria, at bare Gud havde været her, han, der virker så underligt fraværende. Men samtidig må vi forsøge at holde fast i, at for Gud ER døden en overvundet fjende. Der kommer noget bagefter. Vi må have lov at sige: På gensyn til vores elskede, når de dør.

Den kristne opstandelsestro er hjertet i kristendommen. Hvis ikke døde opstår – hvis ikke Jesus opstod – så er kristendommen tom. Er Jesu grav ikke tom, er vores tro tom! Så har kirken intet at sige, og så burde Folkekirken nedlægges hurtigst muligt.

Går man ned i Betania i dag, kan man se Lazarus´grav. Om det er den, ved man selvfølgelig ikke med sikkerhed. Men hvad man derimod ved med sikkerhed er, at i en grav i nærheden, som først lige er blevet udgravet, har man fundet følgende indskrift i gravhulen: ”Herre vor Gud, som opvakte Lazarus fra de døde, kom også din tjener Asklepius i hu og Ogionion, din tjenerinde”. Det er formentlig et ægtepar, der ligger i den grav, formuldede og uden jordisk chance for nogensinde at opstå. Men som Jesus oprejste Lazarus på den fjerde dag, da alt håb var ude, sådan skal det også ske med parret i graven.

Vi har netop overstået høsttiden. I grunden må man sige, at beretningen om Lazarus´ opvækkelse og høsten viser i samme retning. Hvad er såning og høst nemlig andet end én stor lignelse om den glædelige opstandelse, vi har i vente? Når kornet sås, lægges det i jorden og dør. Så går der en rum tid og så ser vi, at det spirer og gror, at det modnes og bærer frugt og kan høstes. Her har vi så at sige naturens egen model af opstandelsens ubegribelige under. Hvis ikke vi så det ske hvert år, ville vi have sagt, at det var løgn, at et lille dødt frø kan blive til et helt aks. Lad mig derfor slutte med et vers af en høstsalme, som vi har sunget meget i den forløbne tid:

For høsten her og høsten hist
vor Gud ske lov og ære,
som ved vor Herre Jesus Krist
vor Fader ville være! Amen