21. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Det sker, at mennesker bliver udsat for noget, der er så forfærdeligt, at de slet ikke magter at sætte ord på det og fortælle det til andre. Det sker, at mennesker gør noget, der er så ondskabsfuldt og modbydeligt, så vi slet ikke fatter, at noget menneske kan få sig selv til at gøre det. Det sker, at mennesker bliver udsat for vold og overgreb, som ødelægger så meget i de menneskers liv, at de har svært ved at leve et normalt liv. Og vi hører forfærdelige beretninger om tortur og mord, som vi ingen forståelse har for.
Det er sådan en beretning, vi hører i evangeliet. De kommer til Jesus og fortæller om et blodbad, som Pilatus har forårsaget. Nogle galilæere har været i templet i Jerusalem for at ofre til Gud, for at tilbede Gud. Og mens de var inde i templet, dræbte Pilatus dem. Og tilmed spottede han både dem og templet og offertjenesten ved at blande deres blod med blodet fra deres offerdyr.

Når den slags ondskab sker, kan det blive vanskeligt at forstå de bibelord og løfter, vi har fra Gud i hans ord – de løfter, hvor Gud lover os sin hjælp, beskyttelse og omsorg. Hvordan passer det f.eks. med ordene i salme 121 fra GT, hvor det siges, at “Herren bevare dig mod alt ondt, han bevare dit liv. Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid.” Hvordan skal vi forstå det. Hvad betyder sådanne løfter, når det mest forfærdelige og nederdrægtige kan ske i vores verden?
Når vi i evangeliet hører, hvad Pilatus har bedrevet, kan vi forstå, at han er ond. Beretningen stempler ham som ond. Men spørgsmålet er jo, om det ikke netop ud fra Guds ord er sådan, at det er det onde og de onde, Gud vil beskytte sit folk imod?
Men hvad så, når vi kan se, at Gud ikke har beskyttet sit folk – når ondskaben har ramt dem? Hvad siger vi så? Så kunne løsningen jo være den, som Jesus antyder med sit spørgsmål, at disse galilæere var større syndere end andre. Altså, når dette – trods Guds løfter om omsorg – kunne ske, så kunne det jo være, fordi Gud – overfor netop de mennesker – ikke ville vise omsorg, men i stedet ville vise sin dom!

De havde måske på en eller anden måde fortjent det. Selv om de havde skjult det godt, kunne de jo i det skjulte være store syndere – frafaldne, som i hjertet havde gjort oprør mod Gud på en eller anden måde. Gud, som kender hjerterne, kunne på den måde ramme dem med sin dom. Og på den måde havde man jo så i det mindste en forklaring – nemlig, at de på en eller anden måde selv var skyld i det og selv havde fortjent det!
Og når nu de selv havde fortjent det, og når nu Gud i sin verden havde en mand, der var så villigt et redskab for det onde, som Pilatus var, så kunne Gud jo passende bruge ham den dag, hvor netop disse galilæere kom til Jerusalem. Det kunne være forklaringen.
Men på spørgsmålet, om det er forklaringen, svarer Jesus klart: “Nej”.
Den samme forklaring kunne ellers også bruges i forbindelse med en anden ulykke, der for nylig var sket i Jerusalem, nemlig da et tårn i Siloa var styrtet ned og havde dræbt 18 mennesker.
Tårnet var sikkert styrtet ned lige midt i myldretiden – og derfor var ulykken blevet så stor. Men man kunne jo tænke sig, at den lige så godt kunne have styrtet ned om natten, og så var sikkert ingen blevet dræbt.

Sådan kender vi det jo fra mange situationer, at somme tider går det virkelig galt, og andre gange siger vi, at hvis vi havde været der 5 minutter før, så var det gået galt – eller det var tæt på, og det kunne have gået langt værre. Og så er det, at vi somme tider giver os til at tale om skæbnen, som ikke havde bud efter os denne gang – eller lykken eller heldet, der var med os.
Og når det gik galt, så spørger vi: Hvorfor? Hvorfor fik det lov at ske? Hvad er meningen? Eller vi spørger: Hvad har jeg gjort, siden det skulle ramme mig? Hvad har jeg gjort? Hvorfor netop mig? Hvorfor skulle jeg blive syg? Hvorfor skulle jeg miste arbejdet? Hvorfor skal jeg leve med den sorg og smerte? Jeg synes ikke, at jeg har fortjent det – eller jeg har det vanskelig nok i forvejen!
Alle disse vanskelige spørgsmål udspringer vist af en forestilling om, at der dybest set hersker retfærdighed i vores verden – en skæbneforestilling eller skæbnetro, der siger, at der er en overordnet magt, som opretholder en balance i verden. En balance, så ondskab bliver straffet og godhed bliver belønnet.
Og – kan vi jo så hurtigt føje til – hvis Gud er kærlighed og retfærdighed, så må det vel også være sådan. Så må Gud være den, der straffer og bremser de onde og belønner de gode og velsigner dem, der gør hans vilje.
Og til det må vi sige, at overordnet set, tror vi, at det er sådan. Men sådan er det alligevel ikke i vores verden. I vores verden er det nu i stedet sådan, som vi ofte oplever det, nemlig at det, der sker, på mange måder er uretfærdigt. Der er ikke denne balance i vores verden. Nogen får mere velsignelse end andre, og nogen må bære tungere byrder end andre. Vores verden er uretfærdig og ond. Og til tider også urimelig god. Til tider også urimelig god mod dem, der mindst har fortjent det. Sådan er det, at vi oplever det. Og sådan er det virkelig.

Det bekræftes også af Jesus. Han spørger, om de mennesker, som tårnet i Siloa styrtede ned over, var mere skyldige end andre i Jerusalem? Og Jesus, som kender mennesker indefra, svarer: “Nej”.
I vores verden er det ikke sådan, at Gud på den måde i det skjulte optræder som dommer. I vores verden er der ikke en dommer, som følger op på vore handlinger og sørger for, at vi enten bliver velsignet for det gode, vi gør, eller får vor velfortjeneste straf for det onde, vi begår.
Ofte er det dog sådan, at der er en sammenhæng mellem det, vi gør, og det, vi modtager i vort liv. Hvis vi gør godt mod andre mennesker, sker det ofte, at det også vender tilbage som noget godt, og handler vi selv ondt, så sker det også, at det slår tilbage på os selv.
Men helt sikkert er det alligevel ikke. Sommetider sker det i stedet, at det går mennesker godt, til trods for at de ikke selv har bidraget ret meget til det, og modsat kan det gå mennesker dårligt, selv om de har vist stor godhed. På den måde mangler vores verden sammenhæng. Vores verden har ikke en retfærdig dommer, som er i aktion.
Forestillingen om en retfærdig skæbne, der giver og tager, så der bliver ligevægt, er en tankegang og en tro, der ikke stammer fra kristendommen. Det er en hedensk tro, som Jesus afviser i evangeliet.
Denne forestilling om en retfærdig dommer, der i det skjulte styrer verden, afviser Jesus. Men han afviser ikke, at der er en dommer, og at der kommer en dom. Der er en dommer, som en gang vil dømme os alle. Og i forhold til den dommer står vi alle med et problem. Overfor ham er vi alle syndere, som står til dom.
Jesus giver os ikke nogen nærmere forklaring på, hvorfor nogen bliver ramt hårdt i livet, mens andre slipper billigt. Hans svar i evangeliet er, at “hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.” De ulykker, der sker i vor verden, er ikke Guds dom over os her og nu, men dommen kommer. Og hvis ikke vi omvender os, så venter der os alle en ulykkelig dom.
Og her må vi så prøve at forstå, at det onde og det ulykkelige, handler først og fremmest om én ting. Ligesom i salme 121 handler det onde dybest set om én ting, nemlig at være skilt fra Gud. Det onde er dybest set at være skilt fra Gud, og det gode er at leve med Gud.

Når ulykker rammer os, eller rammer mennesker, som vi kender, så er det ikke Guds dom, vi ser. Det er heller ikke en retfærdig skæbne, der rammer os, men det må alligevel minde os om, at dommen kommer en dag – også til os!
Men Gud ønsker endnu mere end vi, at dommens dag også må blive frelsens dag for os. Det viser Jesus med den lignelse, han fortæller sidst i evangeliet – lignelsen om figentræet, der ikke har båret frugt i 3 år. Dommen nærmer sig for det træ. Men gartneren er ikke hurtig til at fælde dom. Han ønsker at give det mere tid. Han ønsker at give træet specialbehandling det kommende år – dvs. give træet de bedste muligheder for at komme til at bære frugt.
Det er et billede på Guds forhold til os, et billede på Guds kærlighed til os. Han gør sig ikke hurtigt færdig med os. Han bliver ved med os. Vi skal ikke bagefter kunne sige, at vi ikke fik en reel chance. Vi skal ikke kunne komme og sige, at han er en hård dommer. Hvis der er nogen, der har været hårde, så er det os, hvis ikke vi har åbnet os for det, som Gud har mødt os med. Hvis vi bliver ved med at lukke os for det, som Gud møder os med, så bliver vi til sidst helt lukket ude fra Gud.
Men Gud har kærlighed til os. Derfor har han givet os en tid i denne verden – en tid, hvor Gud ikke dømmer os og ikke standser os – heller ikke hvis det er den onde, vi stiller os til rådighed for. Gud har kærlighed til os og tid til os. Han er som den gartner, der hele tiden arbejder på at få træet til at bære frugt, arbejder på at få træet til at tage næring til sig. Det er et billede på Guds kærlighed til os, og Guds arbejde med os. Gud har ikke glemt nogen af de mennesker, han har skabt. Gartneren har ikke overset nogen af os. Gud ønsker i sin kærlighed at nå os og bruge os. Og han arbejder på det – også nu.
Amen.

Salmer:
25 – 460 – 442 / 443 – 431 – 455.