19. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække
19. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække
Tanker, temaer og indfald ud fra teksterne:
“Han gav stedet navnet Betel” (1. Mos. 28,19). Denne sætning kunne egentlig godt læses med i GT-teksten om Jakob. For navnet Betel (Guds hus, Guds sted eller stedet hvor Gud åbenbarer sig) siger jo noget om det, der er et fælles tema i de 3 tekster. Nemlig det tema, at Gud åbenbarer sig fremadskridende i GT og fuldt ud i Kristus (Joh. 1,51, Jesu undere, ord, kors, opstandelse), at Gud ved Kristus åbner himlen for syndere, og at Gud i dag vil, at hans legeme, kirken, bør være et åbenbaringssted for hans vilje, nåde og kærlighed (epistelteksten). “Vi er Guds hus og kirke nu bygget af levende stene” (DDS 280,3).
I Betel byggede Abraham også et alter for Gud (12,7). Pagtens ark stod der en tid, inden “Guds sted” blev Jerusalem. Samuel dømte der. Men det blev også stedet, hvor Jeroboam opstillede en guldkalv, da han gjorde Betel til “Nordrigets Jerusalem”.
Til tider skal vi bruge indfaldsvinkler, som konfirmander og unge kender. Og deres fælles verden er ofte TV-serier. Det gælder vel også en del af vi ældre. I dysten “Fangerne på fortet” (TV3) skal deltagerne finde frem til et bestemt navn, et kodeord. Kun dette ord eller navn kan få “himmeltaget” i et lille lukket bur midt i en tigergård til at åbne sig. Under dette himmeltag er der fyldt med mønter, som drysser ned, når taget åbnes. Kodeordet, “løsen-ordet”, ledes deltagerne på sporet af via en del andre ord (ledetråde), som deltagerne kan vinde undervejs.
Kun én kan åbne himlens port. Det kan alene Gud selv ovenfra, når og hvor han vil. Og det har han gjort i det navn, som alle “ledetrådene” (læs: løfter, ofringer osv.) i GT peger hen mod: Jesus, Josef søn fra Nazaret, Guds lam, Messias, Menneskesønnen.
“Vi har mødt Messias” (v.41). “Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret” (Joh. 1,45).
I en bibelteologisk prædiken kunne man udpege nogle af de “ledetråde” i GT, der peger hen på Kristus! Og man kunne gøre det i tråd med filosoffen og matematikeren Pascal, der skrev en seddel og syede den ind i sit tøj. Sedlen var dateret til lige efter hans omvendelse og blev fundet i tøjet efter hans død. På sedlen stod: Jeg tror på “Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, ikke filosoffernes og de lærdes Gud … Jesu Kristi Gud … han findes kun ad de veje, som evangeliet forskriver … dette er det evige liv, at de kender dig den eneste sande Gud og ham, som du har sendt: Jesus Kristus … han kan kun bevares ad den vej, som evangeliet foreskriver”. Og den vej lyder: “Se Guds lam, tro ham, følg ham!”
Men når denne Gud træder os nær, er vores reaktion oftest frygt og stor forundring (f.eks. Jakobs reaktion, profetkaldelserne, bebudelsen, Peter, opstandelsen).
I Kristus er Gud trådt os så bagvendt nær, at vi kan tåle at se ham. I et ord, i et kors! Kom og se! Ja, måske så bagvendt, at vi har svært ved at begribe, at så meget godt (en åben himmel for syndere, Guds nærvær) kan være i en mand fra Nazaret (v. 45). Ja, for Ordet om korset, om Guds lam, er en dårskab for alle, der søger Gud via visdom, og en forargelse for dem, der søger himlen åbnet via loven. Men det er den, vi frelses ved – ikke ved egen visdom eller lovopfyldelse (1. Kor. 1,18ff). Heldigvis! Sådan er det, fordi Gud kender os. Ellers kunne vi ikke frelses. “Hvor kender du mig fra? … Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, medens du var under figentræet” (v. 48). Gud kender os, før han kalder. Det kunne også være et prædikentema.
Han kender os forud, og alligevel elsker han os, har åbnet Guds rige for os, opsøger os og kalder os! Selv en svindler og en flygtning som Jakob! For Gud elsker, og Abrahams og Isaks Gud står ved sine løfter (1. Mos. 28,13ff). Ja, sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.
Ligesom der er mange forskellige ledetråde i GT, der peger hen mod Messias, viser også den forskellige kaldelse af disciplene, at Guds veje til vore hjerter kan være ret så forskellige.
“Følg mig!” “Kom og se!” Sådan indledes følgeskabet med Jesus i det små. Og ved det sidste under i Johannesev., Lazarus’ opvækkelse, er det Martha og Maria, der må sige sådan til Jesus: Kom og se!, skønt de kun havde et lig at vise frem. Da fik de større ting at se (v. 50), og endnu større ved korset. Skønt det var Pilatus, der prædikede dér: Ecco Homo! – “Se, her er manden!” Se, her er manden, der bærer verdens synd og alene kan åbne Guds rige for syndere!
Da disciplene troede, at alt var tabt, at alt var i største mørke, handlede Gud og åbnede sin himmel. Gud holdt sit løfte. Ligesom med Jakob, der oplevede Guds nærvær og trofasthed, da livet ramlede om ham, skønt han selv var ude om det. Der kunne også tales en del om Gud, der åbenbarer sig i mørket, ud fra GT-teksten. Og ud fra epistlen kunne der tales om vigtigheden af at være hinandens lemmer i livet og ikke mindst nøden.
Teksterne siger også en del om, hvad det vil sige at evangelisere, være et Jesus vidne. Det er enkelt og ligetil at fortælle om sin afhængighed af “Guds lam”. Det er at tale om det, man har fundet i Jesus. Det er vist også vigtigt at få sagt lidt om i en tid, hvor mange kan få det indtryk, at det er noget, man skal have været på kursus for at lære at gøre kreativt og spændende nok (al ære og respekt for kurser).
“Hvor bor du?” (v.38). “Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte.” Han bor, hvor man byder ham ind. Han er i Ordet, og ved nadverbordet har han givet os et sted, hvor vi altid kan finde ham hjemme!
Mulige salmer til dagen i spredt uorden:
246 – 21 – 122 – 282 – 360 – 385.